Se de tre bedste kommunale chefer
De er chefer eller ledere i Rebild, Roskilde og Helsingør Kommune. Læs om de tre, der vandt Den Kommunale Lederpris.
Der var mere end 300 indstillede kommunale ledere til Den Kommunale Lederpris. Onsdag den 10. november blev de tre vindere kåret. Se hvem de er og læs begrundelserne.
Kategori 1: Bedste kommunale topchef
Vinder: Chef for Sundhedsforvaltningen i Rebild Kommune, Flemming Hansen
Dommerpanelets begrundelse: Som leder er Flemming involverende og i sin tværfaglige tilgang en udpræget integrator. Han skaber energi omkring sig. Flemming har æren for at ændre indberetningskrav til konkrete servicestandarder og servicemål, der kan bruges direkte af medarbejdere og ledere. Han står bag modtagekøkkener på alle områdecentre, der producerer mad til de ældre som et supplement til storkøkkenerne.
Administrerende direktør i KMD og sponsor af prisen, Lars Monrad Gylling siger:
- Vi hører ofte om lederne i den private sektor, men der er ikke så ofte opmærksomhed på de kommunale lederes store arbejde. I KMD er vi glade for, at denne pris er med til at sætte fokus på det gode lederskab i kommunerne. Danmark har brug for kommunale forbilleder og stærke offentligere ledere, der kan være med til at sikre vores velfærdssamfund i fremtiden.
Kategori 2: Bedste kommunale leder af en faglig afdeling eller sektion i en forvaltning eller institution
Vinder: Jobcenterchef i Helsingør Kommune, Pernille Madsen
Dommerpanelets begrundelse: Pernille har æren for at gå nye veje. Hun har bl.a. sat fokus på de unge arbejdsløse ved at slippe 600 balloner løs for at skabe opmærksomhed omkring de 600 unge arbejdsløse i kommunen. Hertil kommer at hun har taget initiativ til at dele flyvers ud på stationen for at få flere borgere i arbejde og har startet en "JOBMOBIL", der kører rundt i kommunen og laver jobplaner og aktivering.
Udviklingsdirektør i Grontmij | Carl Bro og sponsor af prisen, Hans-Martin Friis Møller siger: I Grontmij | Carl Bro bakker vi op om prisen for god kommunal faglig ledelse. Det gør vi for at vise vores respekt for og støtte til de mange ildsjæle blandt de kommunale ledere, der både professionelt, idealistisk og med en stor portion faglighed skaber løbende forbedringer for Danmarks borgere. Det formår de trods stigende udfordringer om bedre service for færre ressourcer – ofte på kortere tid.
Kategori 3: Bedste leder af en kommunal organisation
Vinder: Leder af Vognmandsparkens Børnehave i Roskilde Kommune Lillian Gregersen
Dommerpanelets begrundelse: Lillian er en leder der i høj grader til stede på sin arbejdsplads og i forhold til børnene. Det gælder også synliggørelsen af børnehaven og børnehavens værdier. Hun praktiserer sit lederskab med udgangspunkt i at være børnenes leder, og hun har bl.a. skabt resultater via et projekt om, hvordan man håndterer skæld-ud i relationen mellem børn og voksne.
Salgs- og marketingdirektør i SKI og sponsor af prisen, Allan Vendelbo siger: Frontlinien i den kommunale velfærdsservice er institutionerne. I institutionerne leveres hver dag toppræstationer, service af høj kvalitet og ikke mindst innovation båret af dygtige og kompetente ledere. Det vil SKI gerne bidrage til en fortsat udvikling og sikring af.
Af Martin Thimes
Oprettet: 11.11.10, kl. 09.44
Redigeret: 11.11.10, kl. 11.39 af Martin Thimes
Ophavsret
Udgivet <11.11.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



