Du er her: hk.dk > Kommunal > Nyheder > HK/Kommunal mener > Kommuner kan klare egne snydere


Kontakt

Ring til HK

Telefon: 7011 4545

Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00

Fredag: 8.00 til 16.00

HK/Kommunal

Weidekampsgade 8
Postbox 470
0900 København C

Send besked eller spørgsmål

Pressekontakt

Lokalafdelinger

Find din afdeling


Kommuner kan klare egne snydere

Kommunerne har en helt kontant interesse i at få bedragerne til at betale ved kasse et.

Af Bodil Otto formand for HK/Kommunal, 24. marts 2011

DER GÅR STORT SET ikke en dag, uden at medierne tuder os ørerne fulde om, at den offentlige sektor skal effektiviseres. Også derfor var jeg ved at få kaffen i den gale hals, da jeg for et par uger siden så, at regeringen har planer om at flytte dele af kontrolindsatsen overfor socialt bedrageri over i Udbetaling Danmark.

JEG ER NEMLIG OVERBEVIST om, at det på flere måder vil være en rigtig dårlig løsning fordi kontrollen med socialt snyd vil blive mindre effektiv.

JEG HUSKER STADIG dengang, Skat blev sat til at forestå inddrivelsen af kommunale inkassosager. Det er en løsning, der den dag i dag koster kommunerne millioner af kroner. Jeg frygter, den historie vil gentage sig.

UDBETALING DANMARK MANGLER den samme motivation til at forfølge sagerne om socialt snyd, som kommunerne har. Kommunerne har en helt kontant interesse i at få bedragerne til at betale ved kasse ét. Modsat Udbetaling Danmark, der er en helt igennem teknisk konstruktion, der ikke på samme måde som kommunerne forvalter skatteborgernes penge.

DET SAMME KAN SIGES om den demokratiske kontrol, der udøves af borgerne blandt andet gennem til- og fravalg af de kommunale byrødder hvert fjerde år. Den kontrol glimrer ved sit fravær i konstruktionen Udbetaling Danmark. Også i den sammenhæng handler det om motivation – eller mangel på samme.

AT REGERINGENS PLANER DESUDEN vil føre til snitfladeproblemer og dobbeltadministration, er jeg heller ikke i tvivl om. Al erfaring viser, at jo flere instanser, der bringes i spil om en given opgave, desto tungere sagsgange medfører det. Fra hk/kommunal skal der i hvert fald lyde en indtrængende appel til Borgen: Drop fortænkte og ineffektive konstruktioner, når det drejer sig om sociale bedragere. Kommunerne klarer bedst egne snydere.

Oprettet: 24.03.11, kl. 10.20

Redigeret: 24.03.11, kl. 10.22 af May Pedersen


Ophavsret

Udgivet <24.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.