Tandpleje indfører selvbetjening
Frederiksberg Kommunes Tandpleje har som den første i Danmark indført et system, så forældre selv kan booke tider, skrive helbredsoplysning og meget mere.
Den 16. august gik tandplejen i Frederiksberg Kommune som den første kommune i luften med et nyt system, hvor forældre blandt andet får direkte adgang til barnets tandjournal og til at booke tider.
Mindre end to måneder senere kan overtandlæge Lene Esmark konkludere, at succesen er hjemme.
- Vi må sige, at forældrene i den grad har taget muligheden til sig, og det er gået langt hurtigere end forventet. I de første to døgn havde 40 forældre booket tider til deres børn.
Forstyrrer ikke tandlægen
Statistikken for september måned viser nemlig, at 30 procent af tidsbestillinger nu sker via nettet – og altså ved at forældrene selv har klaret administrationen.
Fordelene er mange.
For det første sparer man en del penge til porto. For det andet spares tiden til at skrive breve til forældrene.
- Og tidligere blev tandlæger og klinikassistenter forstyrret midt i behandlinger ude på de små klinikker, hvor der ikke er telefonpassere. De har så skullet gå fra en patient for at tage telefon. Det er historie nu.
Når bøjle-damen kommer
Et andet eksempel er de dage, hvor bøjle-specialisten kommer til en skoletandpleje og man har skullet sikre, at alle potentielle bøjle-børn var til stede.
- Administrationen af den dag tager nu kun en time, hvor den tidligere snildt kunne fylde det meste af en arbejdsdag.
Tidligere skulle orienteringsbrevet til forældrene om bøjletandlægens besøg udleveres til samtlige elever, der skulle kigges på. Det betød, at klinikassistenten skulle løbe rundt til mange klasser for at udlevere breve.
Nu lægges brevet blot på TandplejeIntra, og forældrene får automatisk besked om, at der er nyt.
Desuden kan forældrene, når selve undersøgelsesdagen er gået, selv læse tandjournalen og se, hvordan deres barns evt. bøjlebehov er blevet vurderet. Vi sparer tiden, hvor vi tidligere udfyldte den skriftlige orientering til forældrene.
Spare penge og administration
Alt i alt vurderer Lene Esmark, at systemet effektiviserer tandplejen så meget, at man på længere sigt kan spare godt én tandklinikassistent - ud af i alt 45 personaler.
Et af de store gennembrud er, at forældre selv kan booke, ændre og aflyse tider i systemet.
Når det er tid til eftersyn eller behandling, så sender systemet automatisk besked til forældrene via en sms eller email og beder forældrene booke tid til barnet via websystemet.
Samtykker kan indhentes
På samme måde får forældrene automatisk besked via sms eller e-mail om at læse barnets journal, når eksempelvis børnehavebørnenes tænder er blevet undersøgt i Tandbussen.
- Tidligere brugte vi tid på at udfylde en skriftlig forældreorientering, siger Lene Esmark.
En anden mulighed i systemet er, at forældre har direkte adgang til barnets journal – endda i to udgaver. Den tandlægelige udgave og en oversat udgave.
En gang om året bliver forældrene bedt om at opdatere barnets helbredsoplysninger.
Men Lene Esmark ser også nye muligheder i systemet.
- Det ser ud til, at vi skal gøre ekstra for at indhente samtykker fra forældre forud for behandlinger. Det vil være meget praktisk, hvis det kan ske over websystemet, så det vil vi nu arbejde på.
Af Mogens Jepsen
Oprettet: 31.10.11, kl. 09.58
Redigeret: 31.10.11, kl. 11.07 af Mogens Jepsen
Ophavsret
Udgivet <31.10.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.