Multimedieskat kan blive fortid
Regeringen ønsker at fjerne multimedieskatten, som de mener er skadelig for fleksibiliteten på arbejdsmarkedet.
Det kan snart være slut med at betale skat af din arbejdsgiverbetalte mobil eller computer. Regeringen vil nemlig i forbindelse med finansloven afskaffe multimedieskatten.
- Vi har ikke skat på håndværkeres redskaber, så vi finder det også helt naturligt, at vi fjerner skatten på teknologiske arbejdsredskaber. Multimedieskatten har været skadelig for fleksibiliteten på arbejdspladserne, siger økonomiminister Margrethe Vestager (R) til Jyllandsposten
Har betydet færre hjemmearbejdspladser
Multimedieskatten har betydet at færre har hjemmearbejdspladser og dermed et mindre fleksibelt arbejdsmarked.
Herudover er skatten ifølge Jyllandsposten kritiseret for at skabe mere bureaukrati for arbejdsgiverne.
Privat elektronisk udstyr er stadig frynsegode
Fri privattelefon, fladskærme til privaten eller andre dyre elektroniske apparater vil dog fortsat være frynsegoder, der skal beskattes, ifølge Margrethe Vestager.
Læs artikel i Jyllandsposten: Regeringen afskaffer multimedieskat
Af Lia Ellehuus
Oprettet: 01.11.11, kl. 09.13
Redigeret: 01.11.11, kl. 11.44 af Lia Ellehuus
Fakta
Multimedieskatten betyder, at du bliver beskattet af 3.000 kroner om året, hvis din arbejdsgiver eksempelvis stiller fri telefon, pc eller internetforbindelse til rådighed for dig. Skatten trådte i kraft den 1. januar 2010.
Hvis en medarbejder ikke benytter telefon eller computer privat, kan man slippe for at betale multimedieskat ved at udfylde en tro- og loveerklæring til sin arbejdsgiver.
Om samme emne
Ophavsret
Udgivet <01.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
