Outlandish modtager HK/Kommunals kulturpris
Isam, Waqas og Lenny blev torsdag aften megen hæder og 10.000 kr. rigere, da Biblioteksudvalget under HK/Kommunal overrakte de tre kunstnere Jytteprisen 2009 for deres evne til at dreje og nytolke traditionerne og give dem nye udtryk.
Outlandish er som kulturelle lykkepiller, der glider ned og giver tilværelsen farve og nye facetter. Kirsten Westh, formand for HK/Kommunals Biblioteksudvalg, var fuld af lovord, da hun torsdag aften på Hotel Faaborg Fjord kunne overrække Outlandish den 21. udgave af Jytteprisen.
Med prisen fulgte 10.000 kr. og en smuk vase skabt af glaskunstneren Pernille Bülow fra Bornholm - samt en anerkendelse af Outlandish som et kulturelt udtryk, der har gjort sig særligt bemærket bl.a. med sit skæve syn på verden.
I sin motivation for valg af prisvinder priste Kirsten Westh også den mangfoldighed, der er både Outlandish’ og bibliotekernes varemærke.
- Mangfoldigheden kommer bl.a. til udtryk i, at Outlandish tør pille ved de konventionelle opfattelser. Med en vis respekt for traditioner og normer, men også med mod og begavelse til at veje ordene. Outlandish forstår at vende, dreje og nytolke traditionerne og give dem nye udtryk, lød det fra Kirsten Westh.
Biblioteksudvalgets formand understreger, at Outlandish ikke får prisen for at være rollemodeller på Blågårds Plads, i Vollsmose eller i Gellerupparken, men for deres musik og dét, de gør ved hele Danmark og for alle dem, der bor i Danmark.
Da Jytteprisen blev uddelt første gang i 1985, gik den til skuespilleren Jytte Abildstrøm. Det er imidlertid ikke dén Jytte, der har lagt navn til prisen. Nej, prisen er opkaldt efter Jytte Hansen - en brav kvinde, der i mange år var ansat på Frederikshavn bibliotek. Jytte Hansen tog initiativ til at oprette Biblioteksudvalget, og hun var utrættelig i det biblioteksfaglige arbejde i HK/Kommunal.
Af Jens Laursen
Oprettet: 25.09.09, kl. 00.18
Redigeret: 25.09.09, kl. 11.37 af Lia Ellehuus
Prismodtagere gennem årene
2009 - Outlandish
2007 - Leif Lørring
2005 - Truckerbiblioteket
2003 - Gerda Krogh Pedersen og Hanne Søborg
2002 - Udvalget gik over til at uddele hvert andet år
2001 - Danmarks Blindebibliotek
2000 - Mikael Wiehe
1999 - Bertil Nordahl
1998 - Naser Khader
1997 - Den 7. Himmel (børne-kulturprojekt)
1996 - Leif. P. Jørgensen
1995 - Peter Larsen (skuespiller)
1994 - Nikolaj Cederholm
1993 - Anker Jørgensen
1992 - Erik Clausen
1991 - DRs B&U-afdeling: Hønen ...
1990 - Pia Raug
1989 - Carl Scharnberg
1988 - Lone de Neergaard
1987 - Marianne Larsen
1986 - Tine Bryld
1985 - Jytte Abildstrøm
Ophavsret
Udgivet <25.09.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


