Skal din arbejdsplads indstilles til prisen for mangfoldighed?
Alle virksomheder, som gør en aktiv indsats for at fremme mangfoldigheden, kan nu indstille sig til Mia-prisen.
Det er nu, du og dine kolleger kan overveje, om jeres arbejdsplads skal indstilles til prisen for mangfoldighed i arbejdslivet. Der er tale om den såkaldte Mia-pris, der hvert år uddeles af Institut for Menneskerettigheder. Frem til 1. marts 2012 er der åben for indstillinger.
Aktiv indsats
Både små og store virksomheder, private såvel som offentlige, kan indstille sig til prisen. Det kræver blot, at arbejdspladsen gør en aktiv indsats for at fremme mangfoldigheden og sikre lige muligheder for alle - uanset forskelle som køn, alder, religion, etnisk oprindelse, handicap eller seksuel orientering.
Send en mail
Hvis du kender en arbejdsplads, du gerne vil opfordre til at søge Mia-prisen, kan du gøre det ved at sende en mail til sha@humanrights.dk med navnet på virksomheden og et par linjer om, hvorfor de skal have Mia-prisen. Så bliver den pågældende virksomhed kontaktet.
I 2011 gik prisen til Økonomi- og digitaliseringscenteret i Høje Taastrup Kommune, DSB og Forsvaret.
Du kan læse mere om prisen på miapris.dk
Af Lene Lundgaard
Oprettet: 19.01.12, kl. 09.11
Redigeret: 23.01.12, kl. 13.35 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <19.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
