Massefyringer på sygehuse
Regioner afskediger i hundredvis af de medarbejdere, der har bidraget til, at hospitalerne behandler stadigt flere patienter. Skammeligt at straffe sagesløse patienter og samvittighedsfulde ansatte, mener HK/Kommunal, der bakkes op af Danske Patienter.
Trecifrede million-underskud på driften får både regionerne i Hovedstaden og Midtjylland til at varsle omfattende fyringer på sygehusene. Værst ser det ud i region Hovedstaden, hvor der alene på Herlev Hospital skal spares 500 stillinger væk.
I disse dage får 160 ansatte på Herlev Hospital direkte stukket en fyreseddel i hånden, mens resten af stillingerne bliver nedlagt i forbindelse med naturlig afgang eller manglende genopslag af ledige stillinger. Blandt de fyrede er cirka 25 lægesekretærer.
Straffes for flere patienter
Hospitalernes kæmpeunderskud skyldes hovedsagelig, at budgetterne er overskredet, fordi de ansatte på sygehusene i den grad har lagt sig i selen for at leve op til de politiske beslutninger om flere og bedre patientbehandlinger. Det får formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto, der repræsenterer lægesekretærer og andet administrativt personale, til at stejle.
- Det er jo helt grotesk og aldeles skammeligt, hvis patienterne skal straffes gennem dårligere behandlinger, fordi hospitalernes medarbejdere bliver fyret som følge af, at de har levet op til deres allerbedste. Regeringen giver løfter på regionernes vegne uden at sikre regionerne tilstrækkeligt med penge til at kunne opfylde forventningerne, siger Bodil Otto.
Bodil Otto appellerer på det kraftigste til, at regeringen kommer til fornuft og får sikret hospitalerne den nødvendige økonomi. HK/Kommunal har i den anledning netop inviteret de øvrige sundhedsfaglige organisationer til et møde for at få drøftet et fælles fremstød.
Fejlbehandling
Hos Danske Patienter – en paraplyorganisation for patientforeningerne i Danmark med tilsammen 800.000 medlemmer – gør de bebudede afskedigelser direktør Morten Freil voldsomt bekymret.
- Hvis afskedigelserne virkelig bliver en realitet, sætter de det i forvejen hårdt prøvede hospitalspersonale under yderligere pres. Vi ved, at tidspres for personalet betyder dårligere behandlingskvalitet og flere utilsigtede hændelser, hvor patienter bliver fejlbehandlet. Det er den helt forkerte udvikling for sundvæsenet, og jeg er bekymret på patienternes vegne, siger Morten Freil.
Hospitalerne har i mange tilfælde overskredet deres budgetter, fordi de har behandlet flere kræftpatienter og nedbragt ventelister uden, at der af den grund er blevet tilført flere penge.
Af Jens Laursen
Gå videre til...
Oprettet: 12.01.10, kl. 16.13
Redigeret: 14.01.10, kl. 11.37 af Jens Laursen
Ophavsret
Udgivet <12.01.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat