Kontrolmedarbejdere har succes
Landets kommuner har for godt gang i jagten på sociale bedragere. Indsatsen har givet millioner i to jyske kommuner.
10 ugers koncentreret indsats har givet 1,3 millioner kroner i kassen hos Vesthimmerlands Kommune. Og i Ringkøbing-Skjern Kommune har en målrettet indsats fra kommunens Borgerservice givet knap 1 million kroner i kassen.
- Forventningen var, at omkring 25 ville melde tilbage, at de ikke var enlige længere. Resultatet blev, at vi kunne stoppe udbetalingen til 27 borgere, men indsatsen skal ikke kun ses i lyset af den direkte besparelse, siger Carsten Spang, der er chef for Borgerservice i Ringkøbing-Skjern Kommune, og fortsætter.
- Aktionen har været medvirkende til at sætte fokus på kommunens indsats med socialt bedrageri, og det har en væsentlig præventiv effekt.
Det går ud over serviceniveauet
Medarbejderne i Vesthimmerland Kommunes kontrolteam har på ti uger afsløret bedrageri for 1,3 millioner kroner. Det er et godt samspil mellem borgere og myndigheder, men også et nyt registreringssystem, der har gjort det muligt.
- Det generelle serviceniveau forringes, når borgere snyder det sociale system for egen vindings skyld. Netop derfor er det utroligt positivt, at vi i Vesthimmerland kan konstatere, at vores målrettede indsats mod bedrageri er en succes, siger borgmester Knud Kristensen ifølge DK-nyt.
Af Martin Thimes
Oprettet: 15.03.11, kl. 13.51
Redigeret: 15.03.11, kl. 13.52 af Martin Thimes
Ophavsret
Udgivet <15.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.