Du er her: hk.dk > Kommunal > Nyheder > Nyhedsarkiv > Januar 2009 > Jobcenter udliciterede ulovligt sager


Kontakt

Ring til HK

Telefon: 7011 4545

Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00

Fredag: 8.00 til 16.00

HK/Kommunal

Weidekampsgade 8
Postbox 470
0900 København C

Send besked eller spørgsmål

Pressekontakt

Lokalafdelinger

Find din afdeling


Jobcenter udliciterede ulovligt sager

Svendborg Kommune har tabt fem sager ved Beskæftigelsesankenævnet, fordi de udliciterede en myndighedsopgave til et privat firma. Afgørelsen kan brede sig til resten af landets kommuner.

Af Morten Thomsen

Hundredvis af sager om sygedagpenge skal måske alle gennemgås igen.

Det er konsekvensen af, at Svendborg Jobcenter ulovligt har udliciteret dele af sit arbejde til det private selskab TucJob. Det skriver Fyns Amts Avis.

Jobcentret fik selskabet til at lave ressourceprofiler i sygedagpengesager. Profilen er et redskab til sagsbehandleren, hvor hun skal beskrive borgerens ressourcer, som kan have indflydelse på de krav, der stilles i et job. Men det er en myndighedsopgave, som dermed ikke kan udliciteres. Det har Beskæftigelsesankenævnet afgjort.

Helt konkret er det fagforeningen 3F, der har anket fem afgørelser om sygedagpenge til nævnet, som altså underkendte kommunen. Men sagerne er ikke enkeltstående.

- Der kan ligge hundredvis af forkerte afgørelser, som ikke er blevet anket, og hvis der er sket noget ulovligt, er det god forvaltningsskik at gå sagerne igennem, siger Tonni Hansen, formand for 3F i Sydfyn, til avisen.

Svendborg Kommune selv vil nu gennemgå afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet for at finde ud af, hvilke konsekvenser afgørelsen får.

Rører ved folks liv

Men historien stopper ikke nødvendigvis her. Således vil Socialdemokraterne spørge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), om Jobcenter Svendborg er et enkeltstående tilfælde, eller om der er flere kommuner rundt om i Danmark, som har udliciteret disse myndighedsopgaver.

Christian Grønnemark, formand for HK/Kommunals beskæftigelsesudvalg, er meget spændt på ministerens svar, selvom han frygter, at der bliver lavet en hastelov, der gør denne form for udlicitering mulig.

- Man rører ved folks mulighed for at opretholde et liv. Det er derfor, det er en myndighedsopgave. Nu har kommunen underkendt loven, hvilket i sig selv er alvorligt, siger han.

Han peger på, at Gribskov Jobcenter også har udliciteret dele af deres arbejde. De stødte også på problemer med myndighedsopgaver og har derfor valgt en model, hvor et privat selskab laver arbejdet, men hvor kommunen bagefter ser, om de har lavet det rigtigt.

Beskæftigelsesudvalget er nu selv ved at undersøge, hvor stort omfanget af de udliciterede myndighedsopgaver er.

Oprettet: 08.01.09, kl. 12.14

Redigeret: 08.01.09, kl. 12.21 af May Pedersen


Ophavsret

Udgivet <08.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.