Af Bodil Otto formand for HK/Kommunal, den 11. februar 2010

7.047 - 10.308 - 50.000. Brug af tal er nogle gange en bekvem måde at manipulere med virkeligheden på. Andre gange siger tal faktisk mere end ord. Sidstnævnte er tilfældet, når det gælder behovet for, at kommuner og regioner sikrer fødekæden af kvalificeret personale til fremtidens velfærd.

Altså: I øjeblikket er der 7.047 unge mennesker, som har afsluttet deres skoleforløb, men som bare venter på, at de offentlige eller private arbejdspladser åbner deres døre. I 2009 bankede 10.308 håbefulde elever på kommunernes og regionernes døre for at få en stilling i den offentlige administration. 9.890 måtte banke forgæves, mens bare 418 blev budt indenfor. Endnu færre lægesekretærelever fik en plads på sygehusene. Det blev kun til ca. 350. Men det er slet ikke nok til at imødekomme behovet i fremtiden.

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at også kommuner og regioner bliver tilgodeset med en check på op til 50.000 kroner for hver elev, de ansætter. Med den kontante belønning på et halvt hundrede tusind kroner bør det ikke være kommuners og regioners økonomiske formåen, der forhindrer et markant større elevoptag.

Det offentlige har et enormt ansvar for at sikre de mange parate unge et meningsfuldt liv på det danske arbejdsmarked. Det er unge, der har den teoretiske viden med sig i bagagen, og som er mere end klar til at tage fat, hvis bare de får muligheden. Tallene viser, at der er rigeligt at tage af.

Skal kommuner og regioner sikre deres egen overlevelse som omdrejningspunkt for velfærden, er det tvingende nødvendigt at byde fremtidens arbejdskraft indenfor. For når den offentlige administration ikke i tilstrækkelig grad fødes med nye, veluddannede mennesker, vil borgerne uvilkårligt opleve ringere kvalitet og længere sagsbehandlingstider. Det gælder for alt lige fra miljøgodkendelser og sygehusdrift over pensionstilskud og sociale ydelser til jobindsats og tandpleje.

Læg dertil at op imod en tredjedel af de offentligt ansatte HK’ere går på pension om ganske få år. Også det øger behovet for ny rekruttering. Jeg tror såmænd ikke, at vores arbejdsgivere er mere talblinde end mange af os andre. På den anden side: Hvor svært er regnestykket egentligt?