Lov om forskelsbehandling skal strammes op
Højesteret frikender Holbæk Kommune for at diskriminere mod en nu 60-årig HK’er, der blev vraget til et job med den begrundelse, at hun er for gammel. Med dommen kan ældre medarbejdere sorteres fra efter forgodtbefindende, lyder det fra HK/Kommunal, der nu kræver loven strammet op.
Du er for gammel. Sådan lød begrundelsen til den 56-årige kontorassistent Lillian Ben Salah, da hun i 2007 fik afslag på at blive ansat i et bestemt job i Holbæk Kommune. Men kommunen er nu ved Højesteret blevet frifundet for at have diskrimineret hende. Dermed stadfæster Højesteret en to år gammel landsretsdom, der lagde vægt på kommunens forklaring om, at kontorassistenten ikke er tilstrækkelig humoristisk og serviceorienteret.
Til trods for, at Højesteret giver HK/Kommunal medhold i, at der var grund til at formode, at der forelå en direkte, ulovlig forskelsbehandling med hensyn til alder, har retten lagt afgørende vægt på kommunens forklaring om, at fravalget af Lillian Ben Salah bunder i, at hun ikke havde de ønskede personlige kvalifikationer.
Arbejdsgivers bevis
Juridisk konsulent i HK/Kommunal, Henrik Gammelholm, er forundret over dommen og bebuder, at HK/Kommunal nu vil arbejde for at få forskelsbehandlingsloven ændret, så bevisførelsen i højere grad påhviler arbejdsgiverne.
- Dommen betyder reelt, at loven om forskelsbehandling ikke virker efter hensigten. Ældre medarbejdere vil også fremover kunne sorteres fra efter arbejdsgivernes forgodtbefindende. Det betyder, at der reelt ikke er nogen beskyttelse for lønmodtagerne. Derfor vil vi nu forsøge at få loven ændret, så det, nøjagtigt som det er tilfældet med ligebehandlingsloven, er arbejdsgiverne, der skal bevise, at de ikke har diskrimineret, siger Henrik Gammelholm.
Uhåndterbare kriterier
Henrik Gammelholm tilføjer, at den vægt, dommerne har lagt på kommunens bagudskuende forklaring om, at kontorassistenten ikke har de nødvendige personlige kvalifikationer, baserer sig på nogle uhåndterbare og subjektive kriterier, der er næsten umulige at efterprøve i ansættelses- eller afskedigelsessituationer.
Af Jens Laursen
Oprettet: 07.12.11, kl. 13.22
Redigeret: 07.12.11, kl. 13.22 af Jens Laursen
Sagen kort
Lillian Ben Saleh har siden 2000 været ansat på Motorkontoret i Holbæk med blandt andet at udstede kørekort og sælge nummerplader – et job, hun har bestridt i syv år uden anmærkninger. Da opgaverne den 1. januar 2007 overgik fra staten til kommunerne, fik Lillian Ben Saleh et vikariat i Holbæk Kommune, der senere oprettede en fast stilling til at varetage disse opgaver. En fast stilling, som altså røg Lillian Ben Salehs næse forbi, fordi Holbæk ville have en yngre medarbejder.
Ophavsret
Udgivet <07.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.