Flere kvinder er blevet ledige
Skønt antallet af ledige har været stabilt det seneste år, er der alligevel sket en ændring. Flere mænd er kommet i arbejde, og flere kvinder er blevet ledige.
Mændene er tilbage på byggepladserne, mens sygeplejersker, kontoransatte og pædagoger nu er ude i kulden. Det sidste halve år er mændenes arbejdsløshed faldet med 0,2 procentpoint, mens kvindernes er vokset med knapt et halvt procentpoint, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Krisen i ny fase
Så selvom ledigheden lå stabilt på omkring 163.000 fuldtidspersoner gennem hele sidste år, dækker tallet altså over en forskydning mellem kønnene.
- Det er et udtryk for, at krisen er gået ind i en ny fase, hvor det i højere grad er det offentlige arbejdsmarked, hvor der især er kvinder ansat, der er udsat," siger senioranalytiker i AE Erik Bjørsted til Newspaq.
Af Marie Begtrup
Oprettet: 26.01.12, kl. 09.03
Redigeret: 26.01.12, kl. 15.45 af Marie Begtrup
Ophavsret
Udgivet <26.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
