Arbejdsgange på hospitaler trænger til fornyelse
Lægesekretærer er eksperter i korrekt registrering af informationer om den enkelte patient. Lægesekretær-formand opfordrer regionsdirektør til at se på, om det er det rette personale, der tager sig af arbejdet med at registrere.
Tiden er inde til nye tanker og ideer. Det skriver lægesekretærernes formand, Soile Friis i et brev til direktør for Region Hovedstaden, Helle Ulrichsen.
Lægesekretær-formanden reagerer på den aktuelle sag, hvor 2600 læger har skrevet under på en underskriftsindsamling på nettet, i protest mod at alt for meget af deres tid går på langsomme it-systemer og registrering af informationer, som til tider synes nytteløse.
Lægesekretærer er eksperter i administration
Soile Friis kan godt forstå lægerne og mener, det er på høje tid at kigge grundigt på, hvordan opgaverne er fordelt, og om arbejdsgangene på hospitalerne er de rigtige.
- Registreringsopgaverne skal ligge hos lægesekretæren, som har kompetencerne til det. Det vil frigive tid til lægen og sygeplejersken, så de kan have fokus på patientens behandling og pleje, siger Soile Friis.
For hun tror ikke, at det er muligt at undgå de mange registreringer i fremtiden. Der vil måske endda bliver flere, og her er hun helt på linje med regionsdirektør Helle Ulrichsen.
Vigtigt at se på hele patientforløbet
Helle Ulrichsen vil - til trods for, at hun mener, at det er ikke er muligt at undgå de mange registreringer - nu kigge på, om der alligevel kunne være nogen af de nuværende registreringer, der er overflødige.
Soile Friis opfordrer til, at man i den forbindelse ikke kun kigger på kravene til lægerne og sygeplejerskernes registreringer, men også på, hvordan hospitalerne kan være mere effektive i hele patientens forløb på hospitalet.
- I denne tid med økonomisk pres og aktivitetsforøgelser på 2 procent årligt, så skal der sikres effektive arbejdsgange og patientforløb - derfor er det så super vigtigt, at vi forholder os til, hvordan alle involverede i patientforløbene kommer på banen og gør det, de er bedst til, siger lægesekretær-formanden.
Af Lia Ellehuus
Oprettet: 24.11.11, kl. 10.51
Redigeret: 24.11.11, kl. 11.03 af Lia Ellehuus
Ophavsret
Udgivet <24.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
