Stormøde om hospitalsfyringer
HK/Kommunal inviterer tillidsrepræsentanter fra alle landets regioner til samling tirsdag den 2. februar kl. 10 i Odense.
Hvad kan der gøres her og nu for at imødegå de omfattende fyringer i regionerne i almindelighed og på hospitalerne i særdeleshed? Og hvad skal der til for at forhindre nedskæringer i fremtiden? Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive taget op på HK/Kommunals og DL’s stormøde tirsdag den 2. februar kl. 10-16 på Radisson Blu H.C. Andersen Hotel i Odense.
Stormødet finder sted, fordi flere regioner er i gang med at afskedige i hundredvis af de medarbejdere, der har bidraget til, at hospitalerne behandler stadigt flere patienter.
Vigtigt at velfærd sættes på dagsordenen
På Herlev Hospital har 160 medarbejdere heraf 25 lægesekretærer og andet sundhedsadministrativt personale allerede modtaget en fyreseddel. Lægesekretærernes fællestillidsrepræsentant på stedet, Lene Maack, er en af dem, der hilser et stormøde velkommen.
- Jeg ser frem til, at stormødet vil gøre sit til, at velfærden på sundhedsområdet for alvor bliver sat på dagsordenen. For med besparelserne er politikerne ved at undergrave det offentlige sundhedsvæsen til fordel for privathospitalerne, konstaterer Lene Maack.
Den 2. februar vil man kunne møde blandt andre sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, Formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto, DL’s formand Birgitte Ussing og en repræsentant for Danske Regioner.
Tilmelding og program for dagen på DL's hjemmeside
Af Jens Laursen
Gå videre til...
Oprettet: 27.01.10, kl. 14.57
Redigeret: 28.01.10, kl. 10.49 af Jens Laursen
Ophavsret
Udgivet <27.01.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat