December 2010
Hver tredje HK’er er utryg i jobbet
Især de offentligt ansatte frygter fyringer efter regeringens varslede besparelser i 2011. Sparerunder og fyringer ser ud til at blive den kost, som landets offentligt ansatte løber ind i til næste år. Og det kan tydeligt ses på en ny rundspørge for HK 's medlemmer. Her svarer næsten halvdelen fra HK/Kommunal og cirka hver tredje fra hele HK , at de frygter for jobbet i 2011. En bekymring som formand Kim Simonsen udmærket forstår. - Vi kan desværre se, at ledigheden for vores medlemmer er svagt stigende og særligt langtidsledigheden er ved at bide sig fast. Men man skal blive ved med at tro på, at der er et job derude og udnytte sin ledighedsperiode til at opkvalificere sig, som man har ret til, siger han. Samtidig lover han, at fagforeningen vil stå klar til at hjælpe de utrygge medlemmer, der frygter for fyringer. - Vi prøver på at forebygge fyringer ved at forklare politikerne, at man ikke kan spare sig ud af krisen ved at fyre administrative medarbejdere. Det vil føre til større serviceforringelser, da de har en nøglerolle i vores velfærdssystem, siger han og fortsætter: - Vi kan desværre ikke undgå alle fyringer, men vi vil hjælpe dem, der mister sit job, bedst muligt. Både via understøttelse, men også ved at guide dem gennem uddannelsessystemet, så de kan blive opkvalificeret eller omskolet, så de står med de bedste chancer for at få et nyt job.
Avisen.dk m.fl.
28-12-10
Kommunalt ansatte på tvunget juleferie
Kender du det, at du bare gerne vil arbejde men ikke må for din arbejdsgiver? Nej, måske ikke - men det er ikke desto situationen for en lang række kommunalt ansatte HK'ere. Regioner og rådhuse holder lukket mellem jul og nytår, og et stort flertal af de kommunale og regionale HK’ere bliver tvunget til at holde ferien i netop de dage. - Der er rigtigt mange rådhuse, der har valgt at holde lukket. Dermed mener jeg helt lukket. Og det er selvfølgelig også for at spare på varmen og strømmen, at man lukker ned i den periode, forklarer formand i HK Kommunal, Bodil Otto. Ni ud af ti holder fri i en eller flere af de arbejdsdage, der ligger mellem jul og nytår, viser en rundspørge fra HK/Kommunal. Men det er ikke altid med god vilje, at HK'erne holder fri. Mere end hver tredje er tvunget til at bruge ferie-dage mellem jul og nytår, fordi arbejdspladsen holder lukket. En af dem er økonomisk konsulent i Herlev Kommune Helle Ringberg. Hun blev informeret om, at der var planlagt ferie for hende mellem jul og nytår, fordi rådhuset er lukket. - Det var jeg jo lidt træt af, for jeg er ligesom mange andre danske familier en del af en skilsmissefamilie, så jeg havde ikke behov for fri i dagene mellem jul og nytår, men måske nogle dage på et andet tidspunkt, siger Helle Ringberg til DR Nyheder. Helle Ringberg kunne godt tænke sig, at arbejdspladsen var mere fleksibel. Det er jo ikke nødvendigt for hende at sidde ved sin egen computer på sit eget kontor, hvis hun skal arbejde. Men man skal ikke finde sig i hvad som helst. Hvis medarbejderne bliver tvunget til at holde ferie, skal chefen varsle om det i god tid. Ellers kan de ansatte protestere. - Hvis det ikke er hovedferien, og det er jo ikke det, der er tale om her - her er det jo den mere løse ferie - så skal man varsles mindst en måned før, forklarer HK's Bodil Otto. Det er særligt de sjællandske kommuner, der sender de ansatte på ufrivillig juleferie - her er det næste halvdelen, der ikke selv vælger deres julefridage, mens de fleste midt - og vestjyder selv er med til at bestemme.
DR P1, P3, P4 Radioavisen m.m.fl.
21-12-10
Fagfolk: Ledige taber på reform
De ledige bliver taberne. Sådan lyder dommen over de nye regler for aktivering af arbejdsløse, når den fældes af de ansatte i jobcentrene selv. I alt 414 jobkonsulenter og andre ansatte i jobcentrene - 47 procent af de adspurgte - siger i en ny undersøgelse, at de nye regler for aktivering, som træder i kraft fra nytår, bliver en bagdel for de ledige. Kun 145 ansatte - 16 procent - ser de nye regler som en fordel for de arbejdsløse. Det fremgår af en undersøgelse udført af HK/ Kommunal samt Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4. Blandt de 414 fagfolk, som vender tommelfingeren nedad, er Flemming Lund Sørensen, medarbejder ved et projekt for sygemeldte i Aalborg Kommune. - Der er stor fare for, at ledige med eksempelvis psykiske problemer eller alkoholproblemer får lov at gå passive hen, fordi staten ikke længere tilskynder kommunerne økonomisk til at gøre en indsats for de svageste ledige. Advarslen fra Flemming Lund Sørensen skal ses i lyset, at staten fremover giver 30 procent i refusion til kommunerne, hvad enten de lader ledige gå passive hen eller sender dem på kurser eller i afklaringsforløb. Hvis de ledige derimod kommer ud i virksomheder i praktik eller job med løntilskud, så kvitterer staten med 50 procents refusion. Der mangler en forståelse i reformen for, at ledige har behov for mange forskellige former for hjælp. Det mener Ilse Asmussen , formand for beskæftigelsesudvalget under HK/ Kommunal , der organiserer ansatte i jobcentre. - Hvis du står uden tag over hovedet, har problemer med misbrug, børnene mistrives, eller du har svært ved at omgås andre mennesker, så kan du komme nok så mange gange i virksomhedspraktik og stadigvæk ikke vinde fodfæste på arbejdsmarkedet. Reformen af aktivering tager alt for lidt hensyn til, at der for nogle mennesker skal støbes et fundament, før de kan klare at arbejde, siger Ilse Asmussen.
Ugebrevet A4, information m.fl.
20-12-10
Borgmester anklages for magtmisbrug
HK trækker nu Kolding Kommune med borgmester Jørn Pedersen (V) i spidsen i retten for magtmisbrug i forbindelse med fyringerne af to direktører i seniorforvaltningen. Det er HK/Kommunal , der mener, at der var tale om politiske og usaglige afskedigelser, da tidligere senior- og sundhedsdirektør Erik Demant og tidligere vicedirektør Willi Weber blev fyret umiddelbart efter Jørn Pedersens tiltrædelse for et år siden. Den korte begrundelse, direktørerne fik, var ifølge HK , at man »ikke fremadrettet havde tillid til«, at de kunne få styr på økonomien i forvaltningen, som i valgåret 2009 skabte stor politisk uro på grund af voldsomme budgetskred. Men politikerne havde selv ansvaret for den løbske økonomi, og de var udmærket klar over, at budgetter og udgifter ikke hang sammen. De ville bare ikke gribe ind, lyder det fra de afskedigede. - Vi tror, det politiske systemskifte har ønsket at lufte ud i toppen for at vise handlekraft, og at dele af det politiske system har haft intentioner om at tørre kommunens økonomiske problemer af på navngivne embedsmænd, siger faglig konsulent fra HK Pia Lund Jeppesen. Jørn Pedersen vil ikke kommentere sagsanlægget.
JydskeVestkysten m.fl.
18-12-10
Der er også et politisk ansvar
Leder. JydskeVestkysten har adskillige gange på denne plads efterlyst det politiske ansvar for de budgetoverskridelser, der indtil for nylig var mere reglen end undtagelsen på ældreområdet. I forbindelse med kommunalvalget og borgmesterskiftet er der på mange områder gennemført en hovedrengøring - nogle har kaldt det udrensning - og ikke mindst i den tidligere seniorforvaltning rullede der hoveder. Der var helt på sin plads, fordi der tilsyneladende ikke eksisterede en vilje blandt embedsmændene til for alvor at lave om på den forretningsgang, der hver år medførte betydelige budgetoverskridelser. Nu trækker HK så borgmesteren og det nye flertal i retten med påstand om erstatning på vegne af to tidligere topchefer. Det er således nu op til domstolene at afgøre, om fyringerne var rimeligt begrundede. Hvad, der med sikkerhed vil blive en del af argumentationen fra de to fyrede, er, at der rigtig nok var budgetoverskridelser gennem flere år, men eftersom en forvaltning ikke kan trykke sine egne penge, er det lige så rigtigt, at disse overskridelser hver gang blev bakket op af ekstrabevillinger fra politisk hold. Og her kommer vi så frem det problematiske i sagen, nemlig, at der også er et politisk ansvar for overskridelserne. Hvis et byråd gang på gang giver ekstrabevillinger, eksisterer der så til sidst en slags hævd for, at det er i orden at overskride budgetterne? Det bliver spændende at høre, hvad domstolene mener. Hvis et byråd gang på gang giver ekstrabevillinger, eksisterer der så til sidst en slags hævd for, at det er i orden at overskride budgetterne?.
JydskeVestkysten
18-12-10
HK glæder sig til retssag om afskedigelser
HK/ Kommunal glæder sig ligefrem til at møde Kolding Kommune i retten til et slagsmål om, hvorvidt det var i orden at afskedige tidligere seniordirektør Erik Demant og hans vicedirektør Willi Weber kort efter det politiske systemskifte sidste nytår. Det siger faglig konsulent Pia Lund Jeppesen , der er overbevist om, at fyringerne var politiske og i strid med stribevis af regler for afskedigelse af offentligt ansatte. Men er det ikke enhver bestyrelses ret at afskedige sin direktør? - På det offentlige område gælder forvaltningsloven og nogle forvaltningsretlige grundsætninger, som Folketingets Ombudsmand har nedskrevet. Der findes også en uskreven regel om, at vi ikke skifter embedsmænd ud, når partifarven skifter. Det skal sikre uafhængighed og loyalitet overfor de love, der gælder i Danmark - uanset den herskende partifarve. Og vi mener altså, at samtlige forvaltningsretlige spilleregler er overtrådt i den her sag, siger den faglige konsulent. Bare fire linjer Hvad er det, der er gjort galt? - Man vil for eksempel ikke rykke ud med den vurdering, der ligger til grund for fyringerne af vores medlemmer. Det fik bare et stykke papir med fire linjer, og de har ikke haft chancen for at tage til genmæle. Der gælder også et proportionalitetsprincip, som siger, at straffen skal stå mål med forseelsen. Så hvis forseelsen er til en advarsel, må man ikke fyre. Vi har aldrig før oplevet et forløb, som det, vi har set i Kolding, siger konsulenten.
JydskeVestkysten
18-12-10
Rådhuset skal fyre folk
Odenses problemer med at få den kommunale økonomi til at hænge sammen rammer nu også i borgmester Anker Boyes egen forvaltning. Borgmesterforvaltningen undgår ikke fyringer af ansatte, oplyser stadsdirektør Jørgen Clausen. Hele kommunen skal spare 720 millioner kroner plus det løse over de næste fire år. Borgmesterforvaltningen, der med 530 ansatte er den mindste af de fem forvaltninger, skal bidrage med godt 50 millioner kroner over de næste tre år. De besparelser kan ikke gennemføres, uden der skal ske deciderede afskedigelser. Den 10. januar er udset til dagen, hvor det bliver offentliggjort, hvor mange og hvem, der skal fyres. Medarbejder-siden har været i dialog med ledelsen i forvaltningen. HK -tillidsmand Herluf Rasmussen siger: - Vi har haft en åben og ærlig proces og et fint samarbejde med ledelsen, men selvfølgelig er der mange af mine kolleger, der går på juleferie med en knude i maven. Økonomien forværret Allerede i valgkampen for et år siden stillede borgmester Anker Boye ( S) i udsigt, at fyringer ikke kunne undgås. Det skete på et valgmøde netop på rådhuset kort før valget. Dengang vakte udtalelsen ikke den store opmærksomhed. De medarbejdere, der nu må bæve for deres ansættelse til efter jul, sidder i følgende afdelinger: Byrådssekretariatet, Odense Brandvæsen, Bystrategisk stab, Udvikling Odense og Økonomi & Organisationsudviklinger, herunder Servicecentret.
Fyens Stiftstidende m.fl.
18-12-10
Rift om mændene til julefrokosten på rådhuset
I eftermiddag begynder årets sidste firmajulefrokoster. Og selvom den foregår på kommunekontoret, er den absolut ikke usexet. Mere end hver fjerde kontoransatte er involveret i flirteri under julefrokosten. Det viser en undersøgelse foretaget af HK/Kommunal. Selvom tre fjerdedel svarer, at de aldrig har kastet så meget som et frækt blik under en julefrokost, er flirte-procenten faktisk høj, hvis man ser på kønsfordelingen, når borgerservice byder op til dans. Det er nemlig en hær i sorte nylonstrømper, der indtager festlokalerne. Ud af HK/Kommunals 60.000 medlemmer i kommuner og regioner er at 85, 4 procent kvinder. Undersøgelsen viser da også, at næsten 80 procent af de flirtende har været udenfor deres egen afdeling for at flirte. Men de kan søge længe, for lægger man alle faggrupper i kommunerne sammen, så er tre ud af fire ansatte kvinder. - Nogle steder holder man jo fælles julefrokost for hele kommunen, og så er der faggrupper med flest mænd. Vi ved heller ikke, om de mandlige HK 'ere synes, det er for meget eller er godt tilfredse med situationen, siger arbejdsmiljøkonsulent Niels Jakobsen fra HK/Kommunal. I langt de fleste tilfælde er det kollegaer, der er omdrejningspunktet, når snakken bliver mere end venskabelig. Blot otte procent af de flirtende HK 'ere angiver, at de har været i lag med chefen. Det tal skal ikke være højere, hvis det står til Niels Jakobsen. - Så længe flirteri er mellem to på samme niveau er det bare fint. Det er, når chefen ikke forstår, at sådan noget skal ledelsen lade være med, eller der opstår officielle eller uofficielle forhold mellem leder og medarbejder, at det er skidt for arbejdspladsen og både leder og medarbejder" siger Niels Jakobsen
Avisen
17-12-10
For mange varme hænder sidder i møde
Næsten 2.000 årsværk bruges hvert år i kommuner og regioner på medarbejderindflydelse. Der er meget at spare i stram tid, lyder kritikken. Ifølge indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) er der flere varme hænder at hente ved at slanke mødeaktiviteten og medarbejderindflydelsen. - Nogle kommuner kan klare opgaven med halvt så mange møder og timer som andre, uden at medarbejderne føler sig tilsidesat. Oplevelsen af at blive inddraget er den samme, så her er virkelig noget at hente i en stram tid, hvor kommunerne efterspørger flere ressourcer og flere hænder, siger han.
Ministerens opfordring til kommuner og regioner om at gå deres MED-system - antallet af samarbejdsudvalg - efter i sømmene tager afsæt i en ny undersøgelse fra Kommunernes og Regionernes Evalueringsinstitut (KREVI), som offentliggøres i dag. Konkret bruger kommuner og regioner så mange timer på møder og medindflydelse, at det svarer til små 2.000 årsværk. I HK/ Kommunal advarer næstformand Claus Gahrn mod at sanere for hårdt i den formelle struktur med møder, hvor ledelse og medarbejdere mødes. - Det er da godt nok med uformelle kontakter, men det er i de formelle møder, at tingene aftales og tilliden skal opbygges. Jo bedre man taler sammen på møderne, jo bedre er parterne på bølgelængde, når der skal løses konkrete problemer her og nu, siger han og understreger, at et stort tidsforbrug på MED-systemet ikke er ensbetydende med spild af tid og penge. - At bruge tid på samarbejde og medindflydelse er en investering, for ikke mindst i en tid med økonomisk smalhals er det vigtigt, at medarbejderne føler et medejerskab til kommunens gøren og laden, siger Claus Gahrn .
Jyllands-Posten
16-12-10
Trusler og skideballer på jobcenter
Medarbejdere på Jobcenter Gribskov fortæller om fyringstrusler og utidige skideballer for sygefravær. Den står angiveligt på skideballer og trusler på et nordsjællandsk jobcenter. Arbejdstilsynet har været på besøg og har påpeget dårligt arbejdsmiljø, og nu løfter nyhedsbrevet fra HK Kommunal sløret for, at medarbejdere udsættes for noget, der ligner mobning fra ledelsens side. Det drejer sig om Jobcenter Gribskov A/S. Flere anonyme medarbejdere fortæller, at de har været bange for at sige højt, at de har følt sig pressede. Indtil flere har modtaget trusler om fyring eller forflytning, og flere fortæller om utidige skideballer for sygefravær. Sygefraværet på jobcentret har de forløbne måneder været højt, nogle dage over 15 procent. - Vi uddeler ikke skideballer. Jeg kan jo ikke vide, hvordan det er oplevet, men vi handler jo bare som en ansvarlig ledelse. Når der har været meget fravær, har sikkerhedsudvalget også bedt om, at der kunne blive taget en samtale med de medarbejdere, siger jobcenterets direktør, Jane Jensby, til HK Kommunal. Direktøren mener, at årsagen til sygefraværet skal findes i en epidemi af kold lungebetændelse, og hun forventer, fraværet vil falde, når epidemien er ovre. Hun kan godt forstå, hvis medarbejderne har følt sig pressede i efteråret, men det tilskriver hun lovgivningen. - Det generelle er, at vi har en lovgivning, der gør, at vi er under pres. Vi har nogle økonomiske ressourcer, der gør, at man kan ansætte x antal personer til at løse opgaven. Det gælder for os. Det gælder for øvrige jobcentre, siger Jane Jensby til HK Kommunal .
Lokalavisen Århus, Allerød Nyt, Albertslund Posten, Favrskov Posten m.m.fl.
15-12-10
Hvad vil regeringen med uddannelse?
Debatindlæg af Pia Tørving, formand for HK/ Kommunal Midt. Julefreden har sænket sig, efter at regeringen med støtte fra DF og Kristendemokraterne i november fik sat det sidste punktum i finansloven for 2011. Aftalen bestod primært af den udskældte genopretningsplan fra august, og som om det ikke var rigeligt, et par yderligere spareinitiativer - blandt andet på uddannelse. Når jeg lader blikket glide ned over de tørre tal, rejser sig spørgsmålet, hvad vores regering egentlig vil med uddannelse. Retningen står ellers klokkeklart i regeringens eget mål om, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en uddannelse. Desværre ledsages de fine ambitioner ikke af vilje til at tilgodese området økonomisk. Først grønthøster regeringen tre procent på erhvervsskolernes tilskud, i alt 269 mio. kr. Oven i kan man så lægge besparelsen på 350 mio. kr. på AMU-uddannelserne og 340 mio. kr. på voksen- og efteruddannelse. Endelig kan lægges en halv mia. besparelser på SU. Er den reelle målsætning i virkeligheden, at Danmark skal være dummere? Regeringen fortjener ros for at have afsat 2,4 mia. kr. i det kommende år til at oprette yderligere 9000 praktikpladser og 1500 skolepraktikpladser. Men den røde tråd i regeringens politik er og bliver fraværende. Jeg savner benhård og konsekvent satsning på bedre uddannelse, opdaterede undervisningsmaterialer, moderne it-teknologi og ordentlige økonomiske vilkår for de studerende. Regeringen har så ganske ret i, at uddannelse er vejen ud af krisen, men så vis dog, at I prioriterer uddannelse! Ellers er politik igen reduceret til tomme floskler uden fæste i konkret handling.
Fyens Stiftstidende m.fl.
13-12-10
Fortsætter med tidlig indsats ved massefyringer
Den tidlige indsats for at hjælpe afskedigede på vej til nyt job allerede i deres opsigelsesperiode, som Silkeborg Kommune og Jobcenter Silkeborg har gennemført de seneste måneder, er kommet for at blive. Når næste runde kommunale fyringssedler deles ud lige efter årsskiftet på skoleområdet, så kan de, der rammes, også forvente, at der kommer forskellige tilbud til dem. Jobcenter Silkeborg er indstillet på også fremover at komme med særlige tilbud, hvis der gennemføres store, samlede fyringsrunder i enten en privat eller offentlig virksomhed. - Men der skal et vist volumen til, før det kan lade sig gøre, siger jobcenterchef Jørgen Svane. Selv om mange har taget godt imod tilbuddene, så er der plads til forbedringer, mener man i HK. - Vi anerkender, at der er lavet mange tilbud, og vi oplever, at det har været rart for den enkelte ledige at møde ligesindende. Men især når det gælder jobbanken, så har det ikke været uproblematisk, siger Hans Henrik Hansen, der er formand for HK Kommunal i Østjylland. Han peger på, at mange decentrale ledere i den kommunale forvaltning, har forsøgt at undgå jobbanken, fordi man vil have fri ansættelsesret. - De aftaler, vi har indgået med kommunen, har været fornuftige, men det kniber med udmøntningen af dem. I en sådan situation burde kommunen være ét samlet ansættelsesområde. Så man skal øve sig lidt mere på det her. Det nytter ikke, hvis jobbanken får karakter af skraldespand, siger Hans Henrik Hansen , der også mener, kommunen godt kunne havde arbejdet mere med fastholdelsesprojekter og kompetenceudvikling i forhold til de fyrede.
Midtjyllands Avis
11-12-10
Århus Kommune nedlægger 700 stillinger
Fagforeningen HK får travlt, når Århus Kommune nedlægger 700 stillinger, fortrinsvis i administrationen. Formand for HK Kommunal i Østjylland Hans Henrik Hansen siger, at opgaven først bliver at støtte tillidsrepræsentanterne, som får mange bekymrede kolleger at beskæftige sig med, og siden at vurdere konsekvenserne for at sikre, at der bliver taget ansvar for dem. HK Kommunal vil holde øje med Århus Kommunes udviklingspolitik, der har afløst Job- og Løngarantien. De kommende store besparelser i administrationen vil betyde serviceforringelser, påpeger HK og DJØF. Derfor vil konsekvensen af besparelserne også på det administrative område blive serviceforringelser over for borgerne, mener HK. Formand Hans Henrik Hansen , HK Kommunal i Østjylland, peger på en Rambøll-rapport fra 2008, som ifølge ham konkluderede, at 85 pct. af HK -opgaverne i kommunerne er direkte brugerrelaterede. - Jeg er overrasket over, at politikerne i Århus pludselig er nået frem til så voldsomme besparelser på det administrative område, siger Hans Henrik Hansen , formand for ca. 2.000 HK'ere i Århus Kommune.
DR Østjylland, TV2 Østjylland m.fl.
09-12-10
Ansatte i kommuner betaler julefrokosten
Det er ikke julefrokosterne, der belaster kommunekassen. De ansatte betaler selv for deres julearrangement. Det er tid til julefrokoster. Og også landets kommuner benytter sig af lejligheden til lidt uformel festivitas. Men de ansatte i både kommuner og regionerne skal selv have tegnebogen med, når der inviteres til julefrokost. 81 procent af de kontoransatte skal imidlertid have penge med hjemmefra for at kunne deltage. Det viser en undersøgelse, HK/Kommunal har foretaget. Godt hver tredje HK'er - 35 procent - betaler hele gildet selv, mens 46 procent deler udgifterne til silden, snapsen og blodpølsen med arbejdsgiveren. Det er blot en ud af 10 HK'er, der kan nyde en arbejdsgiverbetalt, kommunal julefrokost. Formand for HK/Kommunal Bodil Otto , er ikke overrasket over tallene, og hun har forståelse for situationen. - Arbejdsgiverne bør imidlertid huske, at der til enhver tid skal være plads til at påskønne medarbejderne. Det kan ske ved frihed til uddannelse, fysisk indretning eller for eksempel også gennem en relativt beskeden investering i julefrokosten, siger hun.
Ritzaus Bureau, DR Radioavisen, TV2.dk, MetroXPress m..m.fl.
09-12-10
Fagforeninger sure på borgmester
HK og 3F er utilfredse med Thomas Bankes bemærkninger på Facebook. "Offentligt ansatte skulle måske overveje en billigere fagforening," skriver borgmesteren. Fredericias borgmester, Thomas Banke ( V), er kommet i modvind hos fagforeningerne 3F og HK, efter han forleden ytrede sig om fagforeninger på sin Facebook-profil på internettet. - Borgmesteren er langt, langt ude. Jeg mener, han har handlet etisk forkert, siger Pia Tørving, formand for HK/ Kommunal Midt, der blandt andet dækker Fredericia-området. En debat på Thomas Bankes egen Facebook-profil begynder med borgmesterens ros til kommunens medarbejdere for et historisk lavt sygefravær - men udvikler sig til en menings-udveksling om offentligt ansattes lønniveau. Her skriver borgmesteren: - Det, man måske skulle overveje blandt de offentligt ansatte, var at melde sig ind i en fagforening, der bruger pengene på andet end strejke, demonstrationer, valgkamp til fordel for S og SF. Det er skamfuldt, at man tvinger medlemmerne til at betale for reklame-budgetter til Helle Thorning og Villy Søvndal. Hvis man vælger en billigere fagforening, får man jo flere penge til sig selv, hvilket jeg antager er ønsket bag en højere løn.Pia Tørving finder, at borgmesterens indlæg er decideret organisations-fjendsk. - Som borgmester er Thomas Banke en del af det KL-system, der forhandler med vi " rigtige" fagforeninger, der har forhandlingsretten. Han undsiger sit eget forhandlingssystem. Samtidig med, at vi skal forhandle løn med hans kommunaldirektør, ved vi, at byens borgmester ikke ønsker os som organisationer, siger hun. Thomas Banke afviser over for avisen at have noget imod fagforeninger og har i øvrigt slet ikke nævnt HK med et ord, bedyrer han.
Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad
09-12-10
Tønder Kommune redder 12 ansatte
I begyndelsen af november lød meldingen, at Tønder Kommune var nødt til fyre 40 medarbejdere, der primært er placeret i administrationen og i social-og sundhedsafdelingen. Men helt så galt gik det ikke. - 28 i fuldtidsstillinger er blevet afskediget, fortæller kommunaldirektør Svend Erik Møller. Reduceringen i fyringer er sket ved, at man har haft et ansættelsesstop, og samtidig har 58 medarbejdere sagt ja til at gå ned i tid. Fem seks stillinger er reddet, ved at de 58 er gået nogle timer ned i tid, mens resten er opnået ved ansættelsesstoppet. Fremover vil fyringer i kommuner ikke vil være så usædvanlige. - Den periode, hvor man med en kommunal ansættelse var 100 procent sikret, er væk, fastslår Svend Erik Møller. Fællestillidsmand for HK'erne, Annalise Jensen, er godt tilfreds med den måde, fyringsrunden er foregået på. - Selve det, at man skal afskedige, er lidt trist, men jeg synes, vi har haft en fornuftig proces, siger Annalise Jensen, der roser ledelsens indsats. - Hvis jeg skal give den en karakter, så vil jeg give den en flot karakter, siger fællestillidsmanden, der peger på, at man selvfølgelig altid kan blive bedre til at håndtere den slags situationer.
JydskeVestkysten
06-12-10
Jobkonsulenter: Inger Støjberg er en del af bøvlet
Hvis beskæftigelsesminister Inger Støjberg ( V) besøger et jobcenter i løbet af vinteren, skal hun regne med at møde kulde både ude og inde. Medarbejderne på jobcentrene er nemlig alt andet end begejstrede for ministeren på deres område. De tror ikke på hendes løfter om at få mindsket det enorme bureaukrati, og de savner i den grad anerkendelse for deres arbejde med de ledige. Det fremgår klart af svarene fra 854 ansatte i landets jobcentre, der har deltaget i en ny undersøgelse udført af HK/ Kommunal og Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4. Ifølge undersøgelsen tror 9 ud af 10 medarbejdere - 87 procent - at Inger Støjberg vil være ude af stand til at fjerne noget af den administrative byrde fra deres skuldre. Sølle to procent har tillid til ministeren på det punkt. I dag bruger medarbejderne ifølge flere opgørelser omkring tre fjerdedele af deres tid på at sætte ' kolde flueben', og kun omkring en fjerdedel af tiden på ' varme samtaler' med de arbejdsløse. En af dem, der sidder meget ved computeren, er sagsbehandler Vivianne Tjeder fra et beskæftigelsescenter i København: - Der er blevet talt og talt om i flere år, at der skal afbureaukratiseres, og nu taler Inger Støjberg også om det. Men personligt tror jeg ikke, det kommer til at ske, siger Vivianne Tjeder. Ifølge A4' s undersøgelse synes tre ud af fire ansatte - 76 procent - at de får ingen eller kun ringe opbakning fra Inger Støjberg. Den manglende anerkendelse kan Ilse Asmussen nikke genkendende til. Hun er virksomhedskonsulent og formand for beskæftigelsesudvalget under HK/ Kommunal , der organiserer ansatte i jobcentrene. - Jeg føler mig ikke anerkendt af Inger Støjberg. Jeg føler mig underkendt. Hun signalerer ingen grundlæggende respekt for det arbejde, vi udfører, og hun skyder stort set altid skylden på kommunerne, når der er problemer, siger Ilse Asmussen.
Ugebrevet A4, Urban m.fl.
06-12-10
Tillidskvinde: O. k. til tvungen ferie
- Vi havde selvfølgelig helst set, at vi kunne bevare friheden til selv at vælge, hvornår vi vil holde ferie. Men når der nu skal spares, så er det et af de steder, hvor det gør mindst ondt. Sådan siger næstformanden i Kolding Kommunes hovedsamarbejdsudvalg, Hanne Thomsen, til, at hun og hendes kolleger fremover bliver tvunget til at holde ferie mellem jul og nytår og på fredagen efter Kristi Himmelfartsdag. - Tvungne feriedage er jo indført inden for andre områder - for eksempel i daginstitutionerne, hvor der er lukkedage - og vi må lade være med at være så forkælede i administrationen.
- Vi kan jo spare en masse penge på lys og rengøring, hvis vi holder helt lukket, siger Hanne Thomsen, som fortæller, at nogle siger » øv « til at blive tvunget på ferie. - Men det sætter ikke sindene i kog, tilføjer tillidsrepræsentanten, som er tilfreds med, at det er lykkedes at afværge et udspil om, at også dagene op til påske skulle gøres til tvungne feriedage. - Så havde ledelsen båndlagt for meget af vores ferie, mener hun. Næstformanden for de kommunalt ansatte HK 'ere i hele Sydjylland, Eva Poulsen, kan ikke umiddelbart oplyse, om tvungen ferie mellem jul og nytår er et udbredt fænomen i kommunerne. Men i Esbjerg Kommune, hvor hun arbejder, er der også ferielukket mellem jul og nytår. - Jeg oplever det ikke som et problem, men mens nogle er glade for det, så er andre selvfølgelig kede af at skulle bruge fire feriedage, som de hellere ville have brugt til noget andet, siger hun.
JydskeVestkysten
06-12-10
Grin på jobbet og få succes uden stress
Vi griner rigtig meget, når vi er på job. Det viser en meningsmåling, som analysebureauet Wilke har foretaget for Avisen. dk. Hele 60 procent svarer, at de griner mere end fem gange på en arbejdsdag. Kun én procent griner aldrig på jobbet. - Det er flot, at der bliver grinet så meget. 5 til 10 gange latter dagligt er det, jeg anbefaler, siger latterkonsulent Thomas Flindt, der de seneste syv år har levet af at gøre danskerne gladere og mere effektive. Og der er ingen grund til at spare på latteren. For den kan endda påvirke bundlinjen i regnskaberne. Det mener arbejdsmiljøkonsulent i HK/Kommunal Niels Jakobsen: - At have det sjovt er det vigtigste ved at gå på arbejde. Man producerer mere og har et større fokus. Det har en afgørende betydning. Det kender de alt til på Søllerød Kro, hvor køkkenpersonalet har været indlagt til en hel uge med grin. - Latterterapien bekræftede os i, at vi gør det rigtige. Det virker, siger køkkenchef Jakob de Neergaard. Nogle, der sjovt nok har fået mindre at grine af i løbet af finanskrisen, er dog latterfirmaerne, der lærer virksomheder og private danskere, hvordan man bliver et gladere menneske.
Søndagsavisen
05-12-10
Sådan skader julefrokosten
Julefrokosten skal også være sjov dagen derpå, men alkoholindtaget kan sætte en stopper for den gode stemning, også efter julefrokosten er slut. Selvom arbejdsgiveren skal betale de ansattes julefrokostskader, kan der specielt blandt chefer være store personlige omkostninger ved hæmningsløs adfærd, lyder det fra HK/Kommunal. Helt hæmningsløs adfærd kan nemlig give et stærkt ubehagelige efterspil for den enkelte medarbejder. Arbejdsmiljøkonsulent i HK/Kommunal , Niels Jakobsen advarer mod, at man kun fokuserer på de fysiske skader, der kan ske under firmajulefrokosten. - Hvis limbo-konkurrencen udløser en rygskade, er der ingen tvivl om, at den kan betragtes som en arbejdsskade. Og den hænger arbejdsgiveren på. Alligevel al mulig grund til, at man som ansat klapper hesten og bevarer et minimum af sund fornuft, siger Niels Jakobsen. Mange glemmer at tænke sig om, når snapsen kommer indenbords, fordi firmajulefrokosten står som et vigtig som frirum for både medarbejdere og ledere. Men det kan store konsekvenser, at tro at man er usårlige ved julefrokosten. - Vi ser hvert år, at mange ansatte får skader på både krop og sjæl. Prisen for at koble al fornuft fra kan blive ganske høj - også på den lange bane. Alle bør derfor holde sig for øje, at julefrokosten også skal være sjov, når man møder på arbejde om mandagen, pointerer Niels Jakobsen. Og især cheferne bør tænke sig om en ekstra gang, inden de kaster sig ud i umådeholden druk eller grænseoverskridende opførsel.
MetroXpress
04-12-10
Er det tid til eftertanke?
Debatindlæg af Brian Andersen formand HK Kommunal Nordjylland. VK- Regeringen stopper transport af farligt affald til Danmark. Det er rigtigt og modigt, at de ved nærmere eftertanke tør gå imod egne beslutninger. Det giver mig håb om, at regeringen ved nærmere eftertanke stopper vedtagelse af lov " om Udbetaling Danmark", som betyder, at folkepensionister ikke mere kan rette henvendelse på det lokale kommunekontor, når de har spørgsmål omkring deres pensionsforhold og dermed retssikkerhed. Jeg er sikker på, at VKO ved nærmere eftertanke siger, at samfundet ikke kan byde folkepensionisterne at de skal betjene sig selv med Internettet som livline. Og at VKO kan se, at der slet ingen økonomisk besparelser er ved at samle opgaver i fem centrale centre, langt fra hvor folkepensionisterne bor. Tværtimod.
Nordjyske Stiftstidende
04-12-10
Er det lediges skyld?
Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. Først var der statsministeren åbningstale, hvor han siger, at der i fremtiden ikke skal være nogen borger under 40 år, som får førtidspension. Nu hører vi så Helle Sjelle ( K), som siger, at borger under 40 år kun skal have tildelt fleksjob midlertidigt. Jeg ville da ønske, at virkelighed var således, at alle borger kunne arbejde på normal vis og på fuld tid. Men vi må desværre konstatere, at ikke alle har deres fulde førlighed, så de ikke er i stand til at klarer kravene på arbejdsmarked. For borger der er på førtidspension eller fleksjob er det afgørende, at de trygt kan stol på, at den afgørelse, erkendelse og situation de er kommet til, ikke ændres til en yderligere usikkerhed, om de kan bevare den fremtidige indtægt. De borger har været nok usikkerhed igennem og ofte et langt forløb, døjer jo fortsat med helbredet. Herudover synes jeg, at der i regeringens udtagelser, er manglende respekt og ligger en stor mistillid til, om mine HK rådgiver, sammen med lægefaglige vurdering, ikke er faglig dygtig nok til vores arbejde. Regeringen mener, at de offentlige udgifter skal ned, for at løse finanskrisen i Danmark. Mit spørgsmål er, mener regeringen det er førtidspensionisterne, borgerne på fleksjob og de arbejdsløse, der er skyld i, at Danmark har en finanskrise? Og at finanskrisen kun kan løses ved at ydelserne falder bort?
Nordjyske Stiftstidende
02-12-10
Stem imod
Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. Åbent brev til alle nordjyske folketingspolitikere: Jeg vil bede dig om at stemme imod, at man skrotter aktivering og kun satser på virksomhedspraktik. Aktivering er udskreget som den store synder, fordi de private aktører havde misforstået indholdet, ved at lave såkaldte pipfuglekurser og andre nytteløse former for aktivering. Det er mindst to år siden, disse aktiveringsformer er stoppet. De nordjyske kommuner er kommet godt i gang med meget kvalificerede, målrettede og individuelle aktiveringsforløb, som specielt er gode for de personer, der ikke er umiddelbart arbejdsparat eller har særlig problemstillinger, så som psykiske problemer. Specielt for de unge ufaglærte vil det være en katastrofe, at man nedlægger aktivering. Fordi mange unge ikke opfylder de faglige og personlige kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger i forhold til et arbejde eller virksomhedspraktik.
Nordjyske kommuner har i den grad brug for mange penge til aktivering. Kommunekasserne er tomme i Nordjylland, efter besparelse på over 350 mio. kr. siden kommunalreformen. Fortsat stor arbejdsløshed dræner yderligere kommunekasserne.
Nordjyske Stiftstidende
01-12-10
Oprettet: 21.02.11, kl. 14.12
Redigeret: 21.02.11, kl. 14.12 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <21.02.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.