Privatiseringer kan give mere korruption
Der bliver flere problemsager, der lugter af korruption, efterhånden som blandt andet kommunerne udliciterer til private.
Vi vil se flere og flere eksempler på situationer, der kan minde om korruption. Det forudser Transparency - en organisation, der holder et vågent øje med korruptionstendenser. Spådommen kommer i kølvandet på afsløringerne af, at it-giganten KMD i årevis har foræret kommunale topembedsmænd koncertbilletter, gode middage og adgang til fodboldkampe.
Eksempelvis blev Hillerøds kommunaldirektør og hans kone i august inviteret til spisning og efterfølgende Madonnakoncert i Parken på KMD's regning. Få måneder efter koncerten indgik Hillerød Kommune en aftale til 48 millioner kroner med KMD.
Embedsmænd fristes af private
Den øgede korruption sker ifølge Transparencys formand, Poul Riiskjær Mogensen, fordi det offentlige og private i stigende grad mødes og påvirker hinanden helt i tråd med regeringens ønske om udlicitering og brug af private aktører til løsning af offentlige opgaver.
- Min fornemmelse er, at det kan være et stigende problem, som man bliver mere og mere opmærksom på derude. Der opstår lige pludselig nogle fristelser, som man er vant til ikke opstår, og som ikke er tilladt. De opstår i en situation, hvor embedsmænd færdes i et miljø, hvor det er almindeligt, siger Poul Riiskjær Mogensen til Politiken.
Situationen mellem KMD og Hillerød Kommune er kun et af flere offentligt kendte tilfælde de senere år.
Af Jens Laursen
Oprettet: 10.03.10, kl. 11.32
Redigeret: 10.03.10, kl. 11.53 af Jens Laursen
Ophavsret
Udgivet <10.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
