Du er her: hk.dk > Kommunal > Job og løn > Arbejdstid > Plustid



Plustid

Plustid blev indført ved overenskomstforhandlingerne 2008. Plustid betyder, at der kan aftales en højere arbejdstid end 37 timer, hvis HK og den enkelte vil. Her kan du få inspiration og gode råd, hvis Plustid kommer op i lokale drøftelser.

Arbejdstiden på 37 timer er resultatet af en lang faglig indsats. Derfor rejser det mange følelser, når det skal drøftes, om arbejdstiden for enkelte skal kunne være højere.

HK/Kommunals bestyrelse har drøftet Plustid for at fastlægge en politik på området, som kan give tillidsrepræsentanterne en vejledning, når de skal arbejde med emnet.

Plustid er ikke HK/Kommunals opfindelse. På den anden side er det et element i overenskomsten, som vi loyalt må forholde os til.

Det er vigtigt at pointere, at indgåelse af en aftale om Plustid er en frivillig mulighed, så det er ikke noget, man skal gå ind i, hvis man ikke har lyst til det. Og tillidsrepræsentanten har ingen pligt til at tage initiativet til at drøfte det med kommuner og regioner.

HUSK, at hvis der kommer forslag om Plustid, så skal det afstemmes med HK-afdelingen, inden der kan indgås en aftale med en kommune, region eller et sygehus.

I denne vejledning er der oplysninger om aftalen om Plustid og om andre regler i relation til emnet samt gode opmærksomhedspunkter, når det overvejes, om der skal indgås en lokal aftale.

Tre dilemmaer når vi taler om Plustid

Dilemma 1

Hvordan beskriver vi, hvem der med fordel kan indgå aftale om Plustid uden samtidig at give udtryk for, at vi accepterer, at vores medlemmer arbejder gratis eller skriver det på flexen, som i virkeligheden burde være overarbejde?

Dilemma 2

Hvordan skal Plustid spille sammen med den nye trend: At give arbejdstiden fri og ophæve al regi-strering og kontrol af arbejdstiden (samtidig ophæves sikkert også al over- og merarbejde)?

Dilemma 3

Hvordan sikrer vi fordelene til de medlemmer, der kan have gavn af det og lyst til det, så fx ledere og specialister uden højeste tjenestetid fast får løn for mere arbejdstid, uden at andre medlemmer føler sig presset?

Aftalens bestemmelser

Plustid gælder pr. 1. april 2008.

Plustid indebærer, at der kan indgås aftale om forøgelse af den ugentlige arbejdstid ud over 37 timer om ugen til maksimalt 42 timer om ugen for den enkelte medarbejder.

Betingelserne for at indgå en sådan aftale er:

  • Der skal først indgås en rammeaftale mellem kommunen/regionen og tillidsrepræsentanten/HK-afdelingen om, at Plustid kan anvendes.
  • Eventuelt indgås en helt overordnet aftale for kommunen/regionen/sygehuset, som så aftales anvendt på den enkelte afdeling el.lign.
  • Dernæst skal den enkelte medarbejder indgå en individuel aftale om forøgelse af arbejdstiden. Det er frivilligt for den enkelte at indgå aftalen. Det er til gengæld heller ikke en pligt for arbejdsgiveren. Det kræver enighed at indgå aftale om Plustid.

Der gælder i øvrigt følgende vilkår i tilknytning til en aftale om Plustid:

Lønnen forhøjes forholdsmæssigt ift. det aftalte timetal. Det betyder, at der betales almindelig timeløn for timerne ud over 37 timer (med mindre der aftales noget andet).

Der indbetales pensionsbidrag af den forhøjede løn efter sædvanlige principper for indbetaling af pensionsbidrag.

Den forhøjede løn udbetales under fravær, hvor der er ret til løn, fx fravær på grund af sygdom, barsel, ferie og omsorgsdage. For tjenestemænd indbetales ekstra pension som supplerende pen-sion svarende til overenskomstgruppens pensionsprocent.

Eventuelle aftaler om rådighedsforpligtelse og rådighedstillæg fortsætter uændret, med mindre andet aftales.

En individuel aftale kan af såvel medarbejder som arbejdsgiver opsiges med 3 måneders varsel til udgangen af en måned, medmindre andet aftales. Efter varslets udløb vender den ansatte tilbage til den beskæftigelsesgrad, som var gældende før indgåelsen af aftalen om Plustid.

Det er muligt at aftale sig frem til en kortere opsigelsesbestemmelse end 3 måneder.

En ansat som afskediges fra sin stilling, har dog altid ret til at vende tilbage til sin tidligere beskæftigelsesgrad 3 måneder før fratrædelsestidspunktet, hvis den ansatte ønsker det. Denne bestemmelse har betydning for dagpengeberegning, hvis man bliver ledig efter udløbet af opsigelsesvarslet, hvor timer ud over 37 timer pr. uge vil blive betragtet som overarbejde, som skal afspadseres, inden der kan udbetales dagpenge fra a-kassen.

Overenskomsternes øvrige bestemmelser om arbejdstid gælder også for plus-timerne, bl.a. om placering af den yderligere arbejdstid og hvornår der er tale om overarbejde m.m.

Hvilke andre bestemmelser om arbejdstid gælder?

EU’s arbejdstidsdirektiv bestemmer, at den øvre ugentlige arbejdstid er 48 timer (beregnet som gennemsnit over 4 måneder).

Derudover gælder overenskomstens overarbejdsbestemmelser fortsat, dvs. at beordret arbejde udover den fastsatte arbejdstid er overarbejde. Arbejdstiden skal som hovedregel fastlægges af arbejdsgiveren på de enkelte dage.

Fordele og ulemper ved Plustid

Fordele
  • Hvis de ansatte til stadighed oparbejder mange plustimer på flexen, så kan Plustid være et alternativ.
  • Ansatte aflønnet højere end grundløn 40 er omfattet af bestemmelserne om ingen højeste tjenestetid og er dermed ikke omfattet af overarbejdsbestemmelserne. Hvis disse ansatte arbejder mere end 37 timer ugentligt kan Plustid være en fordel.
  • Hvis der er mangel på en bestemt personalegruppe kan Plustid også være med til at afhjælpe problemet.
  • Løn for Plustid er pensionsgivende, det er udbetalt overarbejde ikke.
  • Det er frivilligt for den enkelte at indgå aftale om Plustid.
  • Hvis der er indgået aftale om Plustid udbetales den forhøjede løn også under sygdom, ferie, barsel osv.
Ulemper
  • Hvis de ansatte føler sig presset til at arbejde mere end de selv har tid/lyst/kræfter til.
  • Hvis Plustid anvendes for at undgå at betale overarbejde.
  • Almindelig timeløn på Plustid er dårligere betaling for ekstra timer end overarbejde.
  • Det kan være vanskeligt at afgøre, hvad der er Plustid, hvad der er flextid og hvad der er overar-bejde
  • Hvis Plustid og dermed øget arbejdstid øger risikoen for stress og nedslidning af de ansatte.
  • Hvis arbejdstempoet i forvejen er meget højt.

Se her HK/Kommunals 17 gode råd til tillidsrepræsentanter, hvis der skal diskuteres Plustid på arbejdspladsen.

Oprettet: 09.10.08, kl. 14.21

Redigeret: 17.11.08, kl. 12.48

Gode råd om plustid

Se her HK/Kommunals 17 gode råd til tillidsrepræsentanter, hvis der skal diskuteres plustid på arbejdspladsen.

17 gode råd om plustid


Ophavsret

Udgivet <09.10.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.