Stop fyringerne på sygehusene
Knap 60 tillidsrepræsentanter for lægesekretærer havde trodset snestorm, lukkede veje og forsinkede tog for at deltage i HK/Kommunals stormøde om besparelser på landets sygehuse.
I Sønderjylland og på Fyn klarer man nedskæringer på sygehusene gennem naturlig afgang. I Region Hovedstaden derimod er massefyringer en del af hverdagen for lægesekretærer og det øvrige personale. I andre regioner regner man fortsat på tallene.
Den store forskel på udfordringerne for lægesekretærerne på landets sygehuse kom frem på et stormøde i Odense i går, hvor tillidsrepræsentanter drøftede de aktuelle besparelser.
Ekspert-ros til ansatte
Fællestillidsrepræsentant på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg, Susanne Krieger, er en af dem, der ikke umiddelbart har fyringer hængende over hovedet.
- Men det er godt at blive klædt på rent fagligt omkring besparelserne, siger hun.
Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet havde ros med til de ansatte på sygehusene.
- Man har ingen grund til at skamme sig. Det går rigtig godt. Der er høj produktivitet og god kvalitet.
Nyt samarbejde skal skabe opmærksomhed om sygehus-økonomi
Sygehusenes underskud skyldes ifølge Kjeld Møller Pedersen, at regionernes muligheder for præcis økonomistyring er forringet af regeringens 1-måneds-garanti, sygehusenes komplicerede betalingsmodel og politikernes opfordringer til at øge produktionen mest muligt.
Formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto, orienterede om, at HK/Kommunal har taget initiativ til et samarbejde med en række andre sygehusfagforeninger for at skabe opmærksomhed omkring sygehusenes urimelige økonomiske rammer.
Læs tema om sygehusenes dårlige økonomi i Kommunalbladet, som udkommer i næste uge.
Af Lene Lundgaard
Gå videre til...
Oprettet: 03.02.10, kl. 09.29
Redigeret: 03.02.10, kl. 14.17 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <03.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat