Borgmestre frygter ekstraudgifter i jobcentre
Et flertal af landets borgmestre er tilfredse med, at kommunerne overtager jobcentrene, men de er bekymrede for finansieringen.
Af Jens Laursen
Det er med blandede følelser, landets borgmestre fra august overtager den statslige del af jobcentrene. Det viser en undersøgelse, som Nyhedsbrevet 3F har lavet. Seks ud af ti borgmestre er nemlig godt tilfredse med, at kommunerne overtager indsatsen for forsikrede ledige. Men ligeså mange frygter, at overtagelsen vil betyde ufinansierede ekstraudgifter for kommunen.
53 procent af kommunernes førstemænd tror ikke, at kommunerne vil få en retfærdig og tilstrækkelig kompensation for de ekstra udgifter, der følger med ansvaret. Mange borgmestre er bekymrede for, at den stigende ledighed dermed vil tvinge kommunerne til at skære i andre velfærdsydelser.
Formanden for Beskæftigelsesudvalget i HK/Kommunal, Christian Grønnemark, hæfter sig ved, at kommunerne selv kan gøre en del for at komme en underfinansiering i forkøbet.
– Med jobcentrenes kommunalisering og den stigende arbejdsløshed er det ekstra vigtigt, at kommunerne allerede nu får gearet tilrettelæggelsen af arbejdet, så man får fuld valuta for medarbejdernes indsats. Derudover er det helt afgørende, at regeringen snart kommer ud af starthullerne og får ryddet op i det kvælende bureaukrati, der i den grad hæmmer arbejdet i jobcentrene. I modsat fald kan jeg også frygte, at der er mange kommuner, der vil få ondt i refusionerne, siger Christian Grønnemark.
Der er fra regeringens side lagt op til, at der vil blive brugt samme model i jobcentrene som ved kompensation af kontanthjælp. Her er der bl.a. indbygget økonomiske incitamenter for at få ledige i arbejde.
82 af 98 borgmestre har svaret på Nyhedsbrevet 3F’s rundspørge.
Oprettet: 29.01.09, kl. 14.20
Redigeret: 29.01.09, kl. 14.23 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <29.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
