Nedskæringer rammer administrationen
Administrationen i Assens Kommune har været på slankekur. I perioden 2007-2010 skulle kommunen spare 18,8 millioner kroner. Det er sket ved at spænde livremmen ind på driften og ved at nedlægge stillinger.
Både blandt ledere og medarbejdere i Assens Kommune har slankekuren kostet stillinger. Blandt administrative medarbejdere og sagsbehandlere er der tale om 18-20 stillinger.
- Langt de fleste stillinger er nedlagt ved naturlig afgang. Men her på det sidste er vi blevet nødt til at tage afsked med i alt fire kollegaer, fortæller borgmester Finn Brunse.
Reform og rådhus
Besparelserne er en konsekvens af kommunalreformen og opførelsen af et nyt rådhus.
- Byrådet besluttede i starten af valgperioden og de efterfølgende budgetår, at vi som en konsekvens af kommunalreformen og som en konsekvens af, at der opføres et nyt rådhus, skulle gennemføre besparelser på administrationen på godt 19 millioner kroner. Det mål har vi nu indfriet, siger kommunaldirektør Henning Qvick.
Assens Kommune har en målsætning om at være blandt de ti billigst administrerede kommuner i Danmark
Af Marie Begtrup
Oprettet: 10.12.09, kl. 11.41
Redigeret: 10.12.09, kl. 11.43 af Marie Begtrup
Ophavsret
Udgivet <10.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.