Du er her: hk.dk > Kommunal > Nyheder > Nyhedsarkiv > Februar 2010 > Kommunerne bør ansætte de rigtige hænder


Kontakt

Ring til HK

Telefon: 7011 4545

Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00

Fredag: 8.00 til 16.00

HK/Kommunal

Weidekampsgade 8
Postbox 470
0900 København C

Send besked eller spørgsmål

Pressekontakt

Lokalafdelinger

Find din afdeling


Kommunerne bør ansætte de rigtige hænder

Tag ansættelsespolitikken op til revision og sæt fokus på de medarbejdere, der har med borgerbetjening at gøre, lyder opfordringen fra HK/Kommunal.

Er det de rigtige hænder, kommunerne ansætter? Sådan lyder spørgsmålet fra HK/Kommunal, efter en undersøgelse har vist, at antallet af administrative medarbejdere i kommunerne er steget med 8.500 siden kommunalreformen for tre år siden.

Næstformand i HK/Kommunal, Claus Gahrn, hilser undersøgelsen fra den borgerlige tænketank, Cepos, velkommen som et indspark til debatten om, hvordan kommuner og regioner bruger deres personaleressourcer. Han er nemlig ikke i tvivl om, at det ikke er de rigtige folk, kommuner og regioner ansætter.

- Undersøgelse på undersøgelse viser, at borgerne bliver mere og mere utilfredse med den kommunale service. Derfor tyder meget på, at den oprustning, der angiveligt er sket på kommunekontorerne, er møntet på andet end den direkte borgerbetjening, der udgør 80 procent af en typisk HK’ers arbejdsdag, siger Claus Gahrn.

Varme administrative hænder

De administrative medarbejdere i kommuner og regioner kan groft sagt opdeles i to kategorier. I den ene kategori finder man medarbejdere i form af varme administrative hænder – fortrinsvist HK’ere – der yder direkte service overfor borgerne. Til den anden kategori hører medarbejdere, der hovedsageligt har til opgave at yde intern service og analyse. Det er fortrinsvist den sidste kategori, der har nydt godt af de sidste års ansættelser.

Kommunernes officielle lønstatistikker viser også, at der igennem det seneste år ikke er blevet flere HK’ere i den kommunale og regionale administration. Det er et billede, HK/Kommunals næstformand udmærket genkender fra dagens virkelighed. Claus Gahrn peger på, at flere kommuner på det seneste som noget helt ekstraordinært har genåbnet deres budgetter for at finde personalebesparelser.

Ansættelsespolitik under lup

- Det går blandt andet ud over de medarbejdere, der betjener borgerne med alt fra miljøgodkendelser og byggetilladelser over pensionstilskud og sociale ydelser til jobindsats og tandpleje. Og i regionerne taler de seneste massefyringer vist for sig selv. Hvis kommuner og regioner fortsat skal nyde et minimum af tillid fra borgerne, er tiden moden til at sætte den nuværende ansættelsespolitik under kraftig lup. Jeg kan kun appellere til, at man sikrer sig de rigtige hænder til de nødvendige velfærdsopgaver, lyder det fra Claus Gahrn.

Af Jens Laursen

Oprettet: 10.02.10, kl. 09.40

Redigeret: 11.02.10, kl. 08.53 af Jens Laursen


Ophavsret

Udgivet <10.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.