Tidligere socialdirektør får fuld oprejsning
Østre Landsret har afgjort, at Køge Kommune skal betale million-pension til nu forhenværende socialdirektør. HK/Kommunal er mere end tilfreds med, at der er sat grænser for, hvad man som offentlig arbejdsgiver kan byde en medarbejder.
Tidligere socialdirektør Ebbe Holm netop fået Landsrettens ord for, at Køge Kommune ikke tilbød ham en passende stilling i forbindelse med kommunalreformen i 2007, og at han derfor var berettiget til en fratrædelsesordning med udbetaling af tjenestemandspension.
Fratrædelsesordningen betyder en merudgift for Køge Kommune på cirka fem millioner kroner. Det svarer til den løbende pensionsudbetaling til Ebbe Holm indtil det tidspunkt, hvor han normalt ville gå på pension. Dermed er en af de overraskende få sager omkring passende stillinger i forbindelse med kommunalreformen afgjort.
Var fundet egnet til jobbet
Sagen tog sin begyndelse i slutningen af 2006, hvor Køge Kommunes daværende kommunaldirektør lovede at indstille Ebbe Holm til jobbet som social- og arbejdsmarkedsdirektør i den nye Køge Kommune. Det skete efter, at et eksternt konsulentfirma havde fundet ham egnet til jobbet.
Få dage senere fik Ebbe Holm imidlertid at vide, at han alligevel ikke ville blive indstillet til direktørstillingen, men ville få tilbudt et job som afdelingschef for Borgerservice – en stilling, som HK/Kommunal på vegne af Ebbe Holm fandt helt upassende.
Glad for Landsrettens afgørelse
Ebbe Holm er naturligvis glad for afgørelsen.
- Jeg er ganske tilfreds med Landsrettens afgørelse, men også skuffet over, at det har været nødvendigt at gå rettens vej for at få en fair behandling. Jeg vil også gerne understrege, at min fagforening, HK/Kommunal, har støttet mig yderst professionelt og i bogstaveligste forstand helhjertet lige fra sagens begyndelse, siger Ebbe Holm.
Grænser for behandling af offentligt ansatte
I HK/Kommunal ser næstformand Claus Gahrn Landsrettens afgørelse som en principiel tilkendegivelse af, at de kommunale arbejdsgivere ikke uden videre kan behandle deres medarbejdere efter forgodtbefindende.
- Vi har set en tendens til, at kommunerne har prøvet at udvide deres råderum som arbejdsgivere med henvisning til konsekvenserne af kommunalreformen. Jeg er derfor glad for, at det nu er slået fast, at der trods alt er grænser for, hvordan kommunerne kan behandle sine medarbejdere, siger Claus Gahrn.
Ebbe Holm er i dag arbejdsmarkedschef i Gladsaxe Kommune.
Af Jens Laursen
Oprettet: 15.02.10, kl. 09.46
Redigeret: 18.02.10, kl. 12.50 af Mogens Jepsen
Ophavsret
Udgivet <15.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.