Du er her: hk.dk > Kommunal > Nyheder > Omtale i medierne > Januar 2011


Kontakt

Ring til HK

Telefon: 7011 4545

Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00

Fredag: 8.00 til 16.00

HK/Kommunal

Weidekampsgade 8
Postbox 470
0900 København C

Send besked eller spørgsmål

Pressekontakt

Lokalafdelinger

Find din afdeling


Januar 2011

Bornholm risikerer at miste kommunale arbejdspladser

HK Hovedstaden mener, at Bornholm burde have haft et af de landsdækkende centre for kommunal sagsbehandling. Jylland får tre centre, Sjælland får to, og så har Odense og Århus fået en særordning, så de ikke mister kommunale arbejdspladser før om to år. Bornholm har forsøgt at få samme ordning, men uden held, og det kan koste op til 13 kommunale arbejdspladser på øen. Det ærgrer sektorformand i HK København Winnie Axelsen , som mener, at et call-center på Bornholm ville være oplagt.

DR Bornholm Nyheder, DR.dk

31-01-11

Grin på jobbet og få succes uden stress

Vi griner rigtig meget, når vi er på job. Det viser en meningsmåling, som analysebureauet Wilke har foretaget for Avisen. dk. Hele 60 procent svarer, at de griner mere end fem gange på en arbejdsdag. Kun én procent griner aldrig på jobbet. - Det er flot, at der bliver grinet så meget. 5 til 10 gange latter dagligt er det, jeg anbefaler, siger latterkonsulent Thomas Flindt, der de seneste syv år har levet af at gøre danskerne gladere og mere effektive. Og der er ingen grund til at spare på latteren. For den kan endda påvirke bundlinjen i regnskaberne. Det mener arbejdsmiljøkonsulent i HK/Kommunal Niels Jakobsen: - At have det sjovt er det vigtigste ved at gå på arbejde. Man producerer mere og har et større fokus. Det har en afgørende betydning. Det kender de alt til på Søllerød Kro, hvor køkkenpersonalet har været indlagt til en hel uge med grin. - Latterterapien bekræftede os i, at vi gør det rigtige. Det virker, siger køkkenchef Jakob de Neergaard. Nogle, der sjovt nok har fået mindre at grine af i løbet af finanskrisen, er dog latterfirmaerne, der lærer virksomheder og private danskere, hvordan man bliver et gladere menneske.

Søndagsavisen

30-01-11

HK'ere vil ikke flytte fra Bornholm

Mellem seks og ni HK 'ere i kommunen har sagt nej tak til at flytte til Vordingborg. Baggrunden er, at deres arbejde flytter fra kommunen til ATP. Fra næste år skal ATP nemlig stå for udbetalingen af folkepension, førtidspension og boligstøtte ifølge en aftale med regeringen. 1.500 kommunale ansatte fra hele landet bliver tilbudt at flytte til et af de fem centre, der oprettes med navnet Udbetaling Danmark. At de bornholmske HK'ere ikke vil flytte kan formand for HK Hovedstaden, Winnie Axelsen, godt forstå. - Det kan slet ikke hænge sammen, hverken økonomisk eller familiemæssigt. Men den største anke imod at flytte er, at en trediedel af de kommunalt ansatte, som skal rykke ind i de fem centre, skal fyres efter to-tre år. Det er en umulig situation at sætte folk i, siger Winnie Axelsen , sektorformand i HK Kommunal i Hovedstaden. Hun og kollegerne håber på, at andre kollegers farvel til arbejdet i kommunen, kan give plads til dem.

DR Bornholm Nyheder, DR.dk

29-01-11

FOA står alene med strejketrommer

Baglandet i FOA adskiller sig markant fra de øvrige fagforbund, når det gælder medlemmernes strejkelyst i forbindelse med de igangværende overenskomstforhandlinger. I en rundspørge blandt 70 lokalformænd fra en række af de store forbund mener godt halvdelen i FOA, at en strejke i år er meget sandsynlig, hvis ikke medlemmerne får opfyldt hovedkravene om tryghedsordninger, medbestemmelse og en sikring af reallønnen. I modsætning hertil står de øvrige lokal- og kredsformænd fra blandt andet BUPL, Danmarks Lærerforening og HK Kommunal, hvor kun 15 procent vurderer, at medlemmerne med stor sandsynlighed vil nedlægge arbejdet denne gang.

Berlingske, JydskeVestkysten m.fl.

28-01-11

Organisationer kræver socialt rejsehold

Kommunernes besparelser på området for udsatte børn og unge, får nu Socialpædagogerne og otte andre organisationer til at sende et åbent brev til socialminister Benedikte Kiær (K). I brevet opfordrer de ministeren til at oprette et rejsehold, som skal kulegrave området. Brevet indeholder en række eksempler på, hvordan indsatsen overfor de udsatte børn, unge og deres familier er under pres ude i kommuner. Eksempler som at over 1.000 børn ikke kommer i skole, eller får undervisning, at institutioner nedlægges og at unge lever på gaden, efter at kommunen har flyttet dem fra det sted, de var anbragt. Det åbne brev til socialministeren er udover Socialpædagogerne underskrevet af Foreningen af Danske Døgninstitutioner, HK/Kommunal , Børnesagens Fællesråd, Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte, Børn & Familier, FBU ForældreLandsforeningen, Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud og Danske Socialrådgiverforening.

Danske Kommuner, DKNyt m.fl.

28-01-11

Brug HK

Debatindlæg af Brian Andersen, formand for HK Kommunal Nordjylland. Tiden er moden til at tænke mere i helheder. Det betyder blandt andet, at man lader papirarbejdet udføre af det administrative HK -personale og lægesekretærerne. De HK-grupper kan udføre arbejdet effektivt og hurtigt.

Nordjyske Stiftstidende

28-01-11

HK tjekker jobcentret i Kolding

Formand for HK Kommunal Lene Roed forklarer, at man bliver nødt til at insistere på, at kommunale arbejdsgivere kommer op i gear og tager arbejdsmiljøet alvorligt. Og blandt andet derfor vil HK i Sydjylland nu give jobcentret i Kolding et grundigt eftersyn. Mange ansatte på jobcentre har et dårligt arbejdsmiljø. Stress, trusler og dårligt psykisk arbejdsmiljø er hverdagen for ansatte på mange jobcentre. HK Sydjylland har så at sige inviteret sig selv, og kigger inden for på jobcentret for at tale med både ansatte og chefer, fortæller formanden for HK/Kommunal Sydjylland, Lene Roed.

DR Trekanten Nyheder m.fl.

27-01-11

Fyringsrunde i Aarhus Kommune

Mange ansatte i Aarhus Kommune mister deres job i dag. Som en konsekvens af at kommunen skal barbere budgettet ned, vil flere hundrede stillinger blive nedlagt. Det er blandt andet administrationen, som må holde for. - Her er en trykket stemning. Folk er lidt anspændte, og det er som stilhed for stormen. Alle er afventende. Hvad ender det her med? Hvor mange fyringer bliver der tale om? siger Ole Sønderup, som er fællestillidsrepræsentant for HK'erne i Børn og Unge-afdelingen. Også i magistraten for sociale forhold og beskæftigelse er spørgsmålene mange blandt de ansatte. - Det er med tilbageholdt åndedræt, at folk sidder og venter på at se, om de er blandt de udpegede, fortæller HK-fællestillidsrepræsentant Helle Rix. De, som får et prik på skulderen, vil have faglig opbakning at læne sig op ad under samtale. Både Ole Sønderup og Helle Rix har sat hele dagen af til at stå til rådighed for de berørte. - Det gør jeg til med en vis ydmyghed, for det er en meget hård situation, som medarbejderne bliver udsat for. Det ved jeg, at ledelsen også gør, for der er mange af vores ledere, der heller ikke har været med i en lignede situation før, siger Helle Rix. For de, som kan beholde jobbene, kan den kommende tid også blive svær. - Jeg kan frygte, at medarbejderne vil forsøge at holde det samme serviceniveau, og det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med så mange færre hænder. Så der er brug for hjælp fra ledelsen til at sige, hvad vi ikke længere kan lave, og hvilken service vi ikke længere kan yde, siger fællestillidsrepræsentanten for HK'erne i magistraten for sociale forhold og beskæftigelse, Helle Rix.

DR Østjylland Nyheder. DR.dk

27-01-11

HK besøger jobcentre

Den intense politiske debat om beskæftigelsesområdet, pressede arbejdsforhold, stress og faglige udfordringer får nu HK MidtVest til at rykke ud til de midt- og vestjyske jobcentre. HK MidtVest besøger jobcentrene i alle de midt- og vestjyske kommuner i uge 4. - Vi vil med besøgene tale med både ansatte, ledelserne og beslutningstagerne ude i jobcentrene, fordi vi mener, det er vigtigt, at der bliver fokuseret på jobcenter-medarbejdernes arbejdsvilkår. Netop nu er en ophedet politisk debat i gang, og samtidig er der meget travlt på centrene, hvilket øger presset på medarbejderne, fortæller formand for HK/ Kommunal MidtVest Marianne Køpke. Hun peger på, at fagforeningen har gennemført en stor arbejdsmiljø-undersøgelse blandt sine medlemmer. Den viser, at arbejdsmiljøet på jobcentrene lader meget tilbage at ønske. HK tager temperaturen på de midt -og vestjyske jobcentre.

Dagbladet Struer, Dagbladet Holstebro m.fl.

26-01-11

Medarbejdere skal plejes

Nyt debatindlæg lægger op til nytænkning i ledelsen af medarbejdere i velfærdsområderne. Med færre hænder til at sørge for velfærden på for eksempel skoler, sygehuse og i ældreplejen, er der brug for nytænkning i den offentlige sektor. Det mener parterne bag et nyt debatoplæg kaldet "De skjulte velfærdsreserver". Ifølge oplægget skal der sættes ind på den såkaldte sociale kapital, der består af tillid, retfærdighed og samarbejde mellem medarbejdere og ledere. Og det er vigtigt at pleje medarbejderne, slår oplægget fast. - Selv om vi har meget at være stolte af på de kommunale og regionale arbejdspladser, er vi også nødt til at spørge os selv, om vi giver vores medarbejdere de optimale betingelser for at yde en god service, siger Bodil Otto , næstformand i Vækst for Ledelse og formand for HK/Kommunal . Meningen med oplægget er ikke at komme med svarene, men at sætte gang i debatten. Debatoplægget er blevet forudbestilt i 20.000 eksemplarer.

Danske Kommuner m.fl.

26-01-11

HK bekymret for jobcentrenes medarbejdere

Stress og pressede arbejdsforhold kombineret med konstant politisk debat om beskæftigelsesområdet. Det præger arbejdsdagen for medarbejderne på de midt- og vestjyske jobcentre, og derfor vil HK MidtVest nu sætte fokus på arbejdsvilkårene for de ansatte på jobcentrene. I løbet af denne uge besøger fagforeningen derfor områdets ni jobcentre for at tale med medarbejdere, ledere og beslutningstagere om forholdene på jobcentrene. - Vi vil lytte til, hvad der er, vi som faglig organisation kan gøre for, at vilkårene for de jobcenter-ansatte bliver bedre, forklarer Marianne Køpke, der er formand for HK/ Kommunal MidtVest. Hun håber ligeledes at få forskellige input, som kan bruges i dialogen med landspolitikerne, som i sidste ende sætter rammen om hverdagen på jobcentrene. Møderne her i landsdelen er samtidig startskuddet til en lang række lignende møder landet over.

Skive Folkeblad m.fl.

25-01-11

Nu må vanviddet stoppe

Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. SU-støtten skal afskaffe for kandidatstuderende, mener regeringens vækstforum. Konservativ Ungdom går skridtet videre og mener ( 23.1.), at SU'en helt skal afskaffes. Nu må regeringens vanvid til at stoppe. Venstre må forstå, at danskerne ikke vil liberalisme. Alle skal have en mulighed i samfundet, uanset om de er født i hjem, med svære vilkår og små indkomster. Regeringen har så travlt med, at man skal klare sig selv. Men hvad med dem, som ikke har råd? Det er jo her vores skattesystem regulere den enkeltes muligheder i samfundet. Skatteindtægterne betyder jo, at alle får samme grundlæggende muligheder for uddannelse, sygdomsbehandling, ældrepleje, arbejdsløshedsstøtte, m. v.. Det er de danske værdier, vi skal værne om. Jeg håber snart, at ældre, unge, de arbejdsløse, syge, med flere, går på gaden og klart fortæller regeringen, at deres liberalistiske ideologikamp skal stoppe, inden de får ødelagt for meget, af det vi i Danmark er verdenskendt for. Nemlig, det gode trygge danske velfærdssamfund, hvor ingen få lov til at gå til grunde og samfundet er med til at investere i et højt uddannelsesniveau. I øvrigt er det at få hævet det danske samfunds uddannelsesniveau, for hver enkelt, jo en god investering i et fremtidigt velfærdssamfund. Og det vel investering og vækst vi har brug for i Danmark. Og ikke mindst en god og kvalificerede offentlig sektor, for mine nuværende og kommende HK medlemmer.

Nordjyske Stiftstidende

25-01-11

Det var ikke det du gik til valg på vel?

Debatindlæg af Leif Luxhøj-Pedersen, HK Kommunal Hovedstaden. Christina Stenberg Lille gik til valg på, at normeringerne skule op og det skulle være slut med de konservative og socialdemokraternes " dårlige" politik på daginstitutionsområdet. Jeg har gjort mig den ulejlighed og finde dine mærkesager frem fra valgkampen - der var også noget med, at forældrene skulle have valgfrihed ikke noget med firkantet løsninger for vores institutioner. Nu er du blevet næstformand for børneudvalget og har mødt den virkelighed dine partifæller i regeringen giver landets kommuner. Så nu får forældrene i vores kommune både dårligere normeringer og som noget nyt sommerferie lukning i tre uger det vil mange forældre sikkert være glade for, at kommunalbestyrelsen " hjælper" dem med deres ferieplanlægning. Var der nogen der sagde system frem for mennesker. Det plejer Venstre og sige ved festlige lejligheder, Jeg har også bemærket din smukke udtalelse om, at mange børn nok synes det er spændende og komme et nyt sted hen i sommerferien. Det svarer til, da Anders Fogh Rasmussen syntes, det var en god idee med flere børn i folkeskolens klasser, så de fik nogle flere legekammerater. Hvis andre forældre eller borger vil læse, hvad Christina ville gøre på børneområdet, inden hun kom i kommunalbestyrelsen , kan jeg anbefale og gå ind på Venstres lokale hjemmeside under mærkesager og se de fine ord.

Det Grønne Område m.fl.

25-01-11

Kommuner: Jagt på bedragere bør optrappes

Det offentlige burde investere endnu flere kræfter på at stoppe borgere, som får ydelser, de ikke er berettiget til - de såkaldte sociale bedragere. Sådan lyder opfordringen fra flere kommuner , Ritzau har talt med. - Vi kunne sagtens bruge endnu flere hænder hos os, siger fuldmægtig i Kolding Kommunes kontrolgruppe mod socialt bedrageri, Marianne Lyngholm-Pedersen. Helsingør Kommune er en af de kommuner , der går forrest i kampen mod de sociale bedragere. I 2010 hev kommunens kontrolgruppe på fire mand over 10 millioner kroner hjem i deres jagt på bedragere. I år vil kommunen styrke kontrolgruppen med yderligere to mand. Flere kommuner opruster ligesom Helsingør, men der er potentiale til endnu mere, siger de. Og det er fagforeningen HK/Kommunal enig i. - Det er jo et område, man ikke har afsat så mange ressourcer til tidligere. Men man burde ansætte endnu flere hænder til det, siger formand for socialpolitisk udvalg i HK/Kommunal, Per Støve. Frederiksberg Kommune oprettede en kontrolgruppe ved årsskiftet, og her har man allerede hænderne fulde, fortæller specialkonsulent i den ny kontrolgruppe, Peter Møller. - Jeg skal hilse og sige, at vi ikke kommer til at kede os det første stykke tid. På landsplan snakker vi garanteret ikke under fem milliarder kroner, som ryger lige lugt ud i de forkerte lommer, siger han. En del af de penge, som hives ind fra disse snydere, ryger uden om kommunekassen og ned i statskassen. Det gør, at kommunerne får mindre råd til at intensivere indsatsen fra egne lommer. Men en øget indsats vil alligevel falde på et tørt sted i kommunerne, mener Per Støve. - Det er noget, som de hårdt trængte kommuner virkelig kunne have brug for, siger han.

Ritzaus Bureau m.fl.

21-01-11

Fokus på arbejdsmiljø på jobcentre

HK MidtVest sætter i næste uge arbejdsvilkårene for de ansatte på jobcentrene under lup. Det sker efter fagforeningen har lavet en undersøgelse, som viser, at arbejdsmiljøet for netop de ansatte dér halter. Undersøgelsen viser blandt andet, at mere end 10 procent af de ansatte på jobcentrene har været udsat for trusler om vold, fortæller formand for HK Kommunal i Midt- og Vestjylland Marianne Køpke. I andre typer af afdelinger er det tal på mindre end to procent, siger hun. Derudover er de ansatte på jobcentre og de såkaldte ydelseskontorer hårdt ramt af højt arbejdstempo og stress. HK besøger jobcentrene i ni midt- og vestjyske kommuner i næste uge for at skabe dialog med personale og ledelse om, hvordan der kan skabes et bedre arbejdsmiljø.

DR Midtvest m.fl.

21-01-11

Har fem arbejdspladser i Kolding

Karin Andersen har ikke bare én - men hele fem arbejdspladser i Kolding kommune. Baggrunden er at hun sidste år fik et job med løntilskud på daginstitutionen Tved. Men da der ikke var kontorarbejde nok i Tved, blev Karin Andersen hurtigt populær i andre institutioner. Kontorarbejde er nemlig ikke det, institutionslederne har mest forstand på. Ordningen er blevet et hit blandt institutionerne, hvor lederne pludselig har fået mere tid til deres egentlige arbejde. Hvis alle institutioner i Danmark fik kontorhjælp efter Kolding-modellen, så vil det skabe 900 nye arbejdspladser, oplyser HK/Kommunal til TV Syd.

TV2 Syd m.fl.

19-01-11

Offentlige overenskomstforhandlinger er i gang

800.000 offentligt ansatte, blandt dem HK 'ere og sygeplejersker, skal have nye overenskomster, og forhandlingerne er i gang. Men hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er der ikke penge til markante forbedringer for de offentligt ansatte, og blandt andet i forsvaret ønsker de offentlige arbejdsgivere en højere pensionsalder. Bodil Otto, som blandt andet er formand for HK 'ere på landets rådhuse, forudser ikke en gentagelse af demonstrationerne fra 2008. Tværtimod forudser hun en accept af reallønsnedgang som konsekvens af forhandlingerne. Men arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet vurderer, at regeringen godt kan blive straffet ved det nært forestående folketingsvalg, hvis overenskomstforhandlingerne resulterer i udbredt utilfredshed hos de offentligt ansatte.

DR P1

19-01-11

Pilskæv kønsfordeling i kommunerne

Når plejehjemmets ældre, skolebørn og forældre banker på døren til lederens kontor, møder de vanligvis en kvinde bag skrivebordet i de kommunale institutioner, de bruger til daglig. Kvinder sidder nemlig på mere end syv ud af ti kommunale lederposter, viser den hidtil største danske undersøgelse om ledelse i danske kommuner, som Syddansk Universitet ( SDU), Lederne og Kommunaldirektørforeningen står bag. Men det er netop som institutionsledere, at kvinderne udfolder deres lederevner, og ikke i de højere lag af kommunernes magthierarki. Her er kønsfordelingen vendt på hovedet med kun omtrent 30 procent kvinder på direktørposterne og kun seks kvindelige kommunaldirektører ud af 98. Den ubalance vil formand for HK/ Kommunal Bodil Otto have rettet op på: - Som det er nu, leder kvinder medarbejdere, mens mændene leder ledere. Det er skævt, og jeg mener helt klart, at der skal være kvinder i toppen. Direktionen bør afspejle en samlet medarbejderskare, siger formanden og henviser til, at otte ud af ti kommunalt ansatte er kvinder. Kvinder fravælger ledelse Professor i statskundskab fra SDU Kurt Klaudi Klausen, som har stået bag undersøgelsen, mener ikke, at skævheden er problematisk, for på skoler, plejehjem og andre institutioner afspejler antallet af kvindeledere netop medarbejderskaren. - Hvis vi kunne se, at kvinderne blev forfordelt niveauet højere oppe, ville vi have et problem. Men der er mange gode forklaringer på, hvorfor udvælgelsen af ledere finder sted, som den gør. At det ikke er en verden, der tiltaler kvinder, at de ikke søger stillingerne og at de vælger det fra, siger Kurt Klaudi Klausen. I løbet af det næste årti går omtrent 60 procent af de kommunale ledere på pension. Men for Kommunaldirektørforeningen er det ikke en anledning til få flere nye kvindelige ledere ind på topposterne. - Det er ikke så meget ud fra en kønspolitisk synsvinkel, men fordi en masse talent går tabt, siger formand Jens Christian Birch.

Berlingske Tidende, Randers Amtsavis m.fl.

19-01-11

Send VKO på pension

Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. Poul Nyrup og dermed S tabte valget på trods af, at man bevarede retten til efterløn, når man fyldte 60 år. Dog med den ændring, at det økonomisk bedste kunne svare sig, at vente til man fyldte 62 år. Det kaldte man løftebrud. Regeringen har lavet en bred aftale i Folketinget i 2006, hvor nuværende rettigheder til efterløn bevares indtil en nedtrapning i 2019. Denne aftale stod ifølge regeringen ikke til at ændre. I statsministeren nytårstale kunne man så opleve et løftebrud at dimension. I juridisk sprog hedder det bristede forventninger, hvor man kan kræve en dom på dem, som har snydt en og efterfølgende erstatning. Jeg håber, at dommen må være, at regeringen sendes på langvarig pension. Tør du stole på regeringen efter et sådan løftebrud?

Nordjyske Stiftstidende

18-01-11

Massefyringer på OUH

Der er massefyringer på vej på Odense Universitetshospital (OUH). Hospitalet skal spare 220 millioner kroner over de næste to år, og det vil koste 300 ansatte jobbet. Samtidig bliver 100 andre forflyttet. Foreløbig ligger det fast, at 100 medarbejdere i administrationen mister jobbet. - Det er rigtig mange kollegaer, vi skal sige farvel til, og det er aldrig sjovt, siger Ann Hestbech, fællestillidsrepræsentant, HK .

TV2 Fyn

17-01-11

HK: Udspil er uambitiøst

Regeringens tiltag mod bureaukratiet ændrer ikke på, at form er vigtigere end indhold, mener HK/Kommunal. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) erkender, at de mange regler har skabt et sygt beskæftigelsessystem. Men hendes medicin kurerer ikke sygdommen. Sådan lyder det fra Ilse Asmussen , formand for beskæftigelsesudvalget i HK/Kommunal . Hun betegner regeringens udspil med 46 forslag til regelforenkling som uambitiøst. - Jeg anerkender, at beskæftigelsesministeren tilsyneladende har taget det altomfattende bureaukrati på området alvorligt. Men Inger Støjbergs udspil fjerner ikke hele den ødelæggende tilgang om, at form er vigtigere end indhold, siger Ilse Asmussen. - De mange snærende kontrolmekanismer vil stadig dominere i et system, der grundlæggende er ude af stand til at udnytte de mange dygtige medarbejderes kompetencer, erklærer hun. Fra HK lyder der dog også ros til nogle af initiativerne, blandt andet det forslag, at ledige ikke skal gennem systemet, hvis de finder nyt job inden for fire uger. - Jeg ser frem til, at nogle af de forbedringer, der trods alt er tale om i ministerens udspil, vil kunne frigive nogle af jobmedarbejdernes ressourcer til en mere meningsfuld indsats, siger Ilse Asmussen. - Mit håb er, at vi fremover i højere grad får mulighed for i samarbejde med den ledige at udarbejde mere individuelt tilpassede planer, så vi undgår at give de ledige direkte forkerte tilbud.

TV2Nord, Børsen, Danske Kommuner m.fl.

13-01-11

Sladreordning vækker skepsis

Ansatte i Frederiksberg Kommune skal have mulighed for at fortælle om uregelmæssigheder på deres arbejdsplads - ganske anonymt. Kommunen vil som den første i landet indføre en såkaldt whistleblower-ordning. Men selv om den lettere adgang til anonym kritik umiddelbart er et plus for medarbejderne, vækker initiativet bekymring i HK/Kommunal. Arbejdsmiljøkonsulent Niels Jakobsen kender til flere eksempler på medlemmer, der har fået problemer, efter de har afsløret svindel på jobbet. - Min erfaring er, at det ikke går godt for de medarbejdere, der er gået videre med deres viden. For ikke alle er glade for, at sandheden kommer frem. Jeg har blandt andet oplevet, at vores medlemmer ikke er blevet troet på eller er blevet ugleset på deres arbejdsplads, fortæller konsulenten til forbundets eget nyhedsbrev. Frederiksberg Kommunes løfte om anonymitet giver han ikke meget for. Hvis sagen ender i retten, eller hvis kollegerne søger aktindsigt, risikerer whistlebloweren at blive afsløret. Niels Jakobsen opfordrer i stedet HK 'erne til at gå til deres tillidsrepræsentant, hvis de vil afsløre snyd eller lette hjertet. - På den måde bevarer man som medarbejder sin anonymitet, understreger han.

Danske Kommuner m.fl.

12-01-11

HK frygter for IT-svage borgere

I 2011 kan borgerne med al sandsynlighed forvente længere ventetid i kommuner og regioner, siger afdelingssektorformand Marianne Køpke, HK Kommunal MidtVest. HK 'erne regner nemlig med at få endnu mere travlt end sidste år, og det vil blandt andet komme til at gå ud over it-svage borgere, siger hun. De ansatte HK 'ere forventer ifølge en HK -undersøgelse nemlig, at de må løbe endnu stærkere i 2011 for at få tingene til at hænge sammen. Næsten 6 ud af 10 HK 'ere i de midt-og vestjyske kommuner og regionen regner med, at der vil blive mere arbejde i 2011, end der var sidste år. Helt præcist er det 56,4 procent af HK 'erne, der regner med få flere eller større arbejdsopgaver. Det er væsentligt mere end de forventninger, deres HK -kolleger i Nord-og Sønderjylland har. - Det er foruroligende. Det stigende arbejdspres får konsekvenser for den service til borgerne, der ydes fra kommuner og regioner, siger Marianne Køpke. Hun frygter at eksempelvis færre lægesekretærer vil betyde, at patientjournaler hober sig op, og at patienterne må vente længere på undersøgelsessvar og dermed videre behandling. - Tilsvarende ser det jo ud i kommunerne. Jeg er stærkt bekymret for, hvordan ansatte skal blive ved med at holde til tempoet, lyder det fra den lokale formand for HK/ Kommunal. - Det stigende arbejdspres kombineret med Folketingets beslutning om at sende store dele af den kommunale borgerbetjening ud i centre, der ligger længere væk fra bopælen, vil især ramme de ældre medborgere og borgere uden de store it-kompetencer, mener Marianne Køpke. Hun mener, at netop it-svage borgere har brug for at henvende sig personligt for at få råd, vejledning og støtte. - Vi risikerer for alvor at få et samfund, der er splittet i et A-, B-og endda et C-hold. De nye digitale muligheder for selvbetjening kan langtfra imødekomme alles forventninger, siger hun.

Skive Folkeblad, Herning Folkeblad

12-01-11

HK-tillidsmand: Indfør lukkedage på rådhuset

Fællestillidsmand for de kontoransatte i Fredericia Kommune, Helle Bang Andersen, beklager dybt de nye besparelser på rådhuset. De rammer, som omtalt i avisen i går, ikke mindst administrationen. Udover lavere serviceniveau på mange felter forudser Helle Bang Andersen længere sagsbehandlingstid: - Der er jo altid nogen, der lige beder om den eller den oplysning eller den og den beregning. Imidlertid mener hun, at der nu bør overvejes egentlige lukkedage på rådhuset, så det personale, der er tilbage efter sparerunden, får bedre tid til arbejdet. I foråret blev Fredericia Kommunes administration beskåret med 10 millioner kroner. Nu økses der yderligere tre millioner kroner af årligt frem mod 2013. Fællestillidsmanden anerkender, at besparelserne rent politisk i høj grad er ført udenom ældre og skolerne. Men indirekte rammer de alligevel områderne tæt på borgerne i Fredericia. Netop fordi administrationen til dels er fundamentet under disse såkaldte kerneydelser. Helle Bang Andersen, der selv sidder på brandstationen, understreger, at hun hér og nu udtaler sig som HK -tillidsrepræsentant. Hun sidder også som næstformand i kommunens hovedsamarbejdsudvalg, hvor kommunaldirektøren er formand. Om stemning blandt sine medlemmer siger hun: - Jamen, jeg vil ikke sige, at vi vænner os til besparelser, men der er en vis resignation. Udover på administrationen er økonomiudvalget pålagt at spare på blandt andet indtaget af kontorelever i Fredericia Kommune, ligesom der indføres gebyr på borgeres og pressens anmodning om aktindsigt.

Fredericia Dagblad

11-01-11

- Besparelserne er klaret i ét hug

Med mindre der sker dramatiske ændringer i den kommunale økonomi, ligger der ikke nye fyringsrunder og truer i Odense Kommune. Det siger stadsdirektør Jørgen Clausen og økonomi- og organisationsdirektør Bente Monsen med overbevisning i stemmen - dog uden de vil udstede jobgaranti til de tilbageblevne. -Det kan vi ikke, men vi kan slå fast, at vi med fjernelsen af i alt 37 stillinger har klaret den store økonomiske udfordring i ét hug. Med 12 deciderede fyringer er det gået lidt hårdt for sig, men det er nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen, siger makkerparret Monsen og Clausen, der igen og igen understreger, at fyringerne har menneskelige konsekvenser, men at de er nødvendige. Hverken Bente Monsen eller Jørgen Clausen er specielt kendt for at bære følelserne uden på tøjet. Da de bliver spurgt om, hvad fyringsrunden har gjort ved dem, lyder svarene. Jørgen Clausen: -Det er ikke en rar situation. Vel er det ubehageligt, men vi gør det nødvendige. Fra mandag morgen blev de berørte orienteret, og siden blev der ude i afdelingerne givet besked mundtligt, inden man ved 14-tiden kunne udsende en samlet besked til alle ansatte i Borgmesterforvaltningen. HK -tillidsmand Herluf Rasmussen mener, at fyringer og fratrædelser med videre er sket på en afbalanceret måde. - Både mine medlemmer, akademikere og chefer er blevet ramt, lyder det fra tillidsmanden.

[ -Det er ikke en rar situation. Vel er det ubehageligt, men vi gør det nødvendige.

Fyens Stiftstidende

11-01-11

Stop ødslepolitik

Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. Regeringen afviser, at afskaffelse af efterlønnen og skattelettelser har noget med hinanden, at gøre. Det passer jo ikke, for siden 2004 har regeringen og DF gennemført skattestop og skattelettelser, svarende til, at der hvert år mangler 65 mia. kr. i offentlige indtægter. På grund af de manglende indtægter finder regeringen og måske DF det nødvendig at afskaffe efterlønnen, for at spare 16 mia. kr. årligt. Mine HK -medlemmer i de nordjyske kommuner og i regionen bliver dobbelt ramt, af at regeringen og DF har sollet pengene væk, ved at give de rige skattelettelser. Foruden afskaffelse af mulighed for at gå på efterløn, ja så er kommunerne ramt at dårlig økonomi på grund af de manglende indtægter, fra de 65 mia. kr.. Det betyder fyringer af mine HK medlemmer. Færre ansatte rammer borgerne, da 85 pct. af mine kommunale medlemmer arbejder med borgernær service. Så der vil være opgaver, der ikke kan løses mere. Samtidig vil det går udover min HK medlemmers arbejdsmiljøet. Men det stopper ikke regeringen i at kræve fortsat besparelser i regionen og kommunerne, samt mere effektivitet. Også selvom kommunerne for 2010 og 2011 forventes at have effektiviseret for 3,5 mia. kr.. Jeg synes borger skal gøre op med sig selv, vil man have et samfund, hvor man som borger skal klare sig selv. Eller vil man have et samfund, hvor vi indbetaler til fællesskabet og hæve, når man har brug for, det ved sygdom, ulykker, arbejdsløshed, når familien går i stykker eller når man bliver ældre og ikke kan klare sig selv. Hvis det er det sidste, så er det en ny regering.

Nordjyske Stiftstidende

11-01-11

Trusler og vold florerer i jobcentre

Ledige, der overfalder sagsbehandlere, er et voksende problem. Det mener hver fjerde ansat i jobcentrene ifølge ny undersøgelse. Sagsbehandlerne i landets jobcentre bliver udsat for voldsomme ting. Borgere råber »dumme svin« efter dem. I enkelte tilfælde bliver sagsbehandlerne direkte fysisk angrebet. Helt galt gik det for et år siden i Holstebro, da en vred borger dræbte socialrådgiveren Birthe Christiansen. Og problemerne med voldelige ledige i jobcentrene er taget til inden for det seneste år. Det oplever hver fjerde af de 854 ansatte i jobcentrene, som er blevet spurgt i en ny undersøgelse gennemført af HK/Kommunal samt Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4. At hverdagen kan være barsk i jobcentrene, bekræftes af Ilse Asmussen . Hun er formand for beskæftigelsesudvalget under HK/Kommunal. - Der er ret ofte verbale overgreb mod sagsbehandlerne, som får hældt skældsord som »møgkælling« eller bliver truet med bemærkninger om, at »jeg ved, hvor du bor«. Sagsbehandlerne er skydeskiver for de ledige, som er vrede over at være truet på levebrødet eller frustrerede over systemet, siger hun. Ilse Rasmussen har selv som virksomhedskonsulent i sjællandske Lejre oplevet aggressive borgere. I et tilfælde blev hun for alvor bange: - Jeg var ude på en virksomhed sammen med en borger for at aftale et praktikforløb. Vi sad alene i et mødelokale, og her blev borgeren meget vred. Ifølge A4's undersøgelse er trusler fra borgerne et stigende problem. Kun hver ottende ansat i jobcentrene har aldrig oplevet, at enten de selv eller en kollega er blevet truet. Kommunerne indgik i 2008 en aftale med de ansattes fagforeninger om at udarbejde retningslinjer for at forebygge vold og håndtere aggressive borgere. Ifølge KL har alle kommuner siden 2008 udarbejdet voldspolitikker. Men alligevel halter det stadigvæk med sikkerheden i mange jobcentre, vurderer arbejdsmiljøkonsulent Niels Jakobsen fra HK/Kommunal . - Jeg har været på besøg i jobcentre, og det er tydeligt, at de overordnede retningslinjer ofte ikke er blevet omsat til virkelighed, beretter Niels Jakobsen.

Ugebrevet A4

10-01-11

I dag fyres 15 på rådhuset

Fra morgenstunden og i løbet af dagen får 15 ansatte besked på, at der ikke mere er arbejde til dem i Odense Kommune. De afskediges. Den barske økonomiske virkelighed for Odense Kommune gør, at der for første gang nogensinde -i hvert fald i nyere historie - sker deciderede fyringer blandt det personale, der er tæt på magtens centrum og arbejder i de afdelinger, der sorterer under borgmester Anker Boye ( S). Det er ikke tilstrækkeligt at dreje på de sædvanlige håndtag: naturlig afgang, tidligere pensionering, overgang til efterløn eller undladelse af at genbesætte stillinger. Borgmesterforvaltningen skal som andre i kommunen spare 10 procent på lønbudgettet for at opfylde de økonomiske krav i " Odenses ny virkelighed". I alt skal Odense spare 800 millioner kroner. Bente Monsen, der er økonomi-og organisationsdirektør, siger: -Det er ærgerligt, at vi skal sige farvel til gode medarbejdere, men det er desværre nødvendigt. Bente Monsen ønsker ikke at oplyse et nøjagtigt tal fyringer, men ifølge en mail, som er sendt ud til de? ere end 300 medarbejdere, der sorterer under hende, er tallet 10. Andre kilder bekræfter, at det samlede antal fyringer er cirka 15. Herluf Rasmussen , der er HK -tillidsmand, beklager fyringerne og fortæller, at julemåneden og nytåret for mange har været svære at komme igennem. - Trods alvoren har vi haft en god proces med ledelsen, så afskedigelserne sker så humant som muligt, tilføjer han.

Fyens Stiftstidende

10-01-11

Der er brug for alle slags hænder

Debatindlæg af Hans-Henrik Hansen Formand for HK Kommunal Østjylland og Verne Pedersen Kredsformand Socialpædagogerne Østjylland. Socialforvaltningens udmøntning af sparekataloget viser, at de massive nedskæringer kommer til at ramme meget bredt inden for hele forvaltningens område. Der er langt op til voldsomme forandringer både for frontpersonalet. Men forvaltningen har også bebudet store forandringer for det administrative personale på de arbejdspladser, hvor ovenstående udsatte grupper bor, lever og kommer i deres hverdag. Og det får store konsekvenser for disse borgere og brugere, fordi både den socialpædagogiske og administrative service bliver væsentlig forringet. Som henholdsvis socialpædagoger og administrativt personale er vi hinandens forudsætning. Begge faggrupper bidrager i det daglige arbejde med at sikre så gode forhold og vilkår for de udsatte grupper som muligt. Socialpædagogerne er afhængige af, at det administrative personale udfører en masse vigtige administrative opgaver, så de kan koncentrere deres energi og arbejdstid på at være sammen med de udsatte brugere og borgere. HK 'erne i Socialforvaltningen har rigtig mange forskellige funktioner og opgaver. Lige fra sagsbehandling, til socialformidleropgaver og den nødvendige forvaltning af de mange administrative opgaver som, bevillinger af behandlingsmæssige fripladser, økonomistyring, løn -og personaleopgaver samt udfærdigelser af vagtplaner. Det vigtige er, at der er brug for alle hænder. Det gælder både de hænder, der er i direkte kontakt med de udsatte grupper - og de hænder, som udfører det vigtige administrative og koordinerende arbejde, som ikke umiddelbart er så synligt for brugerne og borgerne.

Århus Stiftstidende

09-01-11

Efterlønsdebat kan styrke offentligt ansattes krav til kommende overenskomster

Den ophedede debat om efterlønnen ryger nu direkte ned i de aktuelle overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor. Samtidig med at fagbevægelsen kæmper for at bevare efterlønnen, vil den bruge efterlønnen til at kræve kompensation af arbejdsgiverne i form af penge til seniordage, efteruddannelse og tryghedsordninger. - Det er klart, at vores medlemmer forventer at få noget til gengæld. Arbejdsgiverne kan jo ikke regne med, at man kan arbejde, til man bliver 70, hvis ikke man har mulighed for seniordage og løbende opkvalificering, siger Bodil Otto, der er formand for HK Kommunal , der er med til at forhandle overenskomst for 550.00 kommunalt ansatte i forhandlingsfællesskabet KTO. Både KTOs formand, Anders Bondo Kristensen, og FOAs formand, Dennis Kristensen, bekræfter, at efterlønsdebatten lægger pres på at få de bløde krav igennem i forhandlingerne. - I forvejen er vores medlemmer utrygge ved udsigten til besparelser, og derfor er tryghed og efteruddannelse vigtigt. Efterlønsdiskussionen gør det kun mere relvant. Jeg er dog usikker på, om arbejsdsgiverne vil være lydhøre, siger Dennis Kristensen. Ifølge flere arbejdsmarkedsforskere er efterlønsdebatten da også et tiltrængt forhandlingskort for især LOs fagforbund med mange efterlønnere. I forvejen vægter de krav om tryghed og efteruddannelse højt, fordi sparerunder truer i specielt kommunerne til næste år. De krav får nu endnu større betydning for, om deres medlemmer vil stemme et forlig hjem. - Regeringen har utilsigtet givet lønmodtagerne et godt kort på hånden her. Arbejdsgiverne ved godt, at fagforeningernes medlemmer psykologisk vil koble efterlønsdebatten med overenskomstforhandlingerne, siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

Berlingske Tidende

06-01-11

Nordjyske HK´ere forventer et travlt år

En undersøgelse fra HK viser, at tres procent af de kommunalt ansatte HK ´ere i Nordjylland tror, de får mere at lave til i det nye år end i sidste år. Brian Andersen , nordjysk formand for de kommunalt ansatte HK ´ere, er overbevist om, at det vil gå ud over borgerne, hvis HK´ernes forventninger holder stik.

DR Nordjylland Nyheder m.fl.

04-01-11

Oprettet: 18.03.11, kl. 08.59

Redigeret: 18.03.11, kl. 08.59 af May Pedersen


Ophavsret

Udgivet <18.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.