Smilet er størst på jobbet
Selvom bunkerne hober sig op, og vi er pressede, er det alligevel på arbejdet, vi er mest tilfredse. Det fremgår af en ny europæisk rapport om familieliv og arbejde.
Vi er mere glad på jobbet end derhjemme. Det skyldes, at arbejdspladsen er det sted, hvor vi får den største personlige anerkendelse, fortæller lykkeforsker ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov til magasinet Arbejdsmiljø:
– Selv om vi arbejder hårdt og måske ikke altid laver noget, der er særligt spændende, så er jobbet stadig et sted, hvor vi får anerkendelse enten i form af et klap på skulderen eller en bonus.
Underskud af tid
Bag undersøgelsen står EU’s arbejdsmarkedsanalyseinstitut, Eurofound, og der er store regionale forskelle i EU.
Generelt er problemet at få familielivet til at spille sammen med arbejdet. Men hvor det i Norden handler om, at der ikke er tid nok til at forlige begge dele, melder folk i Central- og Østeuropa, at de er for trætte, når de kommer hjem, fordi de har hårdere job og værre arbejdsforhold.
Derudover viser undersøgelsen, at vi for det meste er lykkeligere, hvis vi har et job, end hvis vi er arbejdsløse.
Af Marie Begtrup
Oprettet: 21.05.10, kl. 10.56
Redigeret: 21.05.10, kl. 11.26 af Marie Begtrup
Ophavsret
Udgivet <21.05.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
