Juni 2011
Kommune tabte sag om fyring af handicappet
Køge Kommune er dømt i sag om fyring af handicappet - og det kan hjælpe handicappede på arbejdsmarkedet. Et ungt handicappet HK-medlem har i landsretten vundet en sag, som ventes at få positiv betydning for handicappedes muligheder på arbejdsmarkedet, oplyser HK. Dommen slår fast, at Køge Kommune ikke levede op til sine forpligtelser, da man afskedigede den 28-årige HK 'er, der er hørehandicappet. Retten tilkendte HK -medlemmet en erstatning på 150.000 kroner for uberettiget fyring. Kommunen fyrede kvinden, fordi den ikke mente, at hun med sit handicap var i stand til at løse sine arbejdsopgaver. Men ifølge Østre Landsret er arbejdsgiveren forpligtet til at tilrettelægge arbejdet, så handicappede kan udføre deres opgaver. - Vi taler her om et dygtigt, loyalt og pligtopfyldende ungt menneske, der hidtil har passet sit arbejde upåklageligt, siger Bodil Otto , formand for HK/Kommunal. Hun konstaterer, at kommunen i denne sag "mildest talt" ikke har levet op sin pligt om at tilpasse arbejdsvilkårene til den enkelte medarbejders situation. - Signalet fra landsretten er, at arbejdsgiverne skal sørge for, at handicappede og ældre skal have mulighed for at bidrage til det danske arbejdsmarked, siger Bodil Otto. Ifølge afgørelsen skulle kommunen have indrettet arbejdspladsen med udstyr, så den pågældende kunne passe sit arbejde. Køge Kommune undlod også at tilbyde den ansatte en anden ledig stilling, som hun kunne bestride. Det fastslår landsretten, at kommunen burde have gjort. Jurist i HK/Kommunal Henrik Gammelholm forklarer, at dommen fastslår, at arbejdsgiveren har en reel tilpasningsforpligtigelse over for handicappede medarbejdere.
Ritzaus Bureau, TV-Avisen, Radioavisen, TV2 m.m.fl.
29-06-11
Vi er enige i det HK går ud med
Køge kommune har ikke levet op til sine forpligtelser, da kommunen fyrede en 28 årig hørehandicappet HK 'er. Det mener landsretten, der har tilkendt den 28-årige Maria Ravn en erstatning på kr. 150.000 for den uretmæssige fyring fra Køge kommune , der ikke mente, at hun med sit handicap var i stand til at løse sine arbejdsopgaver. Køge kommune har netop modtaget domsafsigelsen - og skal nu have den nærlæst. - Vi er helt enige med det HK går ud med i dag, at det er en styrkelse af de handicappedes forhold på arbejdsmarkedet, men også en principiel sag om, hvordan arbejdsgiverne skal forholde sig til at tilpasse arbejdsvilkårene for handicappede medarbejdere. Dommen er helt klart en styrkelse af de handicappedes forhold på arbejdsmarkedet, siger en fattet kommunaldirektør Peter Frost. - Vi må nu have nærlæst domsafsigelsen og indarbejdet denne afgørelse i vores fremtidige procedurer når vi ansætter en medarbejder, der har et handicap. I den aktuelle sag har vi gjort en del for at hjælpe hende. Ved ansættelsen vidste vi hun havde nedsat hørelse. - Dette er en principiel sag og den må vi indordne os efter. Og det gør vi selvfølgelig, slutter Peter Frost.
Politikens lokalaviser m.fl.
29-06-11
Kommunalt ansatte HK'ere tager jobbet med på ferien
Mange kommunalt ansatte HK 'ere i Nordjylland følger med i, hvad der sker på jobbet, mens de holder sommerferie. En undersøgelse, som HK/Kommunal har foretaget, viser, at næsten hver tredje - 30,8 procent - af de nordjyske kommunalt ansatte HK 'ere tjekker deres arbejdsmail i sommerferien. ... - Tallene viser jo, hvad vi egentlig godt vidste i forvejen: At kommunalt ansatte HK 'ere er uhyre pligtopfyldelde. Selvom de holder ferie, har de alligevel tankerne på jobbet, siger formanden for HK/Kommunal Nordjylland Brian Andersen i en pressemeddelelse.
TV2Nord
28-06-11
HK'ere: Vi får mere at lave
Kommunerne har det seneste år generelt skåret ned på medarbejderstaben, og hver fjerde HK'er i Nordjylland tror tendensen fortsætter. Det viser en undersøgelse, som HK/Kommunal har lavet. Frygten for nedskæringer betyder blandt andet, at hver femte kommunalt ansatte HK'er i år bruger færre penge på ferien. Men det betyder også, at de er villige til at tage mere arbejde på sig. Over hver tredje siger i undersøgelsen, at de forventer, at der venter en større arbejdsmængde på dem, når de vender tilbage til jobbet efter sommerferien. - Vi tror, de får ret. Besparelserne i kommunernes administration sætter sine spor. Der er blevet færre til at løse de samme opgaver, og vi har ikke set de sidste nedskæringer, siger Brian Andersen, der er formand for HK/Kommunal i Nordjylland.
DR.dk, DR P4 Nyheder
28-06-11
Lønnen står i stampe i kommuner og regioner
Samtlige lønmodtagere må leve med særdeles beherskede lønstigninger. For ansatte i kommunerne peger pilen dog opad. For andet kvartal i træk er lønstigningerne for ansatte i kommuner og regioner lavere end for både privat- og statsansatte. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. I første kvartal 2011 steg lønnen hos de kommunale medarbejdere med 1,7 pct. i forhold til samme kvartal 2010, mens de regionale medarbejdere måtte nøjes med en stigning på 1,2 pct. De statsansatte fik en stigning på 2,0 pct., mens der var 1,9 pct. mere i lønningsposen til de privatansatte. Det skriver HK Kommunal. De kommunale medarbejdere kan som de eneste glæde sig over, at deres lønudvikling var bedre end ved forrige måling - 1,7 pct. mod før 1,5 pct. Både i regionerne, i staten og blandt de privatansatte er lønudviklingen for nedadgående.
DKNyt, Danske Kommuner
22-06-11
Sygemelding over telefonen skal nedbringe sygefraværet på jobcentre
Jobcenter Baldersgade i Københavns Kommune har opnået at nedbringe antallet af sygedage fra 22 til ti per ansat. En af forklaringerne på forbedringen er, at den syge nu skal ringe ind dagligt for at melde sig syg. Den idé skal nu udbredes til blandt andet Arbejdsmarkedscenter København. Ifølge Carsten Caspersen, tillidsmand for HK'erne på Arbejdsmarkedscenter København, er hans medlemmer imidlertid ikke så glade for idéen med dagligt at skulle ringe ind og melde sig syg. - Vi må nok erkende, at hele idéen med det her og baggrunden ikke er kommunikeret godt nok ud, siger Carsten Caspersen.
DR P4 Nyheder
21-06-11
Kommunalt ligrøveri
Der skal spares 1,5 milliarder kroner på administration ifølge den nye kommuneaftale. - Det nærmer sig ligrøveri, lyder det fra HK/ Kommunals formand Bodil Otto. - Kommunerne er i forvejen så udsultede, at der ikke er noget fedt at skære væk af, siger hun og pointerer, at konsekvensen bliver dårligere service til borgerne.
Søndagsavisen m.m.fl.
19-06-11
Kommunal nedsmeltning
Debatindlæg af Flemming Møller Pedersen. Formanden for HK/ Kommunal Sydjylland, Lene Roed , konstaterer, at den indgåede aftale mellem Folketinget og Kommunernes Landsforening lægger op til drastiske besparelser i kommunerne. Der skal bl. a. spares massivt på det administrative område i kommunerne , og det vil betyde ren nedsmeltning, mener hun. Jeg glæder mig til at være tilskuer til denne nedsmeltning. Det er nemlig på høje tid, at der virkelig bliver gået til stålet med besparelser på dette område. Siden kommunalreformen , som skulle udmønte sig i rationaliseringsgevinster, er det kommunale administrative personale nemlig vokset i stedet. Jeg oplever ikke, at de administrativt ansatte tager sig af 85 pct. af de borgerrettede opgaver, som jeg skal have løst. Og så tager alle opgaver utrolig lang tid. Blot spørg de, der skal have en miljøgodkendelse, bygge en ny stald eller gyllebeholder. Jeg kunne også godt tænke mig - ligesom pædagoger, sygeplejersker og lærere - at være fritaget for at skulle bruge min egen kostbare tid på lønsumsstyring, forsikringer og dokumentation. Det må jeg kunne sende til kommunens administrative personale, nu de alligevel sidder med dette vanskelige arbejde. En enkelt fra eller til gør nok ikke den store forskel.
Horsens Folkeblad
18-06-11
Kommuneaftale udpiner velfærd
Debatindlæg af Lene Roed, formand for HK/ Kommunal Sydjylland. Vi risikerer nu en egentlig nedsmeltning i den kommunale service. I den netop indgåede kommuneaftale mellem regeringen og KL er der nemlig lagt op til flere drastiske besparelser. Bl. a. skal der spares massivt på det administrative område. I løbet af det seneste år har kommunerne allerede skåret voldsomt på det administrative område, og med de nye besparelser i vores kommuners administration er vi ude i noget, der nærmer sig ligrøveri. For kommunerne er i forvejen så udsultede, at der ikke er noget fedt at skære væk af. Det administrative frontpersonale er på mange måder det kit, der binder en moderne offentlig virksomhed sammen til en velfungerende helhed. Dræner man kommunerne for dette basispersonale, risikerer hele det kommunale korthus med tilhørende velfærdsproduktion at vælte. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at 85 pct. af de administrativt ansatte HK 'ere tager sig af direkte borgerrettet betjening. Derudover fungerer de administrative medarbejdere jo som de nødvendige hænder, der fritager pædagoger, sygeplejersker og lærere fra at skulle bruge deres egen kostbare arbejdstid på lønsumsstyring, forsikringer og dokumentation. Hvis der skæres mere på det administrative område, vil vores kommunale kolleger drukne yderligere i administrative opgaver. Det vil naturligvis gå ud over velfærden for børnene, de udsatte og de syge. Derfor, kære politikere: Administration er også varme hænder. Tænk jer om, inden I skærer ned.
Horsens Folkeblad, JydskeVestkysten m.fl.
16-06-11
Vi må reagere
Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. Lad mig slå fast med syv tommer søm: HK Kommunal Nordjylland har et godt samarbejde med regionen. Det samme er tilfælde med alle kommunerne i Nordjylland. HK forsøger at nå til enighed ved forhandlingsbordet og det er også sket i den omtalte sag med Hanne Harrings. Faktisk vil jeg rose personalechef Jacob Haldrup Jacobsen for fuldt ud at have levet op til sit ledelsesansvaret i henhold til arbejdsmiljøloven, ved at have gjort hvad han kunne, for at mindske arbejdspresset. Men når forskere dokumenterer, at ældre medarbejdere bliver presset på efterløn, så er jeg som formand nødt til at reagere og sige, det vil vi som fagforening ikke finde os i. Og hvis vi kan dokumentere, at der er tale om aldersdiskrimination, så skal vi indlede en forhandling og hvis det ikke fører til noget, så er vi parat til at kører sager. Herudover vil jeg slå fast, at arbejdsgiverne er forpligtet til at sikre sig, at medarbejderne til enhver tid har de kompetencer der skal til, for at bestride jobbet. Dette skal ske ved en årlig samtale, hvor der på grundlag af samtalen, laves en kompetenceplan for mine HK medlemmer. Her er jeg nødt til at sige, at en stor del af de kommunale arbejdspladser i Nordjylland ikke lever op til kravet om en årlig kompetenceplan for mine HK -medlemmer.
Nordjyske Stiftstidende
16-06-11
Chef afviser beskyldning om aldersdiskrimination
Personaleafdelingen i Region Nordjylland diskriminerer ikke ansatte på grund af deres alder. Det fastslår afdelingens chef Jacob Haldrup Jacobsen. Han føler sig foranlediget til at tage til genmæle over for Brian Andersen , der er formand for HK Kommunal i Nordjylland. I forbindelse med en konkret sag, der handlede om 60-årige Hanne Harrings trælse afsked med sin arbejdsplads gennem 30 år udtalte HK -formanden, at det efter hans opfattelse mindede om aldersdiskrimination. -Jeg er uforstående over for, at HK -formanden udtaler sig sådan. Vi er bestemt ikke aldersdiskriminerende, og i den konkrete sag er der tale om en fratrædelsesordning, som HK selv var med til at indgå, siger personalechefen. Jacob Haldrup Jacobsen mener tværtimod, at regionen gør meget for at holde fast på ældre medarbejdere. -Det allervigtigste er at sikre, at folk løbende udvikler sig og får nye kompetencer. Samtidig erkender personalechefen, at nogle ansatte har svært ved at klare eller leve med de ændringer, der hele tiden sker på arbejdspladserne.
Nordjyske Stiftstidende
15-06-11
Sagsbehandlere i urimeligt dobbeltpres
Debatindlæg af Bodil Otto, formand for HK/ Kommunal. Hvis det er de kommunalt ansatte sagsbehandlere, der ender med at måtte tage straffen i sager som den verserende fra Brønderslev, kommer de ansatte i et urimeligt dobbeltpres. Og det vil gå ud over borgernes retssikkerhed. Retsforfølger man medarbejderne, får man kun fat i budbringeren og ikke det egentlige problem: nemlig at få set på sagsbehandlingen og få stoppet det, der ikke fungerer. Og det vil ramme både borgerne og de ansatte. Jeg ser en kedelig tendens til, at nedskæringerne i de økonomisk pressede kommuner betyder flere urimelige afgørelser. HK 'ere og andre sagsbehandlere vil komme til at sidde i et meget ubehageligt krydsfelt, hvis man går efter at straffe enkelte sagsbehandlere. For mig er det afgørende, at politikerne påtager sig deres ansvar. De er ansvarlige for rammerne og økonomien. Sagsbehandlere forvalter lovgivningen ud fra retningslinjer i kommuner , men ansvaret må være ledernes og politikernes.
Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad m.fl.
14-06-11
Kommuneaftale truer midtvestjysk velfærd
Debatindlæg af Marianne Køpke Formand for HK Kommunal MidtVest. Det ser meget sort ud for den kommunale velfærd i Midt-og Vestjylland. Den nye kommuneaftale, som regeringen og Kommunernes Landsforening netop er blevet enige om, lægger op til flere drastiske besparelser. Blandt andet skal der spares massivt på det administrative område. Over de senere år har kommunerne skullet spare rigtig meget, og der er allerede skåret helt ind til benet på blandt andet det administrative område. Med yderligere sparerunder risikerer vi en total nedsmeltning af den kommunale service med deraf følgende kaos. De administrative medarbejdere fungerer for eksempel som de nødvendige hænder, der fritager pædagoger, sygeplejersker og lærere fra at skulle bruge deres egen kostbare arbejdstid på blandt andet lønsumsstyring, forsikringer og dokumentation. Hvis der skæres mere på det administrative område, vil kommunale kolleger fra andre faggrupper drukne yderligere i administrative opgaver. Det vil betyde, at der er mindre tid at brude på at undervise, pleje eller passe børnene, de udsatte og de syge. Det administrative frontpersonale er på mange måder det kit, der binder en moderne offentlig virksomhed sammen til en velfungerende helhed. Dræner man kommunerne for det personale, risikerer hele det kommunale korthus med tilhørende velfærdsproduktion at vælte. Hele 85 procent af de administrativt ansatte HK 'ere tager sig af direkte borgerrettet betjening. Derfor, kære politikere: Administration er også varme hænder. Tænk jer om, inden I skærer ned.
Herning Folkeblad, Viborg Stifts Folkeblad m.m.fl.
14-06-11
Den nye kommuneaftale udpiner velfærden
Debatindlæg af Pia Tørving, formand HK/ Kommunal Midt. Kommunernes service har længe været under markant pres. Med den netop indgåede kommuneaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening er det pres i hvert fald ikke blevet mindre. I aftalen indgår nemlig nye besparelser på det administrative område. Konsekvensen er desværre, at kommunerne ikke når at indarbejde de nye rutiner og arbejdsgange, som var affødt de tidligere sparerunder, før nye sparekrav smækkes på bordet. Det er hverken anstændigt over for de ansatte, eller de borgere, som er afhængige af kommunernes serviceydelser. Det administrative frontpersonale er på mange måder det kit, der binder en moderne offentlig virksomhed sammen til en velfungerende helhed. Dræner man kommunerne for dette basispersonale, risikerer hele det kommunale korthus med tilhørende velfærdsproduktion at vælte. Det er værd at bemærke, at 85 procent af de administrativt ansatte HK 'ere tager sig af den direkte borgerrettede betjening. Desuden fungerer de administrative medarbejdere som de nødvendige hænder, der fritager pædagoger, sygeplejersker og lærere fra at skulle bruge deres egen kostbare arbejdstid på lønsumsstyring, forsikringer og dokumentation. Lad os dog nu få aflivet myten om, at HK -arbejde ikke er en del af værdiproduktionen, og kan udføres af alle. HK'erne har kompetencerne til at løfte de administrative opgaver. Måske vil regnskaberne om få år dokumentere, at kommunerne nu har givet flere penge til de såkaldt varme hænder, men sandheden kan være, at de administrative opgaver blot er blevet flyttet til medarbejdergrupper, som hverken ønsker dem eller er kvalificeret til dem. Administrative opgaver er en forudsætning for vores velfærdssamfund. Det savner vores politikere i den grad blik for.
Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad, Fyns Stiftstidende m.fl.
14-06-11
HK-formand: Ulovlig aldersdiskrimination
Den måde, Hanne Harring er blevet behandlet på, er moralsk forkastelig og måske ligefrem ulovlig. Det vurderer Brian Andersen , der er formand for HK Kommunal i Nordjylland. - Den slags tager vi stærkt afstand fra både etisk og fagpolitisk, siger han og bebuder at den konkrete sag vil blive undersøgt nærmere. - Det lyder jo umiddelbart som en trussel mod den ansatte, hvis hun har fået valget mellem efterløn eller et andet job, hun ikke brød sig om. I givet fald vil der være basis for at køre en sag i forhold til aldersdiskrimination, tilføjer Brian Andersen. HK -formanden har generelt indtryk af, at de offentlige arbejdspladser i Nordjylland behandler ældre medarbejdere ordentligt og med respekt. - Det er bestemt ikke i orden at vippe en god og loyal ældre medarbejder ud, blot fordi der kommer en yngre model, man hellere vil have. Og jeg vil da mene, at en personaleafdeling har en særlig forpligtelse til at opføre sig ordentligt og gøre det attraktivt for ældre medarbejdere at fortsætte nogle år endnu, siger han.
Nordjyske Stiftstidende
14-06-11
Der venter ikke Favrskov guld og grønne skove
HK advarer om, at økonomiaftalen, der blev indgået om kommunernes økonomi i 2112 for en uge siden, kan få ødelæggende effekt for østjyske kommuner. - Østjyderne risikerer en nedsmeltning i den kommunale service. I kommuneaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening er der lagt op til flere drastiske besparelser. Blandt andet på det administrative område, siger Hans-Henrik Hansen , formand for HK/ Kommunal Østjylland. Han advarer, da der det seneste år allerede er skåret på det administrative område. - Det administrative frontpersonale er på mange måder de tandhjul, der binder en moderne offentlig virksomhed sammen til en velfungerende helhed. 85 procent af de administrativt ansatte HK 'ere tager sig af direkte borgerrettet betjening. Dræner man kommunerne for dette basispersonale, risikerer hele det kommunale korthus med tilhørende velfærdsproduktion at vælte, siger han. Hvordan ser Favrskovs borgmester Nils Borring på aftalen? - Vi kan ikke sige ret meget endnu. Vi får besøg af KLS regnedrenge på torsdag. Først derefter kan vi begynde med at regne på, hvad aftalen betyder for os, siger Nils Borring ( S).
Århus Stiftstidende m.fl.
12-06-11
Kommunal nedsmeltning
Det skorter ikke på kradse kommentarer fra HK/Kommunal til den kommuneaftale, som KL og regeringen netop har forhandlet på plads. Danskerne risikerer nu en egentlig nedsmeltning i den kommunale service. Sådan lyder det fra formanden for HK/Kommunal , Bodil Otto , der især henviser til, at der i henhold til kommuneaftalen skal spares 1,5 milliarder kroner på det administrative område. - I løbet af det seneste år har kommunerne sparet 700 millioner kroner på det administrative område, og med de nye besparelser på administrationen er vi ude i noget, der nærmer sig ligrøveri. For kommunerne er i forvejen så udsultede, at der ikke er noget fedt at skære væk af. Det velfærdspolitiske håndklæde er nu kastet i ringen, konstaterer Bodil Otto. Det administrative frontpersonale er ifølge Bodil Otto det kit, der binder en moderne offentlig virksomhed sammen til en velfungerende helhed. - Dræner man kommunerne for dette basispersonale, risikerer hele det kommunale korthus med tilhørende velfærdsproduktion at falde til gulvet. Det er værd at huske, at 85 procent af de administrativt ansatte HK 'ere tager sig af direkte borgerrettet betjening. Det gælder for alt lige fra miljøgodkendelser og byggetilladelser over fødevarekontrol og sociale ydelser til jobindsats, tandpleje og udsatte børn, siger HK/Kommunals formand. Bodil Otto tilføjer, at de administrative medarbejdere derudover fungerer som de nødvendige hænder, der kan fritage pædagoger, sygeplejersker og lærere fra at skulle bruge en helt uforholdsmæssig stor del af deres arbejdstid på lønsumsstyring, forsikringer og dokumentation. - De massive besparelser vil få fatale konsekvenser for kernevelfærden. Befolkningens tillid til de kommunale institutioner er i forvejen under pres. Bliver kommunernes eksistensgrundlag yderligere undermineret, kan det vise sig ganske fatalt for samfundets sammenhængskraft og hele kommunestyrets legitimitet.
Lokalaviserne, Avisen m.fl.
10-06-11
HK: Sagsbehandlere i urimeligt dobbeltpres
HK Kommunal advarer nu myndighederne mod at rette blikket mod de sagsbehandlere, der mistænkes for omsorgssvigt i den såkaldte Brønderslevsag. Hvis det er de kommunalt ansatte sagsbehandlere fra Lolland og Brønderslev, der ender med at måtte tage straffen i Brønderslev-sagen, kommer de ansatte i et urimeligt dobbeltpres. Og det vil gå ud over borgernes retssikkerhed, mener formand for HK/Kommunal Bodil Otto. - Retsforfølger man medarbejderne, får man kun fat i budbringeren og ikke det egentlige problem: nemlig at få set på sagsbehandlingen og få stoppet det, der ikke fungerer. Og det vil ramme både borgerne og de ansatte. HK-formanden ser en kedelig tendens til, at nedskæringerne i de økonomisk pressede kommuner betyder flere urimelige afgørelser. - HK’ere og andre sagsbehandlere vil komme til at sidde i et meget ubehageligt krydsfelt, hvis man går efter at straffe enkelte sagsbehandlere. For mig er det afgørende, at politikerne påtager sig deres ansvar. De er ansvarlige for rammerne og økonomien, fastslår Bodil Otto. Bodil Otto understreger, at sagsbehandlere ikke er autoriseret personale. - De forvalter lovgivningen ud fra retningslinjer i kommuner, men ansvaret må være ledernes og politikernes, siger Bodil Otto.
DR Nyhederne, TV2Nord m.fl.
10-06-11
KL: Ledere kan overtales til at blive
Hver fjerde af de 46.000 ledere i kommuner og regioner er mellem 55-59 år. Og de har ikke planer om at blive på arbejdsmarkedet længere tid end højst nødvendigt. Halvdelen af denne gruppe ledere har nemlig planer om at trække sig tilbage, inden de bliver 65 år, viser en ny undersøgelse. Det er dog muligt at få flere af dem til at blive, hvis man får sat lederens ønsker til senkarrieren på dagsordenen. Knap hver femte leder på mellem 55 og 59 har endnu ikke taget stilling til, hvornår de forlader arbejdsmarkedet. De kan måske også overtales til at blive et par år ekstra. - Mange ledere har planer om at stoppe. Men jeg hæfter mig også ved, at der er en stor gruppe ledere, som vi måske kan få til at blive længere. Det kan være en udfordring at prioritere fastholdelse i en sparetid, men undersøgelsen understreger, hvor vigtigt det er at begynde at arbejde med den store gruppe, som kan overtales til at blive længere," siger Grete Tarpgaard, der er direktør i KL og formand for Væksthus for Ledelse. Hun bakkes op af Bodil Otto, der er næstformand i Væksthus for Ledelse og formand for HK/Kommunal: - Det betyder meget, hvilke signaler der udsendes. Hvis kulturen på arbejdspladsen er, at man stopper, når man kan gå på efterløn, så er man også mere tilbøjelig til at stoppe. Og hvis man for eksempel får et klap på skulderen en gang imellem, er det mere sandsynligt, at man bliver længere, end hvis det ikke er et rart sted at være. Så det handler om, at vi skal have brudt nogle mønstre omkring synet på ældre og seniorpolitik.
Fredericia Dagblad, Danske Kommuner m.fl.
08-06-11
Brønderslevchef revser kommunen for fyring
Den fyrede chef i Brønderslev kritiserer kommunen for at give ham ansvaret for Brønderslevsagen. Fratrædelsesaftalen har ikke baggrund i Brønderslevsagen. Sådan sagde fagforbundet HK/Kommunal , da det mandag kom frem, at Brønderslev Kommune har skilt sig af med sin børne- og familiechef, Carsten Bach, i kølvandet på sagen. Men nu tager den tidligere chef bladet fra munden. Han mener selv, at ansvaret for Brønderslevsagen er endt hos ham. Til TV2/Nord siger han, at han er både skuffet og rasende over kommunens håndtering af fratrædelsessagen. - Det er ikke rimeligt, at ansvaret for de fejl, der er begået i sagen, havner hos mig. Det er min opfattelse, at ansvaret for sagen skal placeres på et højere niveau i kommunen , siger han. Dermed sender han aben videre til Henning Risager, børne- og kulturdirektør i kommunen. Men Henning Risager afviser, at sagen bør have konsekvenser for ham. - Personligt skal det ikke have konsekvenser. Vi har taget de konsekvenser, vi skal tage, siger han til TV2/Nord og fortsætter: - Jeg er ked af, at det fremstår, som om han har hele ansvaret. Når vi har stoppet samarbejdet med ham, er det ud fra en samlet vurdering af et toårigt lederskab.
Ritzaus Bureau m.fl.
07-06-11
Mere service for færre penge?
Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. Ringere kommunal service, besparelser og fyringer i kommunerne , fortsætter i 2012. Det er blevet klart, efter at økonomiforhandlinger med finansminister Claus Hjort Frederiksen ( V) er endt i, at der bliver nul kroner ekstra til driften i 2012, i kommunerne. Det betyder minusvækst i kommunerne , da der jo fortsat vil være store ekstra udgifter til handicapområdet, børn med særlig behov, sundhed og pleje, flere ældre og forsat store udgifter til en stor arbejdsløshed, specielt ungdomsarbejdsløshed. Hvor skal penge så hentes til de ekstra udgifter, uden flere indtægter? Ja, finansministeren peger på, at kommunerne kan frigøre 1,3 milliard kroner til borgernære områder ved at skære i administrationen, mere digitalisering og mere hensigtsmæssig indkøbspolitik. Netop de tre områder har kommunerne effektiviseret, gennem de sidste 10 år. Så de 1,3 milliard kroner, finansministeren ser, er kun papirpenge/ skrivebordspenge. Og i øvrigt er 85 procent af mine administrativ HK medlemmer beskæftiget med borgernærer område, så som rådgivere for ældre, arbejdsløse, sygemeldte, byggesagsbehandling, skoleområde, børne- og handicapområde. Så nulvæksten vil reelt betyde besparelser på alle områderne, som ikke er administration, nemlig folkeskolen, børne- og ældreområdet. Og det var jo ikke mening. Det er, som om regeringen tror, at man kan få mere service, for færre penge. Mit spørgsmål er: Ved finansministeren, hvad han har med at gøre?
Nordjyske Stiftstidende
07-06-11
Brønderslevsag koster leder jobbet
Brønderslevsagen har fået konsekvenser for en leder i den kommunale forvaltning. Ifølge Nordjyske Stiftstidende har Brønderslev Kommune valgt at sige farvel til afdelingslederen i børne- og familieafdelingen. - Han har ikke levet op til vores forventninger, siger børne- og kulturdirektør Henning Risager. Direkte adspurgt, om der er grund til kritik af afdelingschefens håndtering af Brønderslevsagen, siger Henning Risager. - Ja, det er der grund til. Men det er efter en samlet vurdering, at vi har sagt farvel til ham. Henning Risager bekræfter, at afskeden skyldes Brønderslevsagen, hvor kommunen er blevet kritiseret for at være for passiv. Men fra den fyrede afdelingsleders fagforening er man uenig i Henning Risagers udlægning af fyringen. HK/Kommunal Nordjylland skriver i en pressemeddelelse, at der er tale om en fratrædelse, der er indgået i enighed - og som ikke har noget med Brønderslevsagen at gøre. Brønderslevsagen tog sin begyndelse, da et forældrepar til 10 børn i februar sidste år blev varetægtsfængslet for vold, mishandling, vanrøgt, indespærring, tvang og seksuelle overgreb.
Ritzaus Bureau TV2Nord m.fl.
06-06-11
Tosset ekstraudgift
Debatindlæg af Brian Andersen formand, HK Kommunal Nordjylland. På forsiden af Nordjyske kunne man læse " En tosset ekstraudgift". Først var der overbetaling af sygehusene, så var det flytning af Skat, så beskæftigelsesområdet. Og så det artiklen handler om, flytning af opgaverne væk fra kommunerne , med udbetaling af folke-og førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og familieydelser til Udbetaling Danmark, fem steder i landet. For over halvandet år siden, lang tid inden loven blev vedtaget, har jeg på HK medlemmernes vegne advaret Folketinget, kommunerne og ældreorganisationerne om, at de økonomiske forudsætninger ikke var korrekte. Regeringens og Dansk Folkepartis skøn over, hvad vi rent faktisk brugte af årsværk i kommunerne , lå langt over det antal ansatte, jeg kunne konstatere, at der rent faktisk blev brugt i kommunerne , på opgaverne. Herudover advarede jeg mod, at borgernes retssikkerhed ville komme i fare, især pensionister og børnefamilier. Nu kan vi så læse i avisen, at jeg fik ret. Rebild Kommune skal ved overflytning af opgaverne betale for det dobbelt antal ansatte, end det man bruger i dag. Aalborg Kommune får en ekstraudgift på 12 millioner kroner. Og billedet for de øvrige nordjyske kommuner er det samme. En forringet service til dobbelt pris. Udover en ringere services er der usikkerhed om borgerne får de retsmæssige ydelser. Så tak til borgmester Anny Winther ( V) og borgermester Hans Christian Maarup ( S) for, at I på de nordjyske kommunernes vegne vil kæmpe for, at vi skal have beløbet sænket til langt under det niveau, kommunerne i dag bruger på opgaverne.
Nordjyske Stiftstidende
06-06-11
Handicappede føler sig hetzede af kommuner
Økonomisk krise øger presset på handicappede, som føler sig hetzede i kommunerne . På et stormøde onsdag protesterer både handicappede og faglige organisationer. Det er hetz, når handicappede i stigende grad får skylden for kommunernes dårlige økonomi. Det mener Danske Handicaporganisationer, der sammen med blandt andre socialrådgiverne, HK Kommunal og FOA går til modangreb på Kommunernes Landsforening. Økonomisk pressede kommuner forsøger i stigende grad at finde besparelsesmuligheder på handicapområdet. Samtidig skærpes tonen uhørt overfor de handicappede. Sådan lyder kritikken fra arrangørerne af en stormøde i Nyborg onsdag. Kommunerne forhandler netop i disse dage økonomiaftale med finansministeren. Og handicaporganisationer frygter især, at forhandlingerne fører til forringede klagemuligheder og dermed en udhuling af handicappedes retssikkerhed. - Vores klare opfattelse er, at kommunerne går efter friere hænder, så de selv kan bestemme serviceniveauet ud fra lokale standarder i stedet for nationale lovgivning, siger direktør i Danske Handicaporganisationer Poul Erik Herner Petersen. Samtidig advarer både handicaporganisationer og fagforbund mod en stadigt mere rå tone i debatten. - Vi ser flere og flere uhørte politiske udmeldinger, som "at give de mest krævende borgere en ekstra gul pille" eller "gøgeunger".
Ritzaus Bureau m.fl.
01-06-11
Oprettet: 12.08.11, kl. 10.28
Redigeret: 12.08.11, kl. 10.28 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <12.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.