Der ser ud til at blive kampvalg om næstformandsposten i HK/Kommunal.

Carsten Caspersen, TR og arbejdsmarkedskonsulent i Københavns Kommune meldte nemlig i dag, mandag, sit kandidatur officielt ud.

Gennem de seneste 20 år har Carsten Caspersen arbejdet i PROSA og FTF, men har dog siden 2008 været arbejdsmarkedskonsulent i Københavns Jobcenter.

Mere selvstændig og synlig

Carsten Caspersen, kandidat til næstformandsposten i HK/Kommunal

Flere mærkesager ligger den nye kandidat på sinde.

- HK/Kommunal skal have en mere selvstændig profil, og det gælder både i forhold til HK-familien og den øvrige fagbevægelse. Vi fremstår ofte meget pæne. Det kan da godt være, at vi skal gå på kompromis, men vi behøver ikke at starte der.

Synliggørelse af HK/Kommunal er et andet punkt.

- Vi skal i større udstrækning tage udgangspunkt i de enkelte medlemsgruppers faglige identitet, når vi kommer med udmeldinger og initiativer, samt bidrager til debatter. Det er vigtigt, at medlemmerne kan genkende sig selv og deres dagligdag i det, vi som faglig organisation, står for.

Offensiv over for hænders temperatur

Synliggørelsen gælder også på markante synspunkter i forhold til velfærdssamfundet.

For eksempel mener Carsten Caspersen, at vi i højere grad skal tage borgerens interesse i debatterne.

- Og så skal vi gå i clinch med snakken om de kolde og varme hænder. De såkaldte kolde hænder er jo en forudsætning for, at de varme kan fungere. Det skal vi mere offensive omkring.

Af Mogens Jepsen

Her er Carsten Caspersens andre mærkesager

• Som faglig organisation har vi nogle unikke muligheder. Vi overenskomstdækker det som er vores område, vi er anerkendt af arbejdsgiverne – vi skal således ikke kæmpe os ind på arbejdspladserne. Denne direkte forbindelse og adgang skal vi bruge strategisk.

• Vi skal synliggøre hvorledes vi skaber resultaterne og i større grad inddrage medlemmerne i udviklingsarbejdet. Gør vi det bliver det også synligt for de kollegaer som ikke er med i fællesskabet. Gør vi det godt kunne det tænkes at de sagde ”jeg vil også være med”.

• Ovenstående skulle gerne bidrage til at vi for øget vores organisationsgrad. Men selvom vi fik alle med, ville vi som organisation stadigvæk være udfordret. Den offentlige sektor er under et voldsomt pres og det bliver ikke mindre.

• Vi må løbende gennemgå alle vores aktiviteter og sikre at vi bruger vores ressourcer bedst muligt. Der er grænser for hvor meget vi kan dreje kontingentskruen.

• Der hvor vi for alvor skal satse vores ressourcer er på uddannelsesområdet. Kravene til medarbejderne i den offentlige sektor vil hele tiden øges. Vi skal havde løftet vores udannelser indholdsmæssigt. Vi skal sikre at medlemmernes kompetencer vedligeholdes, øges og udvikles. Vi skal huske hinanden på at man aldrig bliver færdiguddannet