Ny bacheloruddannelse skal justeres
Efter at det første hold bachelorer i offentlig administration blev udklækket 27. januar, har underviserne været samlet for at høste erfaringer til en ny studieordning.
Hvad vil det egentlig sige at være administrator? Hvad skal praktikken og praktikvejledere bidrage med? Hvad er man, når man hverken er akademiker eller kontoruddannet?
Sådan lød nogle af spørgsmålene, da underviserne på de fem uddannelsessteder, der udbyder uddannelsen til administrationsbachelor, var samlet til to udviklingsdage i ugen efter, at de første 30 studerende havde afsluttet den tre et halvt år lange uddannelse.
- Siden 2008 har vi fået en masse erfaringer. De skal nu integreres i en ny studieordning. De samme skoler uddanner også sygeplejersker, lærere og pædagoger, der har en meget stærk opfattelse af deres faglighed. På samme måde har administrationsbachelorerne også behov for en professionsforståelse, som skal være grundlag for studieordningen, fortæller uddannelseskonsulent Pia Freil fra Professionshøjskolen Metropol.
Også de studerende og praktikstederne har lokalt været inddraget i opsamlingen af erfaringer. I kilen mellem de kontoruddannede og akademikerne presser bachelorerne sig ind med teoretisk viden, der er koblet med erfaringer fra praksis og en meget praksisnær undervisning. De studerende er under uddannelsen i praktik på offentlige arbejdspladser i fire måneder.
- Det stiller krav til underviserne om at bruge fag som jura, økonomi og projektledelse i en tværfaglig sammenhæng, der tager udgangspunkt i den konkrete virkelighed i politisk styrede organisationer, siger Pia Freil.
Udkastet til den nye studieordning skal ligge klar til marts. Kommunalbladet sætter i næste nummer fokus på uddannelsen til bachelor i offentlig administration.
Af Lars Friis
Oprettet: 22.02.12, kl. 09.22
Redigeret: 22.02.12, kl. 09.26 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <22.02.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
