Favrskov mangler 100 millioner kroner
Rækken af kommuner, der mangler penge, vokser uge for uge. Senest i Favrskov, hvor lokal tillidsrepræsentant kræver svar på, hvor der skal skæres i borgernes service.
Politikere og forvaltning forbereder sig på en lang og formentlig ubehagelig kulegravning af økonomien i Favrskov i Østjylland. Allerede i dette års budget mangler kommunen 60 millioner kroner. Men værre bliver det i de følgende år, hvor der skal hentes omkring 100 millioner kroner. Det skriver Lokalavisen FavrskovPosten.
I slutningen af denne måned skal der udarbejdes oplæg til en strategi for den økonomiske udvikling i de næste fire år. Og det skal fastlægges, hvilke økonomiske håndtag, der skal bringe budgetterne i balance – herunder besparelser og nedskæringer.
Naturlig afgang
Fællestillidsrepræsentant i Favrskov Kommune, Jørgen Milton, fortæller, at borgmesteren forventer personaleforbruget holdt nede gennem naturlig afgang. Hvad de øvrige besparelser angår, appellerer Jørgen Milton kraftigt til, at politikerne sætter navne på de områder, hvor borgerne kan forvente ringere service.
- Grønthøstermetoden duer ikke, for der er ingen områder, hvor besparelser ikke vil føre til serviceforringelser. Politikerne skylder derfor at melde klart ud til borgerne på hvilke områder, man kan forvente dårligere service, siger Jørgen Milton.
Af Jens Laursen
Oprettet: 15.03.10, kl. 16.12
Redigeret: 15.03.10, kl. 16.18 af Jens Laursen
Ophavsret
Udgivet <15.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.