Lægesekretærer i dialog med regionsdirektør om at aflaste læger
Lægesekretærernes formand, Soile Friis skal mødes med direktør for Region Hovedstaden, Helle Ulrichsen for blandt andet at drøfte, hvordan lægesekretærerne kan aflaste lægerne med det administrative arbejde.
”Dialogmøde om dokumentationskrav og dokumentationsvilkår” er overskriften for et snarligt møde mellem lægesekretærernes formand, Soile Friis og direktør for Region Hovedstaden, Helle Ulrichsen.
Baggrunden for mødet er et brev fra Soile Friis til Helle Ulrichsen i forbindelse med en underskriftsindsamling fra 2600 læger i november, hvor lægerne protesterede over, at de har for lidt tid til deres kerneopgave, nemlig patienterne, da alt for meget af deres tid går med it og administration.
Soile Friis ser frem til mødet med Helle Ulrichsen:
- Jeg er virkelig glad for, at Helle Ulrichsen har taget i mod vores tilbud om at bidrage til at finde løsninger. Som lægesekretærer er vi eksperter i registrering og administration, og vi vil rigtig gerne aflaste lægerne, der hvor det giver mening, siger Soile Friis.
Mange krav om dokumentation ligger fast
Mange af kravene til lægernes dokumentation udspringer af lovgivning, bekendtgørelser og Sundhedsstyrelsens vejledninger, og der vil derfor være en række forhold, som man umiddelbart ikke kan ændre på.
- Men som lægesekretærer vil vi gerne komme med forslag til, hvordan man kan forenkle dokumentationsarbejdet, siger Soile Friis.
Sammen med Soile Friis deltager tre lægesekretærer (én fra Rigshospitalet, én fra Gentofte og én fra Hillerød) i mødet med regionsdirektør Helle Ulrichsen. Mødet finder sted den 4. januar 2012.
Af Lia Ellehuus
Oprettet: 23.12.11, kl. 10.40
Redigeret: 23.12.11, kl. 11.37 af Lia Ellehuus
Dine input til mødet
Har du og din arbejdsplads nogle forslag til
- Hvordan vi som lægesekretærer kan aflaste lægerne
- Hvordan arbejdsgange kan forenkles
Intet er for småt eller for stort. Send jeres/dine tanker, ideer, forslag mv. senest den 3. januar 2012 til 44og@hk.dk
Ophavsret
Udgivet <23.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.