Du er her: hk.dk > Kommunal > Nyheder > HK/Kommunal mener > Alle taber ved fyringer af tillidsfolk


Kontakt

Ring til HK

Telefon: 7011 4545

Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00

Fredag: 8.00 til 16.00

HK/Kommunal

Weidekampsgade 8
Postbox 470
0900 København C

Send besked eller spørgsmål

Pressekontakt

Lokalafdelinger

Find din afdeling


Alle taber ved fyringer af tillidsfolk

Hvis tendensen fortsætter, risikerer hele det fagretslige system at bliver bombet 110 år tilbage.

Af Bodil Otto formand for HK/Kommunal, 11. marts 2010

Gennem historiebøger og oldeforældrefortællinger har de fleste af os en klar forestilling om de kummerlige og ofte groteske arbejdsforhold, der herskede for lønmodtagerne i starten af det forrige århundrede. Men tiden var også karakteriseret ved, at der midt i al elendigheden blev plantet oaser af håb om noget bedre.

Som det eksempelvis skete, da arbejdsgiverne i 1900 i en overenskomst med Smede- og Maskinarbejderforbundet for første gang anerkendte arbejdernes ret til at vælge en tillidsrepræsentant. Blot to år senere blev der indføjet en bestemmelse, der gav tillidsrepræsentanten udvidet beskyttelse mod fyring.

Siden er tillidsrepræsentanten blevet et mere og mere fast omdrejningspunkt i den danske model. Til gavn for arbejdsgiveren, der igennem den valgte lønmodtagerrepræsentant kan forhandle og lede under nogle strukturerede rammer af gensidig overenskomst. Men naturligvis også til gavn for den enkelte ansatte, der via tillidsrepræsentanten kan kanalisere sine ønsker om bedre løn- og arbejdsvilkår.

Men den historiske udvikling er ikke en lige linje af stadige forbedringer. Nej, udviklingen er befængt med lejlighedsvise tilbageslag. Også i kommuner og regioner. Hvor vi i hele 2007 og 2008 havde seks sager om afskedigelse af tillidsrepræsentanter, har vi i løbet af de seneste fem måneder oplevet ikke mindre end otte.

Det er en totalt uacceptabel udvikling. For afskedigelserne er i langt de fleste tilfælde ikke betinget af de ”tvingende årsager”, der ellers er forudsætningen for en eventuel fyring af en tillidsrepræsentant. Hvis tendensen fortsætter, risikerer hele det fagretslige system at blive bombet 110 år tilbage. Til dengang, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere var sig selv nærmest, og hvor destruktive arbejdskampe var normen snarere end undtagelsen.

I et sådant scenarie vil både vi lønmodtagere, arbejdsgiverne og alle borgere blive tabere. Jeg kan kun håbe, at de aktuelle fyringer af vores tillidsrepræsentanter er resultatet af nogle fundamentale misforståelser hos nogle nye typer af ledere. Ledere, der ikke er blevet godt nok oplyst om regler og praksis, inden de har fået kompetence til at skaffe sig af med medarbejdere.

Oprettet: 11.03.10, kl. 08.55

Redigeret: 11.03.10, kl. 08.59 af May Pedersen


Ophavsret

Udgivet <11.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.