Socialpolitik er hjerteblod for ny minister
Landets nye socialminister, Karen Hækkerup (S), vil give særlig opmærksomhed til de svageste medborgere. I HK/Kommunal ser man frem til et konstruktivt samarbejde med en lyttende minister.
Den nye regerings ’hjerteblod’. Sådan betegner Danmarks nye social- og integrationsminister, Karen Hækkerup (S), socialpolitikken. Og hun er ifølge Politiken ikke i tvivl om, den nye regering vil kunne gøre en forskel i forhold til den gamle.
- Selvfølgelig kan vi det. Det er vores forbandede pligt at gøre det, og hvis ikke vi kunne gøre en forskel, havde vi ingen berettigelse, siger Karen Hækkerup.
Hun vil som minister være med til at sørge for, at de skæbner, der har så meget modgang, vil opleve en lettere tilværelse.
Nye initiativer
Den nye minister hilses velkommen af Per Støve, formand for HK/Kommunals socialpolitiske udvalg. Han hæfter sig ved, at regeringen ifølge dens socialpolitiske grundlag vil give fattigdommen og de udsatte grupper særlig opmærksomhed.
- Det er hårdt tiltrængt med nye initiativer, der sigter på at gøre livet mere værdigt for de marginaliserede og udstødte, siger Per Støve, der peger på, at det er nødvendigt med en særlig indsats over for udsatte børn.
Lyt til medarbejderne
Karen Hækkerup får to gode råd med på vejen af formanden for socialpolitisk udvalg:
- Jeg håber for det første, at den nye minister vil være særdeles ydmyg over for opgaven. Sagen er jo, at beslutninger på det socialpolitiske område har vidtrækkende konsekvenser for mennesker af kød og blod, lyder det fra Per Støve.
Han råder også Karen Hækkerup til at lytte til de ansatte, der har praksiserfaring.
- I socialpolitisk udvalg indgår vi gerne i et konstruktivt samarbejde med den nye minister. Men et sådan samarbejde kræver, at også ministeren er lydhør over for de ansatte, der har fingeren på pulsen til daglig. Det sidste har vi savnet med den forrige regering, siger Per Støve.
Af Jens Laursen
Oprettet: 05.10.11, kl. 11.55
Redigeret: 05.10.11, kl. 12.10 af Jens Laursen
Om Karen Hækkerup
- Født den 12. juni 1974 i Hillerød, opvokset i Odense
- Cand.scient.pol. Københavns Universitet
- Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1998-2005
- 2005: Valgt til Folketinget første gang i Københavns Amtskreds
- 2005-2007: Socialdemokraternes forbrugerpolitiske ordfører
- 2007-2011: Retspolitisk ordfører for Socialdemokraterne
- Gift med folketingsmedlem Ole Hækkerup. Sammen har de en søn og to døtre
Ophavsret
Udgivet <05.10.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
