HK/Kommunal tager hul på en ny historie
Parker vanetænkning og find de visionære briller frem. Sådan lød opfordringen fra Winnie Axelsen fra talerstolen på HK/Kommunals sektorkongres som optakt til temadebatten, hvor de delegerede skal give deres bud på, hvordan den attraktive fremtid ser ud for HK-ansatte.
Vi har en opgave. En ny vej at gå. Med de ord skød Winnie Axelsen temadebatten i gang blandt de delegerede på HK/Kommunals sektorkongres.
Den nye vej, som samlingen i fællesskab skal være med til at tage første skridt ad på kongressen, er fremtidens vej for HK-ansatte i kommuner og regioner.
- Jeres opgave bliver at finde det visionære sind frem og komme med bud på, hvordan vi fremover bliver arbejdsgivernes foretrukne valg, sagde Winnie Axelsen.
Banen blev kridtet op
Afdelingssektor-formanden fra Hovedstaden lagde ikke fingeren i mellem, da hun kridtede banen op. Hun tegnede et billede af, hvordan forandringer er kommet for at blive og hvad medlemmerne skal lægge bag sig:
- Hvis vi kun ser problemer og ikke udfordringer, så er det stensikkert, at vi bliver klemt i de kommende år. Det er stensikkert, at vi bliver hægtet af. Vi bliver dem, der hænger fast i gamle rutiner. Dem, der får vores arbejdsområder og kompetencer defineret af andre og mister opgaver til andre, sagde Winnie Axelsen.
En nøglerolle i velfærdssamfundet
Men hun lagde også vægt på alle de styrker, som HK’erne repræsenterer, og hvad det kræver af HK’erne:
- Vi skal være aktive. Kun når vi går aktivt ind i løsningen, kan vi skabe en fremtid, hvor netop vores faglige værdier og netop vores kompetencer spiller en nøglerolle i vores velfærdssamfund, sagde Winnie Axelsen.
Læs også om arbejdet i de 14 workshops på kongressen
1000 bud på en attraktiv fremtid
Af Marie Begtrup
Oprettet: 30.01.12, kl. 15.36
Redigeret: 01.02.12, kl. 11.52 af Lia Ellehuus
Nyheder om kongressen
Ophavsret
Udgivet <30.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
