Du er her: hk.dk > Kommunal > Nyheder > Nyhedsarkiv > Oktober 2011 > Ny minister gør op med aktiveringscirkus


Kontakt

Ring til HK

Telefon: 7011 4545

Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00

Fredag: 8.00 til 16.00

HK/Kommunal

Weidekampsgade 8
Postbox 470
0900 København C

Send besked eller spørgsmål

Pressekontakt

Lokalafdelinger

Find din afdeling


Ny minister gør op med aktiveringscirkus

Billede af Mette Frederiksen

Det skal være slut med meningsløs aktivering, synes landets nye beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen (S), der får en række gode råd og et tilbud om samarbejde med på vejen af HK/Kommunal.

Ledige danskere, der bliver parkeret i meningsløs aktivering, skal høre fortiden til, mener landets nye socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen.

- Jeg har mødt utrolig mange danskere, som er trætte af at blive mødt af en aktivering, som ikke giver mening. Vi skal ikke spilde voksne menneskers tid på noget, som ikke bringer dem tættere på beskæftigelse. Det kan vi ligeså godt afskaffe, siger hun.

Opgør med bureaukrati

Mette Frederiksen vil dog ikke komme nærmere ind på, hvad hun konkret ønsker ændret. Et fingerpeg om, hvor den nye minister vil ændre på den hidtidige arbejdsmarkedspolitik, findes imidlertid i S-R-SF’s regeringsgrundlag.

Her tales der om, at der skal ske en afbureaukratisering, og at beskæftigelsesindsatsen skal måles på sine resultater frem for på processer.

Den melding vækker i den grad gehør hos Ilse Asmussen, formand for HK/Kommunals beskæftigelsesudvalg.

- Jeg har stor tiltro til, at Mette Frederiksen reelt gør op med det bureaukratiske tyranni, der har kendetegnet beskæftigelsesindsatsen i de senere år. Det har mere handlet om form end om indhold i arbejdet med de ledige og sygemeldte. Rettidighed og refusion har i alt for høj grad sat dagsordenen, lyder det fra Ilse Asmussen.

Ilse Asmussen finder det helt afgørende, at de mennesker, der har brug for systemets hjælp bliver mødt med tillid og respekt, og at der er en tiltro til, at medarbejderne kompetent løser opgaven. Også derfor bifalder hun den nye regerings intentioner om, at der skal flere frihedsgrader i beskæftigelsesindsatsen.

Dialog med de ansatte

Den fremtidige organisering af beskæftigelsesindsatsen har Mette Frederiksen endnu ikke lagt sat sig fast på.

Men hvis der skal ske ændringer, bør de ansatte under alle omstændigheder inddrages, lyder rådet fra Ilse Asmussen.

- Jobcentrene har næsten konstant været udsat for, at ny lovgivning er væltet ind uden at blive ordentlig implementeret. Jeg forventer, at den nye minister forbereder eventuelle ændringer i organiseringen i dialog med relevante parter. Jeg og HK/Kommunals beskæftigelsesudvalg står i hvert fald til rådighed, siger hun.

Af Jens Laursen

Oprettet: 05.10.11, kl. 10.49

Redigeret: 05.10.11, kl. 11.51 af Jens Laursen

Om Mette Frederiksen

  • Født 19. november 1977 i Aalborg
  • Arbejdet som ungdomskonsulent i LO
  • Masteruddannelse i Afrikastudier fra Københavns Universitet og bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet
  • Siden 2001 medlem af Folketinget
  • Socialdemokraternes ordfører på socialområdet. Siden 2005: Næstformand i Socialdemokraternes folketingsgruppe
  • Gift med Erik Harr. Parret har en datter og en søn

Kilde: Ritzau


Ophavsret

Udgivet <05.10.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.