April 2011
Hvad med anstændigheden Leif Lund?
Debatindlæg af Viggo Thinggård og Hans-Henrik Hansen Henholdsvis fællesformand for HK Østjylland, og sektorformand HK/Kommunal Østjylland. Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Leif Lund, efterlyser anstændighed i sagen om sygedagpenge, hvor en række borgere ikke føler sig ordentligt behandlet af Jobcentret. Sjældent har vi oplevet mage til hykleri. Hvor er din egen anstændighed, Leif Lund? Du udnytter groft en ulykkelig sag og slår politisk plat af den. Hvad er kendsgerningerne? De er, at Leif Lunds partifæller på Christiansborg sammen med V og K har lavet et beskæftigelsessystem, der ikke tager udgangspunkt i den enkelte borger, men som med stor statslig styring og lille lokalt råderum er bygget op på stramme regler og systemer. Hvis sagsbehandlerne ser bort fra disse systemer og i højere grad handler til fordel for klienten, går det ud over refusionen fra staten. På den måde binder det den enkelte sagsbehandler og forhindrer, at der tages udgangspunkt i borgerens faglige og personlige ressourcer. Dansk Folkeparti var fødselshjælper til dette menneskefjendske system. Hvor hyklerisk kan det blive? Leif Lund angriber desuden kommunen for at have afskediget personale på Jobcentret, men faktisk har du sammen med V og K foreslået endnu større besparelser på administrationen i Silkeborg Kommune i forbindelse med behandlingen af budget 2011. Desværre er dine partifæller i DF sammen med V og K mere optaget af at pudse jeres ideologiske profil end anvise konkrete handlinger, mindske kontrol og bureaukrati, således at vi får et samfund, der muliggør en anstændig behandling af ledige mennesker gennem tillid, respekt og social tryghed.
Midtjyllands Avis
28-04-11
Få ansatte vil flytte
Kun hver sjette kommunalt ansatte inden for borgerservice i landets kommuner ønsker at flytte til et af de fem nye ATP-centre, der skal stå for behandling og udbetaling af en række borgerydelser fra slutningen af 2012. Det fremgår af et rundspørge, som HK/ kommunal har foretaget. Ifølge HK/ Kommunal svarer det til, at kun 350 af de berørte 2.000 årsværk er villig til at flytte med, og i antal af personer svarer det i bedste fald til 500, som på nuværende tidspunkt ikke er interesseret i at flytte. Blandt de ansatte hos regionskommunen er interessen endnu lavere, for ingen af de berørte medarbejdere finder det attraktivt af flytte til det nye center i Vordingborg, som Bornholm kommer til at høre under. Bornholm skal aflevere mellem 13,5 og 17,6 årsværk til det nye center, fremgår det af chefgruppens opgørelse. De tjenestemandsansatte kan ikke flyttes mod deres vilje, mens overenskomstansatte godt kan overdrages uden hindringer. Sidstnævnte gruppe kan godt lade sig opsige af ATP efter overdragelsen med begrundelse i væsentlige vilkårsændringer på grund af afstanden til Vordingborg. Regionskommunen kan dog ikke give ansættelsesgaranti til en begrænset gruppe medarbejdere, men vil besætte ledige stillinger internt, før afskedigelser kommer på tale.
Bornholms Tidende
19-04-11
Kommunalt ansatte har mest sygefravær
Hvis du arbejder i staten eller i for et privat firma, så bruger du mange færre dage om året på at ligge i sengen og have det dårligt, end hvis du arbejder for kommunen. En opgørelse over danske ansattes sygefravær viser, at de kommunalt ansatte er meget mere syge. En privat ansat har 7,5 sygedage om året, og for en statsligt ansat er tallet stort set det samme, det ligger på 7,9 årlige sygedage. Men der er et ordentligt hop op til de ansatte i kommunerne. Her ligger sygefraværet på hele 13 dage om året. Selvom sygefraværet for de kommunalt ansatte er faldet siden 2007, hvor det var på 13,6 sygedage om året, mener HK Kommunal , der organiserer 50.000 kommunalt ansatte, at det fortsat er et problem, der skal sættes fokus på. - Selvom det går den rigtige vej for de kommunalt ansatte, så er vi meget opmærksomme på, at det her er et område, hvor vi kan nå længere, siger Bodil Otto, formand i HK Kommunal. I gruppen af kommunalt ansatte har HK 's medlemmer, der fortrinsvis arbejder på kontor, cirka to færre sygefraværsdage om året end for eksempel SOSU'ere og pædagoger. - En væsentlig del af den forskel tror jeg bunder i, at grupperne med det højeste sygefravær er i daglig kontakt med mennesker, hvilket gør dem væsentlig mere udsatte for smitbare sygdomme, siger Bodil Otto. En anden grund til den forbedrede sygestatistik er, ifølge HK Kommunal , at arbejdsgiverne er begyndt at tage medarbejdernes trivsel mere alvorligt. - Jeg vurderer klart, at den trivselsaftale, vi indgik med arbejdsgiverne ved de sidste overenskomster, er begyndt at bære frugt. Af vores egne undersøgelser fremgår det tydeligt, at vores medlemmer finder deres arbejdsplads stadigt mere attraktiv, siger personalepolitisk chef i HK Kommunal , Søren Christensen .
Avisen.dk m.fl.
15-04-11
Kritik af personaleløse biblioteker
I Vorbasse og Sdr. Omme kan de glæde sig over, at de får lov til at beholde deres lokale biblioteker. Men for at bibliotekerne kan løbe rundt, bliver det uddannede personale skiftet ud med frivillig arbejdskraft og selvbetjeningsløsninger. Noget HK/Kommunal ser på med stor bekymring. - Jeg synes, at det er problematisk, fordi man fuldstændig tilintetgør den faglighed, der skal være i bibliotekerne. Man kan sige at det ikke længere er biblioteker, men bogsamlinger, siger Kirsten Westh, formand for HK/Kommunals biblioteksudvalg. Hun har opbakning fra Bibliotekarforbundet, der faktisk mener at en lukning ville være bedre. I Billund forstår de godt problematikken, men mener alligevel, at de har fundet den bedste løsning. - I forhold til det at have faguddannet personale på er det selvfølgelig en reduktion af servicen, men på den anden side, så får borgerne jo adgang til et bibliotek stadigvæk. Hvis alternativet er at lukke, mener jeg at det her er et meget bedre tilbud, siger Ole Bisbjerg, chef for Biblioteker og Borgerservice i Billund.
P4- Nyheder, DR.dk
11-04-11
To fyrede topchefer får erstatning
Kolding Kommune indgår forlig med to tidligere chefer i seniorforvaltningen, som tilsammen får knap 250.000 kroner som kompensation. Kolding Kommune havde ret til at fyre tidligere senior-og sundhedsdirektør Erik Demant samt tidligere vicedirektør Willi Weber, men det blev ikke gjort ordentligt. Sådan udlægger de to tidligere ansattes fagforbund, HK Kommunal , det forlig, der netop er blevet indgået mellem de to eks-chefer og Kolding Kommune. Erik Demant får en kompensation på 125.000 kroner, mens Willi Weber får 150.000 kroner. - De får en kompensation for det sagsforløb, de har været igennem, hvor de blandt andet kunne læse om fyringerne af dem i Jydske-Vestkysten, inden de selv fik det at vide. De bliver også kompenseret for de mangler, der har været forbundet med sagsbehandlingen i kommunen, siger faglig konsulent i HK Kommunal Pia Lund Jeppesen. Sådan udlægger borgmester Jørn Pedersen ( V) ikke forligsteksten. - Vi har ikke indrømmet nogen fejl i denne sag, vi har bare konkluderet, at det ville være billigere med et forlig end en langstrakt retssag. Vi skal forvalte skatteborgernes penge bedst muligt, og det gør vi på den her måde, siger Jørn Pedersen. En af hovedpersonerne, Erik Demant, er godt tilfreds med sagens afslutning. - Hvis kommunen var sikker på, at alt var gået efter bogen, havde man vel ikke indgået forlig. Jeg føler, at jeg kan gå med oprejst pande efter det her, og så er jeg i øvrigt glad for, at sagen nu er overstået. Jeg er kommet videre, og derfor er det rart at få lagt låg på, siger Erik Demant. De to fyrede topchefer havde stævnet Kolding Kommune for procedurefejl og unødigte krænkende omstændigheder ved afskedigelsen med et krav på kompensation på 300.000 kroner hver.
JydskeVestkysten, DR P4 m.fl.
08-04-11
HK kræver medindflydelse i frikommuner
Medarbejderne er fulde af idéer, når det gælder regelforenkling og nye løsninger, siger HK -formand Bodil Otto De ni nye frikommuner overser et stort potentiale, når de holder medarbejderne udenfor. Det er meldingen fra Bodil Otto, formand for HK/Kommunal , der opfordrer politikere og direktioner til at lytte til de ansatte, når de planlægger en fremtid med færre regler. - Ude omkring i landets kommuner er der fra HK'ernes side en kæmpe interesse for at bidrage til at udvikle kommunernes service til gavn for borgerne. Til mere og bedre velfærd. Men de fleste af de nye frikommuner har ikke engang fundet det umagen værd at drøfte det nye projekt i deres samarbejdsudvalg. Det er både ærgerligt og dumt, siger HK -formanden. - Vi ved fra undersøgelser, at involvering er en af de vigtigste ting, når det gælder om at skabe udvikling og forandringer på arbejdspladsen. I en tid, hvor kommunerne er pressede på økonomien, er det også for frikommunerne helt nødvendigt at få sat alle resurser i spil, understreger Bodil Otto. Ifølge en rundspørge fra FTF har kun tre af de ni udvalgte kommuner inddraget MED-udvalget, inden de sendte ansøgningen. Odense er ikke blandt dem, og det ærgrer Mie Ladefoged , der er fællestillidsrepræsentant for kommunens HK 'ere. - Man risikerer at tabe en masse gode idéer på gulvet. For jeg er ikke i tvivl om, at langt hovedparten af mine kolleger føler et dybt ansvar for den kommunale udvikling, siger hun.
DR Nyheder, lokalaviserne m.fl.
08-04-11
Rettidig omhu?
Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. Rettidig omhu er et udtryk, som kommer fra arbejdsgiverne i Mærsk. Vi offentlige ansatte og fagforeningen HK/Kommunal har udvist rettidig omhu. Der er ingen lønstigning i 2011. Det er ikke et let budskab for en fagforening at sælge over for vore medlemmer. Men som fagforening tager vi ansvar for at løse Danmarks nuværende økonomiske situation. Man skulle så tro, at arbejdsgiver påtog sig det sammen samfundsansvar? Det gør de ikke. Vi hører stadigvæk om rekordstore lønstigninger til direktørerne og bestyrelsesmedlemmerne. Vi må konstatere, at arbejdsgiverne mener, at de lavest lønnede skal udvise mådeholdenhed alene. Det er ikke rettidig omhu. Vi må jo konstatere at Bilka har haft rekordoverskud, uden de ansatte har kunnet se det på lønseddelen. Bilka som er ejet af Mærsk. Det er ikke rettidig omhu, at lade de laves lønnede betale for hele finanskrisen. Mine HK -medlemmer i kommunerne og i regionen bliver ramt meget hårdt af nuværende prisstigninger, uden at de får en lønstigning. Dels på grund af priserne på dagligvarerne, men også fordi prisstigningerne betyder stærk stigende inflation. Selvom vi fra HK Kommunal , har udvist rettidig omhu, ved nul lønstigning i 2011, så er jeg sikker på, at regeringen stadigvæk vil kræve, at det offentlig skal spare. Det på trods af vi har sparet 6 mia. kr. i kommunerne siden 2007. Besparelsen vil gå udover mine HK kolleger i kommunerne og regionen, som skal leve af understøttelse. Men priserne og renterne stiger stadigvæk. Jeg synes, at ordet rettidig omhu lyder meget hult. Tak for kaffe.
Nordjyske Stiftstidende
06-04-11
Massivt overenskomst-ja fra HK'erne
HK 's medlemmer i kommuner og regioner har med et overvældende flertal sagt ja til en ny overenskomst. 91,7 procent af dem, der deltog i afstemningen, sagde ja til den ny aftale. Men kun 39,6 procent af HK/Kommunals medlemmer fandt det ulejligheden værd at afgive deres stemme. Formand for HK/Kommunal, Bodil Otto, erklærer sig tilfreds med udfaldet. - Resultatet er ikke prangende, men det bedst mulige i en situation, hvor især lønnen har været under ekstremt pres. Denne gang har vi ikke vundet 4-0, men klaret 1-1 på udebane, siger hun. - Medlemmerne har med stor ansvarlighed sagt ja til et resultat, der har været det bedst opnåelige, lyder det fra Bodil Otto. Den ny aftale fastsætter løn- og arbejdsforholdene i de kommende to år for 60.000 kommunale og regionale sagsbehandlere, lægesekretærer, jobkonsulenter og andre hk 'ere i det offentlige.
Ritzaus Bureau, Radioavisen m.m.fl.
05-04-11
Bornholmske HK'ere hjælper Bertel Haarder
Indenrigsminister Bertel Haarder (V) har blandt andet fået hjælp fra to bornholmske HK 'ere med at komme bøvlet i den offentlige sektor til livs. I forbindelse med kampagnen "Væk med bøvlet" har de to HK 'ere givet deres forslag til, hvordan eksempelvis reglerne på det sociale område, kan ændres. De har set på det med deres almindelige øjne, og det har været med lærerigt, siger Haarder.
DR P4 Bornholm
04-04-11
Der er kommet mere bøvl, Inger
Bunkerne med regler og paragraffer for arbejdsløse er blevet større, efter at beskæftigelsesminister Inger Støjberg ( V) for præcis et år siden satte gang i kampagnen ' Væk med bøvlet, Inger! Den seneste opgørelse, som a-kassen Min A-kasse står bag, viser, at der alene de sidste 100 dage er kommet 167 sider ekstra med regler. - Love og bestemmelser er nødvendige, men det har virkelig taget overhånd på beskæftigelsesområdet. Reglerne popper jo op som skvalderkål, siger sektorformand i HK Kommunal, Bodil Otto, til Avisen.dk.
Ugebrevet A4 m.fl.
04-04-11
Kommunerne står bag "sort arbejde"
Debatindlæg af Pia Tørving, formand for HK/ Kommunal Midt. Kommunerne gør i stigende grad brug af frivillige til at løse kommunale opgaver. Hvor besnærende og sympatisk tanken end måtte være, er det i mange tilfælde dybt problematisk. Jeg kan acceptere, at frivillige løser opgaver, som ellers ikke ville blive udført. Det kan være ildsjæle, som er med til at løfte en særlig social udfordring - for eksempel besøgsvenner, praktiske grise i forhold til sociale arrangementer for bestemte målgrupper, eller forældre, som giver en hånd med, når poderne i børnehaven skal på udflugt. Men allerede, når man taler om, at forældre skal renovere legepladsen i børnehaven eller i skolegården, har man efter min vurdering overskredet grænsen. Det forsikringsmæssige aspekt er et helt kapitel for sig, da kommunerne ikke lovmæssigt er forpligtet til at tegne en arbejdsskadeforsikring for sine frivillige medhjælpere på samme måde, som de skal gøre det for de ordinært ansatte. I et andet scenarie presser man faglærte forældrehåndværkere til at udføre gratis renovationsarbejde i institutioner og på skoler, mens deres håndværksmestre kæmper en sej kamp for at skaffe opgaver til deres skrantende virksomheder. Hertil kan man så lægge det skatte- og momstab, der ligger i denne form for arbejde, der dybest set udføres sort. Jeg forstår udmærket, at kommunerne , der i årevis er blevet udsultet af skattestoppet, drømmer om at få kommunale opgaver udført gratis. Men i langt de fleste tilfælde, er det dybt problematisk - og set i lyset af de fyringsbølger, der i øjeblikket skyller ind over landets kommuner, er det et klart skråplan.
Fredericia Dagblad, Fyns Amts Avis og Vejle Amts Folkeblad
02-04-11
HK vil rejse sygedagpengesag i Folketinget
HK Østjylland oplever flere medlemmer komme i klemme på grund af stramme sygedagpengeregler, og fagforeningen vil nu tage initiativ til et opråb til beskæftigelsesministeren for at få lovgivningen ændret. - Vi vil forsøge at få borgmester Hanne Bæk Olsen ( S) og Erling Prang ( S) som formand for arbejdsmarkedsudvalget i Silkeborg Kommune med til en fælles henvendelse til ministeren og arbejdsmarkedsordførerne i Folketinget, siger Viggo Thinggård, formand for HK Østjylland. Det sker, efter at HKformanden og Hans Henrik Hansen , formand for HK Kommunal Østjylland, i går havde møde med jobcentret i Silkeborg. Anledningen var en række konkrete sager, hvor HK -medlemmer er kommet i klemme. Blandt andet på grund af sygedagpengereglerne. - Vi håber på sammen med politikerne i Silkeborg, at vi kan råbe politikerne i Folketinget op. Det kan ikke passe, at det skal være sådan i dagens Danmark, at folk må gå fra hus og hjem, fordi de ikke kan få hjælp længere, siger Viggo Thinggård. Han bakker dermed også op om den kritik, der var i Midtjyllands Avis i går, hvor en række sygemeldte og faglige konsulenter fra flere faglige rettede en skarp kritik af de forhold, som langtidssygemeldte har. Sygemeldte stresses I en del tilfælde mister langtidssygemeldte både sygedagpenge og muligheden for kontanthjælp. Det betyder, at de risikerer at måtte sælge eksempelvis deres hus for at klare sig.
Midtjyllands Avis
01-04-11
Oprettet: 12.08.11, kl. 10.26
Redigeret: 12.08.11, kl. 10.26 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <12.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.