Kort ventetid for gifteklare
Det tager kun få minutter at klare en ordinær vielsessag i Favrskov Kommune. Et nyt digitalt fagsystem har set dagens lys takket være en medarbejder i Borgerservice.
Et speciale og eksamen i digital forvaltning har resulteret i et nyt vielsessystem i Favrskov Kommune. Til daglig arbejder Anette Kjærgaard i Favrskov Borgerservice. Igennem årene er det blevet til mange vielsessager, og det har længe irriteret hende, at der ikke var udviklet et digitalt fagsystem, når en prøvelses- eller vielsessag skulle behandles. Så det kastede hun sig over, da hun skulle skrive speciale på kommunomuddannelsen.
- Jeg var fast besluttet på, at min projektopgave i digital forvaltning skulle handle om en bedre it-integration mellem de forskellige fagsystemer, så det kunne føre til et forbedret digitalt netvielsessystem, fortæller Anette Kjærgaard
Eksamensopgave blev omsat til virkelighed
Opgaven blev omsat til virkelighed og det nye system har resulteret i, at sagsbehandlingstiden ved en ordinær vielsessag nu kun er få minutter.
Det nye system ”Netvielse” er leveret af Kommuneinformation A/S:
- Vi gør meget ud af at lytte til kommunens sagsbehandlere, der har den store viden om dagligdagens rutiner og udfordringer. De har den direkte kontakt med borgerne og kan derfor hurtigt give os ideer til forbedringer i vores løsninger. Som leverandør er det vigtigt for os at udvikle brugbare systemer, som ikke kun ser godt ud på tegnebrættet, men netop bliver oplevet som en stor hjælp i det daglige, siger Mie Pedersen, markedschef i Kommuneinformation A/S.
I Favrskov Kommune er der mellem 150-170 vielser om året. Dertil skal lægges 350 prøvelsessager, hvor vielsen foregår som for eksempel en kirkelig vielse.
Af Marie Begtrup
Oprettet: 10.06.10, kl. 10.59
Redigeret: 16.06.10, kl. 10.27 af Marie Begtrup
Ophavsret
Udgivet <10.06.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
