Jobcentre sender unge i uddannelse
De unge bliver i høj grad pålagt at gå i uddannelse, hvis de beder om kontanthjælp.
Landets jobcentre giver ofte en kort og klar besked til unge uden uddannelse: - Hvis du ikke har en uddannelse, så kom i gang. Og hvis du ikke vil starte på en uddannelse, så er der heller ingen kontanthjælp. Det viser en undersøgelse fra KL.
Jobcentrenes praksis er en konsekvens af det såkaldte uddannelsespålæg, der betyder, at unge under 25 år, der ikke i forvejen har en erhvervskompetencegivende uddannelse, kan blive pålagt at søge ind på en uddannelse.
Effektivt redskab
Og kommunerne er ifølge formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, Erik Nielsen (S), meget optaget af, at unge får en uddannelse.
- Det vil de fleste unge heldigvis gerne. Alligevel er det godt med uddannelsespålægget. Det er et effektivt redskab – både når det bruges indirekte og direkte, fastslår Erik Nielsen.
KL’s rundspørge viser, at 50-60 procent af de unge får et uddannelsespålæg på jobcentrene. Nogle jobcentre bruger pålægget over for næsten alle unge uddannelsesparate. I andre jobcentre bruger man først uddannelsespålægget, hvis det ikke hurtigt lykkes at overtale den unge til at søge ind på en uddannelse.
Af Jens Laursen
Oprettet: 17.11.11, kl. 10.46
Redigeret: 22.11.11, kl. 15.25 af Jens Laursen
Ophavsret
Udgivet <17.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
