Minister stiller skarpt på anbragte børn
Indsatsen for udsatte og anbragte børn skal kulegraves og munde ud i en egentlig reform, mener socialministeren. Finansieringen er det helt store problem, lyder det fra HK/Kommunal.
Der er for stor usikkerhed om, hvor meget kommunernes indsats for socialt udsatte børn og unge batter, mener socialminister Karen Hækkerup (S). Derfor vil hun kulegrave hele området og gennemføre en egentlig anbringelsesreform.
- Vi har store ambitioner på det her område og vil lave en reform. For vi kan ikke leve med mistanken om, at indsatsen hænger sammen med økonomien, siger Karen Hækkerup til Ritzau.
Økonomien styrer
Ministerens reformtanker får ikke ubetinget støtte fra HK/Kommunals socialpolitiske udvalg. Udvalget formand, Per Støve, siger nemlig god for den eksisterende lovgivning, som den kommer til udtryk i Barnets Reform fra 2010. Til gengæld opfordrer Per Støve ministeren til at se på hele finansieringen af indsatsen overfor anbragte børn og unge.
- Som det er i dag, hvor kommunerne langt hen ad vejen selv skal finansiere anbringelserne af børnene, er der meget, der tyder på, at kommunernes økonomi i alt for høj grad er styrende for indsatsen. Derfor er der brug for en ny finansieringsmodel, hvor staten påtager sig en væsentlig del af den økonomiske forpligtelse på området, siger udvalgsformanden.
Bedre dokumentation
Med sit initiativ vil Karen Hækkerup skaffe bedre dokumentation for, hvor godt indsatsen virker, og hvordan den kan gøres bedre. En kommission skal blandt andet finde ud af, om der er afsat penge nok til området.
Socialministeren mener også, der er brug for en skrappere lovhjemmel for kommunerne til at gå ind i folks boliger uden samtykke fra forældrene for at undersøge mistanker om vanrøgt.
Af Jens Laursen
Oprettet: 12.10.11, kl. 11.36
Redigeret: 12.10.11, kl. 12.11 af Jens Laursen
Ophavsret
Udgivet <12.10.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.