Flere lægesekretærer kan redde liv
Der er nu så voldsom mangel på uddannede lægesekretærer, at det kan forsinke behandlingen af patienter med livstruende sygdomme.
Af Ole Sønderby Petersen
På landets sygehuse venter bunker af uskrevne journaler på, at blive ajourført, så patienterne kan komme videre i behandlingen. Centrale oplysninger om tidligere sygdomsforløb, behandling og indlæggelser mangler eller er forældede. For når der er mangel på uddannede lægesekretærer, må arbejdet enten vente eller overlades til vikarer, der hentes ind for at afhjælpe problemerne. Men de har desværre ikke den rette uddannelse.
Nye tal fra Lægesekretærernes fagforening, DL, viser at der mangler mere end 500 lægesekretærer på landsplan, og underskuddet af kvalificeret arbejdskraft kan blive farligt for patienterne.
Samtidig finder en stor del af de ikke-uddannede vikarer selv, at det er problematisk, når de skal udføre arbejdet.
Manglen på medarbejdere kan forsinke behandlingen af livstruende sygdomme, at patienter og læger skal vente i månedsvis på svar fra prøver og i værste fald være skyld i, at læger træffer de forkerte valg.
Alt sammen fordi der ikke er uddannet og ansat tilstrækkeligt med lægesekretærer på sygehusene rundt omkring i regionerne. Samtidig bliver problemerne ikke mindre, når et stort antal lægesekretærer går på pension i løbet af de kommende år.
– Det er regionernes ansvar at uddanne lægesekretærer, og de har ikke vist rettidig omhu. Vi skal i hvert fald i en periode op på 500 elevpladser for at dækket behovet og afgangen. Samtidig med, at der skal gøres noget alvorligt og hurtigt i forhold til antallet af ubesatte stillinger, og ligeledes i forhold til problemerne med de mange ikke-uddannede lægesekretærer, siger Birgitte Ussing, formand for DL.
Oprettet: 14.01.09, kl. 15.34
Redigeret: 15.01.09, kl. 09.06 af Lia Ellehuus
Ophavsret
Udgivet <14.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
