Din leder bliver professionel
Især de yngre ledere er vilde med at uddanne sig. Om få år vil ni ud af ti HK-ledere have en formel leder-uddannelse, viser en undersøgelse.
Hvis din leder er under 50 år og ikke allerede har taget eller er i gang med en længerevarende lederuddannelse, er der stor sandsynlighed for, at hun eller han begynder på den inden for de næste par år.
Uddannelse er nemlig i den grad på mode blandt især de yngre ledere. Hvis de får lov til at uddanne sig i det omfang, de ønsker sig, vil den naturlige afgang blandt lederne betyde, at ni ud af ti ledere om nogle år har en formel lederuddannelse.
Det viser en rundspørge, som magasinet Offentlig Ledelse i slutningen af sidste år foretog blandt medlemmer af tre organisationer, herunder knap 800 ledere, der er medlem af HK/Kommunal.
Uddannelse er en hjælp
Udsigten til flere veluddannede HK-ledere glæder ledelseskonsulent Mette Marie Langenge, HK/Kommunal.
- Det er virkelig positivt. Jeg er sikker på, at antallet, der ønsker sig en lederuddannelse, er meget større end for ti år siden. Det er udtryk for, at lederne har fået en forståelse for, at de ikke kan nøjes med deres faglige baggrund, men at en formel lederuddannelse er en stor hjælp i deres daglige virke. Den opfattelse vokser de yngre ledere op med, og deres omgivelser er også opmærksomme på, at ledere selvfølgelig skal uddanne sig.
At hver tiende ikke har planer om en uddannelse, bekymrer hende ikke.
- For mange kommer ledelsesopgaven måske lidt ind ad bagvejen. Det er jo meget almindeligt, at man får pålagt nogle koordinator-opgaver, fordi man er den i teamet med den højeste anciennitet og derfor er en naturlig faglig koordinator. I en sådan situation er der ikke noget at sige til, at man ikke lige umiddelbart straks ønsker at gå i gang med en formél lederuddannelse, siger Mette Marie Langenge.
Populær diplomuddannelse
I rækken af lederuddannelser er lederne især interesserede i diplomuddannelsen i ledelse. Blandt lederne under 50 år er det seks ud af ti, der enten allerede har taget uddannelsen, er i gang med den eller forventer at begynde på uddannelsen inden for de næste to år.
For den mere krævende master-uddannelse gælder det en ud af ti HK-ledere under 50 år. Det er et overraskende højt tal, mener HK/Kommunals ledelseskonsulent.
- Det viser, at mange HK’ere ruster sig til topstillinger i det kommunale system, siger Mette Marie Langenge.
Af Lars Friis
Oprettet: 10.03.10, kl. 09.42
Redigeret: 10.03.10, kl. 09.49 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <10.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.