Handicappede frygter Udbetaling Danmark
Danske Handicaporganisationer frygter, at borgerne bliver sendt frem og tilbage mellem kommunen og computeren, hvis der ikke er tilstrækkeligt med ansatte i borgerservice til at vejlede dem.
Nogle handicappede vil opgive og falde imellem to stole.
Sådan lyder den barske melding i et foreløbigt høringssvar om Udbetaling Danmark fra Danske Handicaporganisationer (DH) til Pensionsstyrelsen.
Er der nok medarbejdere?
Især er DH stærkt bekymret for, om der vil være tilstrækkeligt med personale tilbage i den kommunale borgerservice, når langt de fleste er overdraget til Udbetaling Danmark.
I høringssvaret peger DH netop på, at kommunerne skal kunne svare overordnet, hjælpe med ansøgninger, forklare indhold i breve og ellers varetage kontakte til Udbetaling Danmark.
Men kan de det, hvis det meste personale er væk?
Brug for særlig støtte
Sagen er, at mange borgere med handicap lider af kognitive vanskeligheder og derfor kræver særlig støtte.
Sammenholdt med, at økonomien i Udbetaling Danmark synes meget usikker, er DH stærkt bekymret for, at kommunerne må spare på eksempelvis andre borgernære områder.
Af Mogens Jepsen
Oprettet: 05.09.11, kl. 07.49
Redigeret: 05.09.11, kl. 15.21 af Mogens Jepsen
Ophavsret
Udgivet <05.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
