Kvinder er mere syge end mænd
Både på de offentlige og de private arbejdspladser er kvinder næsten dobbelt så ofte syge som mænd.
På kommunale arbejdspladser er kvindernes sygefravær 45 procent højere end mændenes og på private arbejdspladser er tallet 40 procent. Det viser Beskæftigelsesministeriets analyse ”Kvinder og mænd på arbejdsmarkedet 2009” ifølge Politiken. Analysen offentliggøres i dag.
Anette Borchorst , der er professor på Aalborg Universitet og har arbejdsmarkedets kønsopdeling og ligestilling som speciale, mener, at det hænger sammen med ansvarsfordelingen i familierne.
- Vi kender godt mønstret. Det er typisk kvinderne, der tager børnenes sygedage. En anden oplagt grund er stress som følge af krisen og strukturreformen, siger hun til Politiken.
En markant tendens bag tallene er, jo højere uddannelse kvinderne har, jo færre sygedage har de.
Ligestilling halter bagefter
I Beskæftigelsesministeriets analyse kan man læse mere om et skævt arbejdsmarked, hvor ligestillingen ifølge Anette Borchost ”halter forfærdeligt bagefter”.
Kvinderne tjener mindst, arbejder mindre og vælger oftere at gå på deltid. For eksempel arbejder kvinderne mindre i takt med antallet af børn. Hvis mænd derimod går på deltid, er det typisk for at kunne uddanne sig ved siden af jobbet.
Læs mere om Beskæftigelsesministeriets analyse på politiken.dk
Af Lia Ellehuus
Oprettet: 11.12.09, kl. 10.02
Redigeret: 11.12.09, kl. 10.56 af Lia Ellehuus
Fakta om kønsforskelle
- 1,35 millioner kvinder mod 1,51 millioner mænd er i beskæftigelse, det er en stigning på 21.000 kvinder fra sidste år.
- Beskæftigelsesfrekvensen for kvinder er 74,5 procent (europarekord) og 80,2 procent for mænd.
- Kvinderne udgør 28 procent af toplederne. Mænd anmelder flest arbejdsskader og får hyppigere medhold. Kvinderne anmelder flere erhvervssygdomme.
Kilde: Kvinder og mænd på arbejdsmarkedet 2009 (citeret fra politiken.dk)
Ophavsret
Udgivet <11.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
