Luk klejnekassen
Det er paradoksalt, at regeringen vedvarende har gødet jorden for, at de private aktører kan høste store summer til meningsløse aktiveringskurser.
Af Bodil Otto formand for HK/Kommunal, den 27. januar 2011
REGERINGEN fejrer vist jul hele året. For de har i den grad taget låget af klejnekassen og inviteret private aktører til frit at forsyne sig: Gang på gang har vi set eksempler på, at der følger fede checks med, når private overtager opgaver fra det offentlige. Alt imens kommunalt og regionalt ansatte vinker farvel til kolleger med mange års erfaring og solide kernekompetencer.
DER ER GÅET KAGE i regeringens logik. Jeg kan ikke se, hvordan det på bundlinjen giver bedre og billigere velfærd at fjerne årsværk i den offentlige sektor samt øge mængden af tilskud til private virksomheder. Den ene undersøgelse efter den anden viser jo, at opgaverne løses bedst dér, hvor kernekompetencerne er. Og det er og bliver kommunernes og regionernes juvelbesatte kerneopgave at hjælpe og servicere borgerne og yde administrativ omsorg for velfærdssektoren. Blandt andre har revisionsselskabet Deloitte slået fast, at kommunerne er langt bedre end deres private konkurrenter til at få de ledige i varig beskæftigelse.
JEG FINDER det paradoksalt, at regeringen vedvarende har gødet jorden for, at de private aktører kan høste store summer til for eksempel meningsløse aktiveringskurser, når pengene beviseligt kan bruges bedre i de slunkne kommunekasser. Selvom der skete ændringer af reglerne på beskæftigelsesområdet ved årsskiftet, er det chokerende, at der er forsvundet millioner af offentlige kroner til privat udlicitering for udliciteringens egen skyld, som det fremgår på side 10 i dette blad. Det lugter unægtelig af samme bageri, som sagen om overbetaling af privathospitalerne blev fremstillet i.
DETTE UNØDIGE FORBRUG af det offentliges kroner er lige så svært at sluge som julesmåkager i januar. Og selvom Inger Støjberg vil ændre beskæftigelsesområdet med 46 nye forslag, er der intet, der i nævneværdig grad tyder på, at regeringen er i gang med at nedsætte mængden af ultraliberal ideologi og sætte låget på klejnekassen. Det ville ellers klæde landets ledelse.
Oprettet: 27.01.11, kl. 09.07
Redigeret: 27.01.11, kl. 09.07 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <27.01.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
