Stearinlys giver dårligt indeklima
I den mørke tid hygger vi os med masser af stearinlys både på kontoret og derhjemme. Få gode råd til, hvordan du kan begrænse forureningen fra stearinlys.
Alle stearinlys oser, uanset om de er lavet af stearin, paraffin eller voks. De sender partikler ud i rummet, og disse partikler indånder vi.
Man ved dog ikke, hvor farligt det egentlig er, men som Steffen Loft, der er læge og professor ved Københavns Universitets Institut for Folkesundhed påpeger, så kan man selv se, hvordan lys soder.
- Væggene i et hjem, hvor der brændes mange levende lys, ser sodede ud, så jeg tænker på, hvordan lungerne så ser ud, siger han til politiken.dk.
Gode råd
Der er heldigvis meget man kan gøre. På indeklimaportalen.dk finder du følgende råd:
- Erstat eventuelt stearinlys med lyskæder eller elektriske stearinlys.
- Vær opmærksom på, hvilke stearinlys du køber. Undersøgelser viser, at fyrfadslys oser mindre end almindelige lys. Der er til gengæld ingen forskel på mængden af os fra henholdsvis dyre eller billige fyrfadslys.
- Undgå gelé- eller duftlys og guld-, glitter- og sølvlys, da de udsender allerflest generende partikler.
- Sørg for, at vægen på stearinlyset ikke er for lang. Når vægen er for lang kan stearinen ikke nå at brænde af, og så kommer vægen til at stå tilbage og ose.
- Brug en lyseslukker, så vægen ikke kommer til at stå og ose i længere tid.
- Luft ud.
Se tema om vinter og kulde på indeklimaportalen.dk
Af Lia Ellehuus
Oprettet: 18.12.09, kl. 12.11
Redigeret: 18.12.09, kl. 13.40 af Lia Ellehuus
Ophavsret
Udgivet <18.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
