Uddannelse til fremtiden
Alle administrative medarbejdere bør sigte efter at komme op på diplom- eller bachelorniveau.
Af Bodil Otto formand for HK/Kommunal, 8. september 2011
ER ADMINISTRATION EN DØD SILD eller er det i bund og grund professionel styring af en virksomhed? Flere politikere på Christiansborg peger på det første. Men jeg ved ligesom jer, at kommuner og regioner er død afhængig af at have en god administration. Vi kan ganske simpelt ikke undværes.
NÅR DET ER SAGT, er der ingen tvivl om, at de arbejdsopgaver, der bliver kaldt ’administration’, udvikler sig konstant. En opfattelse af, at administrative medarbejderes opgaver udelukkende består af at udfylde blanketter, må stamme fra en fjern fortid. Mange arbejdsopgaver er i dag langt mere komplekse, og den udvikling tager nu for alvor fart.
I DEN DIGITALISERINGSSTRATEGI, som regeringen, KL og Danske Regioner har lanceret, kalkulerer de med, at IT-systemer overtager en række driftsopgaver. Men trods det vil der fortsat være brug for dygtige administrative medarbejdere, som kan håndtere de nye arbejdsopgaver, der følger i kølvandet på digitaliseringen. Det handler om analysearbejde, kontrolopgaver og vejledning og formidling, for bare at nævne nogle.
OG NÅR OPGAVERNE ÆNDRER SIG, vil kravene til medarbejderne selvfølgelig gøre det samme. Så efteruddannelse, efteruddannelse og efteruddannelse bør stå højt på alles ønskesedler. For arbejdspladserne bør det naturligvis også have høj prioritet, ligesom det for os i HK er et stort fokusområde.
I HK/KOMMUNAL VIL VI VÆRE MED TIL AT SIKRE, at I er klædt på til fremtiden. Derfor følger vi fagenes udvikling med projektet ”Form dit fag”. Foreløbigt har vi været ude og tale med en række kommunale ledere og eksperter, og pilen peger på, at en god kombination af praktisk kunnen og teoretisk viden vil blive efterspurgt. Men det er ikke til at komme uden om, at alle administrative medarbejdere bør sigte efter at komme op på diplom- eller bachelorniveau. Jeg siger det ikke som en trussel, men fordi det er den måde, I bedst kan sikre jeres fremtidige arbejdsliv.
Oprettet: 08.09.11, kl. 12.39
Redigeret: 08.09.11, kl. 12.40 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <08.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
