Mandlige mellemledere øger sygefravær
Medarbejderne i det offentlige har mindre sygefravær, hvis de deler køn med deres mellemleder, viser en undersøgelse fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
Hvis sygefraværet er højt på din arbejdsplads i det offentlige, er flertallet af dine kolleger sandsynligvis kvinder og din mellemleder en mand. Det konkluderer en undersøgelse fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, som ph.d.-studerende Ann-Kristina Løkke Nielsen står bag.
Ann-Kristina Løkke Nielsen har undersøgt sammenhængen mellem medarbejderes og mellemlederes sygefravær på offentlige institutioner.
Årsagen er ifølge forskeren, at når størstedelen af medarbejderne og deres leder har samme køn, deler de oftere holdninger og værdier. Dermed er medarbejderne også mere loyale og mindre fraværende.
Ann-Kristina Løkke Nielsen nævner som eksempel, at kvinder måske lægger større vægt på fleksible arbejdstider på grund af familieforpligtelser end mænd.
Ryk rundt, hvis det er muligt
Mænd i mellemlederstillinger har dog ingen grund til at tro, de er særligt dårlige ledere. Blandt de menige medarbejdere i det offentlige, er der nemlig et flertal af kvinder, så det kan være lidt svært for en mandlig mellemleder at være leder for primært mænd. Sygefraværet ville nemlig også stige, hvis mellemlederen var en kvinde og medarbejderne mænd.
Ann-Kristina Løkke Nielsen påpeger derfor det gavnlige i at overveje undersøgelsens resultater, når en ny mellemleder skal ansættes.
- Uden at diskriminere nogen i ansættelsesforløbet kan en leder godt være opmærksom på, om han eller hun for eksempel vælger en mandlig leder til at styre en afdeling, der udelukkende består af kvinder, eller omvendt. Og dermed kan der være behov for omplaceringer, hvis det er muligt, siger hun.
Lederens adfærd er afgørende
Undersøgelsen viser desuden, at uanset mellemlederens køn, er dennes adfærd afgørende for, om medarbejderne trives og holder sygefraværet i bund.
- Det fremgår tydeligt af min analyse, at en leder i en afdeling med lavt sygefravær er kendetegnet ved blandt andet at være meget visionær og at være god til at tage sig af medarbejdernes individuelle behov og udviklingsmuligheder, hvilket smitter af på arbejdsmiljøet i afdelingen, siger Ann-Kristina Løkke Nielsen.
Af Ane Vestbjerg
Gå videre til...
Oprettet: 05.08.09, kl. 14.52
Redigeret: 06.08.09, kl. 11.41 af May Pedersen
Mest læste nyheder
Seneste nyheder
Ophavsret
Udgivet <05.08.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
