Kommuner vil af med private jobfirmaer
2012 bliver året, hvor halvdelen af kommunerne vil bruge private jobfirmaer mindre. Dårlig kvalitet er begrundelsen.
Hver anden kommune vil skære ned på brugen af private jobfirmaer. Fem af landets ti største kommuner, heriblandt Aarhus og København, er blandt de, der ønsker mere kommunal jobcenterservice.
Det viser en rundspørge, Avisen.dk har lavet blandt formændene for kommunernes arbejdsmarkedsudvalg. 54 kommuner har svaret på rundspørgen.
Ilse Asmussen, formand for HK/Kommunals beskæftigelsesudvalg, forstår godt, at kommunerne nu hjemtager opgaverne:
- Udviklingen undrer mig ikke. Det var jo et projekt, som den tidligere regering satte i søen, fordi den havde den klare holdning, at det private kunne gøre det bedre og billigere end det offentlige, siger hun.
Dyre og dårlige private jobfirmaer
Kommunerne angiver dårlig kvalitet fra de private jobfirmaer som en af grundene.
Den dårlige kvalitet er noget, Ilse Asmussen kender til:
- Der har efterhånden været så mange historier om den meget svingende kvalitet hos private aktører. Man har forsøgt at konkurrere på pris; men pris og kvalitet hænger ikke altid sammen, siger hun.
Direktøren for Jobrådgivernes Brancheforening, Jørgen Borre Larsen, har et modsvar til kommunernes kritik:
- I nogle kommuner gør den private aktør det bedre end jobcenteret, når det handler om at få folk i arbejde. I andre kommuner er det omvendt. Der er ikke noget entydigt billede af, hvem der er bedst, siger han til Avisen.dk
Kun tre kommuner vil have mere privat jobhjælp
Kommuner angiver også i rundspørgen, at de private jobfirmaer ikke er bedre til at få ledige i arbejde, at de er for dyre, og at de arbejdsløse er stærkt utilfredse med dem.
Faktisk angiver kun tre af de 54 kommuner, at de vil give flere opgaver til private jobfirmaer.
Direktør for Jobrådgivernes Brancheforening, Jørgen Borre Larsen oplyser til Avisen.dk, at cirka 90.000 personer i 2011 har været i berøring med private jobfirmaer.
Læs mere på avisen.dk
Ud med pipkurser: Kommuner slagter jobfirmaer
Branchechef: De arbejdsløse er godt tilfredse
Af Kirstine Høj
Oprettet: 06.01.12, kl. 10.36
Redigeret: 09.01.12, kl. 12.46 af Kirstine Høj
Ophavsret
Udgivet <06.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
