Kommunale jobcentre er en succes
Jobcentrene holder langt flere jobsamtaler og sender flere i aktivering end for et år siden. De mange dystre spådomme om jobcentrene er blevet gjort til skamme.
41 samtaler med dagpengemodtagere pr. arbejdsdag. Sådan var virkeligheden i februar måned på et gennemsnitligt dansk jobcenter, der siden 1. august 2009 har været et rent kommunalt anliggende.
Året før – hvor staten og kommunerne delte ansvaret for jobcentrene – blev der til sammenligning kun holdt 23 samtaler pr. arbejdsdag. Det skriver KL’s nyhedsbrev, Momentum, på baggrund af en opgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Samtidig er det lykkedes jobcentrene at aktivere flere arbejdsløse. I februar 2010 var 21,1 procent af dagpengemodtagerne i aktivering mod kun 17,5 procent et år tidligere, hvor staten havde ansvaret for de ledige på dagpenge.
Parkér retorikken
Næstformand i HK/Kommunal, Claus Gahrn, glæder sig over tallene på vegne af medarbejderne i de kommunale jobcentre.
- Jobcentermedarbejdere yder til trods for, at de pålægges stadig flere uforståelige kontrolforanstaltninger, en fornem og velkvalificeret indsats. De seneste tal taler deres tydelige sprog. Jeg ser derfor frem til, at den ofte skingre kritik, der fra forskellig side er blevet og stadig bliver rettet mod de kommunale jobcentre, efterhånden bliver parkeret på en af de allernederste retoriske hylder, siger Claus Gahrn.
Jobcenter fungerer bedre, mener et flertal
At de kommunale jobcentre præsterer godt, understreges af en undersøgelse, Momentum har foretaget blandt alle jobcenterchefer.
Her erklærer næsten to ud af tre, at jobcentrene fungerer bedre i dag end for et år siden. 27 procent mener ikke, der er nogen forskel, mens kun ni procent mener, at jobcentret fungerer dårligere.
Af Jens Laursen
Oprettet: 12.05.10, kl. 09.52
Redigeret: 12.05.10, kl. 10.08 af Jens Laursen
Ophavsret
Udgivet <12.05.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
