Forandring + tryghed = uddannelse
En kollega, der hele tiden udvikler sig selv og sit fag, er godt rustet. Og det er aldrig for sent.
Af Bodil Otto formand for HK/Kommunal, 22. december 2011
DEN OFFENTLIGE SEKTOR er under ombygning. Der flyttes rundt, skæres ned, bygges op, effektiviseres, digitaliseres, centraliseres. Ja, jeg kunne blive ved. For medarbejderne er der nok kun ét ord, der dækker kursen i den offentlige sektor i dag, nemlig forandringer. Vi står midt i dem, og der er ingen tvivl om, at der kommer flere. Den måde vi løser opgaverne på i dag, er ikke den samme, som den måde vi kommer til at løse opgaverne på i morgen. Det job man har i dag, har man måske ikke i morgen.
NÅR VI KIGGER tilbage på året, der er gået, så har flere af HK/Kommunals medlemmer desværre oplevet at stå med en fyreseddel i hånden. Fra juni 2010 til juni 2011 er der blevet 1200 færre HKere i ordinær beskæftigelse i kommunerne. I regionerne er antallet af kontoransatte faldet med 200 og antallet af lægesekretærer med 100. Tendensen ser ud til at fortsætte i 2012. I hvert fald kunne jeg læse i avisen forleden, at mange af landets kommunaldirektører venter besparelser på alle områder næste år – også på personalet.
Når forandringens vinde raser, er uddannelse og kompetenceudvikling den vigtigste forudsætning for succes i arbejdslivet, faktisk en slags forsikring. En kollega, der hele tiden udvikler sig selv og sit fag, er godt rustet. Og det er aldrig for sent.
VED OVERENSKOMSTFORHANDLINGERNE i år fik vi etableret en ny tryghedspulje i kommunerne, hvor fyrede medarbejdere via deres tillidsrepræsentant kan få op til 10.000 kroner til kompetenceudvikling. En af dem der har benyttet denne mulighed til et flot karrierespring, er Janne Freitag fra Skanderborg, som i dette blad fortæller om sin erfaring (se side 20).
UDDANNELSE ER en proces, der varer hele livet. Det gælder ikke mindst for de kolleger, der er blevet afskediget eller er i åbenlys fare for at miste jobbet. Så når nu julefreden har sænket sig, og der er en ledig stund til at slappe af, så er det måske tid til at overveje, hvilke kompetencer du vil udvikle i 2012.
Oprettet: 21.12.11, kl. 10.34
Redigeret: 21.12.11, kl. 10.34 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <21.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
