Du er her: hk.dk > Kommunal > Nyheder > HK/Kommunal mener > Sundhedspersonale i centrum for ny dynamik


Kontakt

Ring til HK

Telefon: 7011 4545

Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00

Fredag: 8.00 til 16.00

HK/Kommunal

Weidekampsgade 8
Postbox 470
0900 København C

Send besked eller spørgsmål

Pressekontakt

Lokalafdelinger

Find din afdeling


Sundhedspersonale i centrum for ny dynamik

Den sundhedsfaglige vinkel, som lægesekretærerne repræsenterer, er et velkomment og berigende element i det faglige fællesskab.

Af Bodil Otto formand for HK/Kommunal, 14. januar 2010

For 30 år siden så verden temmelig anderledes ud, end den gør i dag. Dengang kendte vi hverken til ipods, sushi eller afdragsfrie lån. Omvendt har vi i dag sagt farvel til 1980’er-fænomener som kassettebåndoptagere og gulerodsbukser. Ligesom vi har forladt princippet om, at der skulle være en fagforening for snart sagt ethvert erhverv og enhver anskuelse.

For 30 år siden var der eksempelvis hele tre foreninger for lægesekretærer. I dag er der kun én, nemlig DL. Og den er fra årsskiftet samlet i HK/Kommunal. At mere end 10.000 danske lægesekretærer nu er forenet i samme organisation som socialformidlere, jobkonsulenter, tandklinikassistenter, sagsbehandlere, personalekonsulenter, biblioteksassistenter og miljøteknikere åbner for nogle nye og spændende perspektiver.

Den sundhedsfaglige vinkel, som lægesekretærerne repræsenterer, er et velkomment og berigende element i det faglige fællesskab, der hedder HK/Kommunal. Som ansatte i kommuner og regioner står vi stærkere, når vi er samlet for at sikre hvert enkelt medlems interesser, hvad enten det gælder løn, arbejdsmiljø, barsel, efteruddannelse, arbejdstid, fyringstrusler eller noget helt syvende.

Jeg er samtidig ikke i tvivl om, at det giver os i den politiske ledelse af HK/Kommunal nogle særlige forpligtelser, når vi skal dele udfordringer med en så betydningsfuld gruppe som lægesekretær-erne. Det handler blandt andet om, at HK/Kommunal og DL sammen får lagt et massivt pres på de regionale arbejdsgivere for at få skabt det nødvendige antal elevstillinger og personalenormeringer. Manglen på lægesekretærer betyder store bunker af ubehandlede patientjournaler, og det er problematisk både i forhold til patienternes sikkerhed og til arbejdsvilkårene for lægesekretærerne.

Samtidig er det vigtigt, at vi i samarbejde med Danske Regioner får sat yderligere fokus på arbejdet med at gøre opgaverne på sundhedsområdet mere fleksible. Her er det afgørende, at der bliver tilbudt nogle attraktive rammer for den enkelte medarbejders faglige udvikling.

Jeg er fuld af fortrøstning om, at vi ved en fælles indsats også fremover får skabt nogle trygge, attraktive og dynamiske rammer for alle medlemmer af HK/Kommunal.

Oprettet: 14.01.10, kl. 09.05

Redigeret: 14.01.10, kl. 09.09 af May Pedersen


Ophavsret

Udgivet <14.01.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.