Marts 2011
Museer lader fortiden hvile og ser lyst på fremtiden
Hvad der hører fortiden til, bliver i fortiden. Sådan er holdningen hos bestyrelsesformanden for Sydvestjyske Museer, Birthe Rasmussen, der ikke ønsker at kommentere den nu afskedigede museumsdirektør Ulla Mejdahls ansvar for den kritik, som Arbejdstilsynet nu retter mod museernes psykiske arbejdsmiljø. Det samme gælder det faktum, at den langvarige uro har kostet værdifulde medarbejdere, som har forladt museet i protest. - Hvad der ligger bag os, kan vi ikke gøre noget ved. Nu gælder det fremtiden, siger Birthe Rasmussen. Netop fremtiden ser at dømme efter stemningen blandt ledelse, bestyrelse, tillidsfolk og medarbejderudvalg lys ud. Der er nemlig bred enighed om, at den seneste tids interne fokus på at sætte ord på problemerne og løsninger i søen har haft en positiv effekt på atmosfæren. Det bekræfter både arbejdsmiljø-og tillidsrepræsentanter, der erkender, at det dårlige arbejdsklima har kostet mange timer i form af samtaler med museernes personale. - Men nu er stemningen vendt, og det er blevet rart at gå på arbejde, siger HK 'ernes tillidsrepræsentant, Laila Strandbygaard. Hun bakkes op af Mette Slyngborg, tillidsrepræsentant for akademikerne. - Nu kan vi mærke, at der sker noget, og medarbejderne er med i processen og bliver lyttet til, siger hun. Også museernes konstituerede direktør Anne-Sofie Lundtofte ser positivt på den igangværende forandring. - Uanset Arbejdstilsynets afgørelse, kan vi glæde os over, at der er taget fat om problemet, og se frem til nye veje at gå ud af, siger hun.
JydskeVestkysten m.fl.
31-03-11
Debat: Kommunen skal klare sine egne snydere
Debatindlæg af Bodil Otto, formand for HK/ Kommunal. 400 mio. kr. røg sidste år ned i de slunkne kommunekasser efter afsløringer af socialt bedrageri. Det svarer til en fjerdedel af de rekordstore besparelser, som kommunerne måtte igennem i 2010. Et godt gæt vil være, at indsatsen i år kaster en halv mia. kr. af sig. Det er rigtigt gode penge at kunne operere med, når krav om massive besparelser samtidig gør det bydende nødvendigt for landets kommuner at vende hver en krone. Jeg er derfor temmelig målløs over, at regeringen nu planlægger at tage store dele af indsatsen mod socialt snyd fra kommunerne . Får regeringen held med sit forehavende om at centralisere denne kontrolindsats i fem fjerne centre kaldet "Udbetaling Danmark", er jeg nemlig alvorligt bange for, at kommunerne vil lide ganske betydelige tab. Historisk set har vi særdeles dårligere erfaringer med at lade en i økonomisk forstand uvedkommende instans kradse penge ind for den instans, der sidder på pengekassen. Eksempelvis blev kommunernes gældsinddrivelse i 2005 overført til Skat med det resultat, at der i dag mangler flere mia. kr. i de kommunale kasser. Motivation eller mangel på samme er en afgørende faktor for at forstå, hvorfor effektiviteten daler, når ejerskabet for en given opgave bliver overladt til en sekundær myndighed. Ligesom det er tilfældet med Skat, vil de fem regeringsplanlagte fjerncentre mangle det afgørende incitamentet til at forfølge sagerne om social snyd. Modsat har kommunerne en helt kontant interesse i at få bedragerne til at betale ved kasse 1. At regeringens planer desuden vil føre til snitfladeproblemer og dobbeltadministration, er jeg heller ikke i tvivl om. Endelig frygter jeg et demokratisk underskud, hvis kontrollen med socialt snyd placeres uden for de folkevalgtes organer. Dels fordi de mistænkte borgere i dag får en partshøring ansigt til ansigt i kommunen. Den mulighed vil blive ikke-eksisterende med regeringens planer. Dels fordi det er en uhensigtsmæssig glidebane at placere en offentlig myndighedsopgave i en teknisk konstruktion, der ikke er underlagt vælgernes dom. Drop fortænkte, ineffektive og udemokratiske konstruktioner. Også når det drejer sig om kontrollen med sociale bedragere. Kommunerne klarer bedst egne snydere.
Jyllands-Posten
31-03-11
Grænser for frivilligheden
Debatindlæg af Pia Tørving, formand for HK/ Kommunal Midt. Stiftstidende havde 30. marts flere artikler om kommunernes stigende brug af frivillige til løsning af kommunale opgaver. Hvor besnærende og sympatisk tanken end måtte være, er det i mange tilfælde dybt problematisk. Jeg kan acceptere, at frivillige løser opgaver, som ellers ikke ville blive udført. Det kan være ildsjæle, som er med til at løfte en særlig social udfordring. Men allerede når man taler om, at forældre skal renovere legepladsen i børnehaven eller i skolegården, har man efter min vurdering overskredet grænsen. I det ene scenarie kan arbejdet blive udført af en velmenende, men ufaglært " handyman", som ikke er bekendt med sikkerhedsbestemmelser både omkring egen og de kommende brugeres sikkerhed og derfor uforvarende kan afstedkomme alvorlige ulykker. Det forsikringsmæssige aspekt er et helt kapitel for sig, da kommunerne ikke lovmæssigt er forpligtet til at tegne en arbejdsskadeforsikring for sine frivillige medhjælpere. I et andet scenarie presser man faglærte forældrehåndværkere til at udføre gratis renovationsarbejde i institutioner og på skoler, mens deres håndværksmestre kæmper en sej kamp for at skaffe opgaver til deres skrantende virksomheder. Hertil kan man så lægge det skatte- og momstab, der ligger i denne form for arbejde, der dybest set udføres sort. Jeg forstår udmærket, at kommunerne , der i årevis er blevet udsultet af skattestoppet, drømmer om at få kommunale opgaver udført gratis. Men i langt de fleste tilfælde er det dybt problematisk - og set i lyset af fyringsbølgerne er det et klart skråplan. Tanken og intentionen er sympatisk, men det kræver overblik at bevare sagligheden i vurderingen af, hvilke opgaver frivillige henholdsvis må og ikke må udføre. Er økonomisk pressede kommuner de rette til at foretage dette skøn? Jeg tror det næppe.
Fyens Stiftstidende
31-03-11
Vallensbæk Kommune samarbejder på tværs
Ledelse og medarbejdere har fået nye indgangsvinkler til velfungerende samarbejde. Over 50 tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter fra Vallensbæk Kommune var onsdag samlet for at gøre samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere i MED-systemet i Vallensbæk endnu bedre. Dagen var arrangeret af medarbejdersiden i det øverste samarbejdsudvalg i Vallensbæk Kommune. -Det er første gang, vi i Vallensbæk samler alle tillids-og arbejdsmiljørepræsentanter på denne måde, og jeg synes, det har været en stor succes, fortæller Jens Hansen, fællestillidsrepræsentant for HK i Vallensbæk og medarrangør af dagen. Jens Hansen mente, at dagen havde en god effekt for fremtiden. - Af hensyn til det bredde samarbejde på tværs af kommunen , har dagen været af stor værdi, fordi vi har lært hinanden at kende og udvekslet erfaringer. Blandt oplægsholderne var kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen og borgmester Henrik Rasmussen ( K), der fortalte om den nye budgetproces, hvor der er lagt op til stor inddragelse af medarbejderne. Dagen blev en succes og var i høj grad med til at bringe tillids-og arbejdsmiljørepræsentanterne tættere på hinanden. Samtidig blev der - både gennem oplæg og gennem gruppediskussioner - sat fokus på, hvor vigtigt et velfungerende samarbejde mellem ledelsessiden og medarbejdersiden er.
Sydkysten
30-03-11
Der er kommet mere bøvl, Inger
Trods beskæftigelsesministerens kampagne "Væk med bøvlet, Inger", er bunken af a-kasseregler på 100 dage vokset med 167 sider. - Vi har ikke tid til klienterne mere, lyder det fra a-kasser og jobcentre. Det var meningen, at de skulle have svundet ind - bunkerne med regler og paragraffer for arbejdsløse - efter beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) for præcis et år siden satte gang i kampagnen "Væk med bøvlet, Inger!". Men i stedet er bunkerne vokset. Den seneste opgørelse, som a-kassen Min A-kasse står bag, viser, at der alene de sidste 100 dage er kommet 167 sider ekstra med regler. Jobkonsulenternes sektorformand i HK Christian Grønnemark er forarget over de mange nye sider med regler: - Love og bestemmelser er nødvendige, men det har virkelig taget overhånd på beskæftigelsesområdet. Reglerne popper jo op som skvalderkål, siger han. Morten Kaspersen, formand i A-kassernes Samvirke er enig med HK: - Det er på tide, at Støjbergs ord følges af handlinger. Hvis ikke, de rubber neglene i ministeriet og på Christiansborg og gør reglerne mere enkle, er jeg alvorligt bange for, at der først sker noget til efteråret efter et folketingsvalg. Morten Kaspersen hæfter sig ved, at det nu er et år siden ministeren lancerede kampagnen, og at Støjbergs egne 46 forslag heller ikke er blevet til noget endnu.
Avisen.dk, DR.dk
30-03-11
Tillidsrepræsentant: Vi oplever ikke større utilfredshed
Jobcenter Odsherred i Fårevejle Stationsby har omkring 70 medarbejdere. Lidt over halvdelen af sagsbehandlerne er socialformidlere, men den anden gruppe består af socialrådgivere. Dorthe Damgaard Jensen er tillidsrepræsentant for socialformidlerne og HK'erne på jobcentret. Hun synes ikke, at hun møder flere kritiske borgere i jobcentret end tidligere. - Jeg oplever ikke, at der er stigende utilfredshed. Og jeg har ikke heller ikke hørt om det fra mine kolleger, siger hun. Hun synes, det er positivt, at kritiske borgere fra Odsherred har samlet sig i en facebookgruppe. - Men det bliver problematisk, hvis man omtaler ansatte på jobcentret. Men de har lov til det, og det er fint, at de snakker sammen og hjælper hinanden, understreger Dorthe Damgaard Jensen. Som beskæftigelseschef Jens Højlund afviser hun, at sagsbehandlingen påvirkes af, at kommunen skal spare penge. - Det er bestemt ikke vores menneskesyn. Vi skal overholde lovgivningen, fremhæver hun. Men i de senere år har der været et stærkt politisk pres på jobcentret om at nedbringe antallet af sygedagpengesager. - Men det er jo også til fordel for den enkelte. Jo længere tid der går, jo sværere er det at komme ind på arbejdsmarkedet igen, siger hun.
Holbæk Amts Venstreblad
28-03-11
Politikere beholder høj kilometer-takst
Byrådspolitikerne i Frederikshavn får også fremover dækket deres kørsel i egen bil med statens højeste takster. Borgmester Lars Møller vil ikke arbejde for, at betalingen til politikerne sættes ned - sådan som det er sket for de ansatte som led i den seneste sparerunde. Professor Claus Haagen Jensen fra Copenhagen Business School siger til HKs Kommunalbladet, at der intet er til hinder for også at lade politikerne køre til lav takst. Men efter at have undersøgt sagen, melder borgmester Lars Møller pas. - Jeg har spurgt de rådgivere, som vi har på det her område, om det er nyt. De fortalte os, at vi ikke kunne nedsætte kilometer-taksterne for politikerne. Lars Møller siger, at hans rådgivere allerede i efteråret spurgte Statsforvaltningen til råds. Da lød svaret, at man godt kunne forlange, at de ansatte kørte til lav takst - men ikke politikerne. Forskelsbehandlingen af de ansatte og politikere på kørselsområdet har skabt debat både blandt de ansatte og politikere. Men kommunen har ikke råd til at lade alle køre til høj takst, påpeger borgmester Lars Møller. - Alternativet var, at vi skulle fyre endnu flere ansatte. Så det var et bevidst valg vi tog. De HK-ansattes fællestillidsmand, Marianne Jørgensen, håber at borgmesteren og byrådet vil ændre holdning og alligevel få undersøgt hvem, der har ret - professor Claus Haagen Jensen eller statsforvaltningen. - Det har en hamrende god signalværdi, hvis byrådspolitikerne går foran med et godt eksempel i den her sag.
DRNordjylland.dk, DKNyt
28-03-11
Den offentlige service på kur
Debatindlæg af Marianne Jørgensen og Lilly Pedersen tillidsmænd HK Kommunal. Som ansat i den administrative del af Frederikshavn Kommune må vi lige påpege, at vi nær fik vandet galt i halsen, da vi læste Peter Nielsens udtalelse om, at nedskæringer i den offentlige administration "citat" det mærker borgerne ikke. Hvor er det trist, at en erfaren politiker kan komme med en sådan udmelding, når vi på egen krop kan mærke, at borgerne i den grad mærker de forringelser der sker på det administrative område. Peter Nielsen, du skulle have lov til at være en del af arbejdsdagen i vores ofte hektiske arbejdsliv. På flere områder har vi en hverdag der gør, at vi ikke kan få enderne til at hænge sammen. Og det arbejdspres vi udsættes for i relation til regler og fortolkninger fra regeringen og andre instanser, det tager vi på os, fordi vi er ansvarlige medarbejdere, der rent faktisk er stolte af vores arbejdsplads Frederikshavn Kommune . Men at sige, at de besparelser vi har været og er udsat for, ikke kan mærkes hos borgerne, det er da vist en sandhed med kraftige modifikationer. Der sker i den grad forringelser som vi ansatte skal forsvare hver dag. Med håbet om, at du " bare" havde fået det forkerte ben ud af sengen den dag du udtalte dig, ser vi frem til at vi sammen får vores kommune , vores arbejdsplads til at være til for borgerne - de kunder som vi er stolte af at kunne betjene på en troværdig måde.
Nordjyske Stiftstidende, Lokalavisen Frederikshavn
27-03-11
Vil selv finde bedragerne
Indsatsen mod socialt bedrageri i Greve Kommune er øget, idet den såkaldte kontrolgruppe har fået en ekstra medarbejder i såvel 2010 som 2011. I 2010 har kontrolgruppens indsats mod uberettiget brug af offentlige ydelser ført til, at Greve Kommunes har sparet ikke mindre end 5.106.539,75 kroner. Ingen forventer den samme besparelse i 2011, da mange » lavthængende frugter « nu er plukket, men bare det halve beløb ville være fint. Nu ser det imidlertid ud til, at et regeringsinitiativ kan spænde ben for den positive udvikling. I forbindelse med et lovforslag om etablering af Udbetaling Danmark er det nemlig blevet drøftet, om myndighedsansvaret for opkrævningsopgaven samt selve opgaven for kontrol med socialt bedrageri skal overføres fra kommunerne til Udbetaling Danmark. I givet fald skal sagsområder som boligstøtte, folkepension, førtidspension samt børne- og familieydelser overføres. I Greve Kommune er administrationen kritisk over for det nye tiltag. Det fremgår af et notat, som er sendt til økonomiudvalget i forbindelse med en orientering om kontrolgruppens vellykkede indsats. I notatet henvises der til, at Borgerservice Danmark, der er foreningen for borgerservicechefer i Danmark og HK/Kommunal , har udtalt sig kritisk til forslaget om, at indsatsen overfor socialt bedrageri skal overgå til Udbetaling Danmark. Man anfører generelt, at kontrolgruppernes lokale forankring er afgørende for deres arbejde. Kontrolgrupperne kender borgerne i deres egne kommuner, og kan derfor finde dem, der begår socialt bedrageri og snyder kommunekassen for rigtig mange penge. Det vil til gengæld være meget vanskeligt at afgøre fra et stort centralt center, der ikke har føling med lokalsamfundet.
Dagbladet Køge, Dagbladet Roskilde
26-03-11
HK: - Kommunal stordrift en fordel
Nordjyske kommuner kan med fordel gå sammen om at løse opgaver i fællesskab. Derved kan eventuelle gevinster ved stordrift beholdes i landsdelen samtidig med, at opgaverne bevares i det kommunale system. Det mener HK/ Kommunal Nordjylland, som holdt generalforsamling i Aalborg tirsdag aften med cirka 400 deltagere. - Vi samarbejder gerne med borgmestre, byrådspolitikere og kommunale ledelser for at finde opgaver, der kan løses i fællesskab på tværs af kommunerne , sagde formanden for de omkring 8000 kommunalt ansatte HK 'ere i de nordjyske kommuner og regionen, Brian Andersen, på generalforsamlingen. Han pegede på, at den såkaldte objektive sagsbehandling næste år flyttes fra kommunerne til statslige centre, hvoraf ét kommer til at ligge i Frederikshavn. Her bliver det det ATP-ledede selskab " Udbetaling Danmark", der kommer til at stå for at løse de tidligere kommunale opgaver. - Hvis kommunerne havde fundet sammen om at løse de pågældende opgaver med udbetaling af pensioner, børnefamilieydelser, boligstøtte, barselsdagpenge og børnebidrag, så havde det været svært for regeringen at argumentere for at flytte opgaverne fra kommunerne, sagde Brian Andersen. - Navnet "Udbetaling Danmark" er så bredt, at vi kan frygte, at selskabet er forberedt til at overtage endnu flere opgaver fra kommunerne, sagde Brian Andersen.
Nordjyske Stiftstidende
24-03-11
Giv borgerne klar besked om Udbetaling Danmark
Kommunerne risikerer at blive løbet over ende, når Udbetaling Danmark går i luften. Sørg for at give borgerne klar besked for at undgå en gentagelse af historien med SKAT, lød opfordringen på konferencen Borgerservice 2011. Når folkepensionist Hansen efter årsskiftet træder ind i det kommunale borgerservicecenter for at få sig en sludder om sine ydelser, vil han få stukket et kort i hånden med besked om at henvende sig til Udbetaling Danmark telefonisk eller digitalt. - Vi har masser af henvendelser af den karakter, og vi kan lige så godt begynde at vænne borgerne til, at sådan bliver det i fremtiden, lød det for nylig fra en borgerserviceleder på konferencen Borgerservice 201. Formanden for HK/ Kommunal Bodil Otto kunne fortælle, at der er en udbredt skepsis til fremtiden blandt de menige medarbejdere i borgerservicecentrene. - De er naturligvis bekymrede over, at deres arbejdsplads flytter længere væk, men de er også stærkt bekymrede for borgerne. De er meget dedikerede, og jeg hører hver dag nogen fortælle, at det her er synd for borgerne. De er meget optagede af, at borgernes rettigheder ikke bliver krænket, at de stadig får de ydelser, de har krav på. Vi oplever, at det her i langt højere grad bliver systemet frem for borgerne - systemet mod borgerne, sagde Bodil Otto. HK -formanden ser også Udbetaling Danmark som et skridt mod, hvad hun kalder for hjælp-dig-selv-samfundet. - Det her betyder mindre service i borgerservicecentrene. Mindre hjælp til de dårligst stillede. Der bliver mindre nærvær, selv om der fortsat vil være masser af hjælpebehov. Der bliver god brug for frivillige hjælpere, spår hun.
Danske Kommuner
24-03-11
Hvem skal væk, Thyra?
Debatindlæg af Brian Andersen formand for HK/ Kommunal. Thyra Frank, nordjysk spidskandidat for partiet Liberal Alliance, er ikke blot offer for en vildfarelse. Hun er også på vildspor, når hun 13.3 argumenterer med, at 40.000 ansatte, den offentlige sektor er vokset med siden Nyrup, kan spares væk. De angiveligt overflødige hoveder skal især findes på kontorerne, er hendes pointe. I stedet for blot at overtage parti-boss Anders Samuelsens spare-mantra, burde Thyra Frank kigge dybt i tallene. Tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor tyder nemlig på, at stigningen i bemandingen på de kommunale kontorer er mere end beskeden. Og hvem er mon så de 39.450 andre offentligt ansatte, der skal væk? Den rigtig store stigning i antallet af offentligt ansatte er sket inden for sundheds og socialområderne, altså i ældrepleje og på sygehuse. 33.000 er der her blevet flere siden 2002, fortæller Danmarks Statistik. Men det er vel næppe dem, Thyra Frank kan undvære? Det er stadig en noget primitiv opfattelse af sammenhængen, når Thyra Frank skriver, at " hvis der er færre folk bag skrivebordene så har vi allerede dér sparet tid vi kan bruge på de ældre, de syge og børnene". Thyra Frank har uden tvivl helt ret i, at færre krav til kontrol og dokumentation, som ansatte i plejefunktioner selv må foretage, vil give mere tid til arbejdet med mennesker. Christiansborg-politikerne har ikke sendt penge til flere kommunale medarbejdere i takt med, at de har skærpet kravene til kontrol og dokumentation. Øgede krav har blot medført en ekstra arbejdsmængde for de kommunale medarbejdere " bag skrivebordene", som Thyra Frank så gerne vil af med. At fjerne kontoransattes " papirarbejde" i forbindelse med kontrol og dokumentation kan derfor blot give mere tid til de egentlige borgernære administrationsopgaver.
Nordjyske Stiftstidende
22-03-11
Ansæt os nyudlærte
Debatindlæg af Kirsten Rasmussen, Brøndby Strand. - Du har ikke nok erhvervserfaring - så vi kan ikke bruge dig. Citat fra arbejdsgiver, som jeg ringede til for en del måneder siden efter at have fået afslag på min ansøgning. Jeg blev udlært kontorassistent fra det kommunale i august 2010. Jeg er, som så mange andre nyudlærte unge, arbejdsløs, fordi virksomhederne ikke vil ansætte nyuddannede, da vi ikke har den fornødne erhvervserfaring. Men hvor skal vi få den fra, når I ikke vil ansætte os? Jeg har ikke længere tal på, hvor mange ansøgninger jeg har skrevet, og hver eneste gang er konklusionen, at jeg ikke har den fornødne erfaring med jobbet, bare formuleret på tusindvis af forskellige måder. I min ledighedsperiode har jeg været på et seks ugers kursus for ledige, hvor jeg stiftede bekendtskab med en masse andre nyudlærte unge under 30 år. De kan heller ikke komme ind på arbejdsmarkedet pga. manglende erhvervserfaring. Derfor tillader jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved artiklen "Unge HK 'ere kræver investeringer i uddannelse" i HK - Kommunalbladet 25/ 2. Deri pointerer HK/Kommunals elevudvalg, at der om fem-syv år vil være et hul i arbejdsstyrken i det offentlige, og at vi derfor skal have oprettet flere elevpladser og bedre uddannelsesmuligheder. Misforstå mig ikke. Jeg synes, det er alle tiders, hvis der bliver skaffet flere elevpladser, da jeg efterhånden kender en del, som har brugt over et år på at finde en kontorelevplads, men hvad så, når de er færdige med deres uddannelse? Virksomhederne vil jo stadig ikke ansætte nyudlærte, så hvad hjælper det at uddanne flere?
Jyllands-Posten
21-03-11
Privat jobindsats har spillet fallit
Som flagskib for privatiseringen af beskæftigelsesindsatsen i Danmark er Jobcenter Gribskov A/ S dumpet med et brag. En løssluppen økonomi og katastrofalt dårlige resultater for de ledige tvinger Gribskov kommune til at hjemtage hovedparten af opgaverne fra det private jobfirma, der har Ramdal A/ S som hovedaktionær. Nedsmeltningen af den private jobindsats i Gribskov følger en lignende fiasko i Køge, hvor kommunen for halvandet år siden på tilsvarende vis følte sig tvunget til at ophæve samarbejdet med det multinationale firma, Agens. I HK/ Kommunal ser næstformand Claus Gahrn et klart mønster i højtprofilerede forsøg på at privatisere indsatsen overfor de ledige. - Det har simpelthen været en eklatant fiasko, siger Claus Gahrn. Han henviser til, at en undersøgelse i Avisen.dk for nylig har afsløret, at de ledige bliver stadigt mere utilfredse med de private jobaktørers indsats. Ligesom en rapport fra revisionsselskabet Deloitte har konkluderet, at kommunerne er bedre til at hjælpe de arbejdsløse i job end de private jobfirmaer. - Samtidig med at jeg glæder mig over, at også jobindsatsen i Gribskov nu for størstedelen overgår til kommunale hænder, er der grund til at holde advarselslamperne tændt de steder, hvor private firmaer stadig har foden indenfor. Folketinget bør kraftigt overveje at sikre hele beskæftigelsesindsatsen som en offentlig myndighedsopgave, siger Claus Gahrn. Den offentlige beskæftigelsesindsats er ifølge Claus Gahrn på mange måder garanten for, at alle ledige får en optimal behandling og sikres nogle basale borgerrettigheder. Claus Gahrn understreger, at man i Holland har så dårlige erfaringer med at privatisere indsatsen på jobcentrene, at man nu er ved at vende tilbage til et offentligt system, der kan samle alle de ledige op. - Også i Danmark er tiden klart moden til at få stoppet det liberalistiske hasardspil med de arbejdsløse, siger Claus Gahrn.
Ritzau, Nordjyske Stiftstidende, Fredericia Dagblad m.m.fl.
20-03-11
HK kritiserer ny jobcenter-struktur
HK/ Kommunal mener, at den ændrede struktur i Jobcenter Gribskov er på kant med loven, fordi man har ændret i kontrakten med Ramsdal A/ S uden at sende opgaverne i udbud på ny. - Konstruktion er efter min bedste overbevisning på kant med lovgivningen. Man kan ikke bare ændre i indholdet i en kontrakt uden, at opgaverne skal i udbud på ny. Andre aktører, herunder Gribskov Kommune selv, bør naturligvis også have lejlighed til at vurdere, om man kan løse opgaven bedre og billigere, lyder det fra Claus Gahrn. Han påpeger, at privatiseringen af jobcentre herhjemme er dumpet med et brag, da Jobcenter Gribskov, som det eneste tilbageværende private center, nu har måttet afgive en del af opgaverne til Gribskov Kommune. - Det har simpelthen været en eklatant fiasko, siger Claus Gahrn.
Frederiksborg Amts Avis
19-03-11
Borgmestre byder private virksomheder indenfor
Endnu flere offentlige opgaver i private hænder. Det er en bevægelse, der for alvor bliver synlig de kommende år. To ud af tre borgmestre planlægger i løbet af de næste fem år at sætte endnu flere offentlige opgaver i udbud, så private virksomheder kan varetage dem. Det viser en rundspørge, som Berlingske Research har lavet blandt landets kommuner. Otte ud af ti af de kommuner, der planlægger at udbyde mere i løbet af de næste år, ønsker som noget nyt at lade klassiske velfærdsområder som børnepasning og ældrepleje blive varetaget af private virksomheder, mens 40 procent ser potentiale i det. Formand for HK/Kommunal, Bodil Otto, mener, privatiseringer kan være en trussel mod retssikkerheden. - Udlicitering har i flere tilfælde vist sig at være en trussel mod borgernes retssikkerhed. I Randers er syge borgere for eksempel ulovligt blevet frataget deres sygedagpenge. Det er helt urimeligt, at borgernes retssikkerhed skal ligge i lommen på private firmaer, der kan tjene på at fratage borgerne deres retsmæssige ydelser. Jobindsatsen er et andet område, hvor udlicitering har vist sig at spille fallit. Det har været dobbelt så dyrt og mindre succesfuldt at bruge private aktører frem for kommunale. Det er den privatiserede jobindsats i Køge og Gribskov grelle eksempler på. Kommunerne er langt bedre til at få de arbejdsløse i job. Og oven i købet billigere. Lønadministration er også et område, som har vist sig dyrt og kompliceret af udlicitere. Albertslund har eksempelvis måttet trække en privatiseret lønadministration tilbage efter fiasko. Og mange husker farcen i Københavns Kommune , da et privat firma skulle forsøge sig med administration af lønnen. Vi har set, at private firmaer giver meget billige tilbud for at få opgaverne, og så stiger prisen efterfølgende. Men så er det svært for kommunen at tage opgaven tilbage, fordi det kvalificerede personale er væk. Ofte er der slet ikke noget at spare. Tværtimod.
Berlingske
16-03-11
Helsingør Kommune: Arbejde og fritid skal adskilles
I Helsingør Kommune vil kommunaldirektør Bjarne Pedersen indføre nye regler for de ansatte, som blandt andet betyder, at de ansatte selv skal betale for deres rygepauser. Næstformand i HK Kommunal Karla Kirkegaard mener dog, at den slaviske opfattelse af arbejdstiden kan gå ud over medarbejderens indstilling til fleksibilitet.
TV2 Lorry
10-03-11
Kollegaer betyder mest
Kommunalt ansatte HK 'ere, der har rundet 60 år, bliver oftere i jobbet end privatansatte. Knap halvdelen af de kommunalt ansatte HK 'ere, der vælger at udskyde efterlønnen, nævner deres kolleger som den vigtigste grund til at fortsætte. Det viser ny undersøgelse fra HK. I den private sektor vælger kun hver sjette seniorborger at fortsætte på arbejdsmarkedet. I kommuner og regioner vælger mere end fire ud af 10 at udskyde deres otium.
Danske Kommuner m.fl.
10-03-11
Offer for vildfarelse
Debatindlæg af Ivan Ziegler formand for HK Nordjylland og Brian Andersen formand for HK/ Kommunal Nordjylland. Kære Thyra Frank. I Nordjyske du udtryk for, at du stadig har meget at lære omkring dit parti, Liberal Alliances politik. Du er stadig i 1. klasse, er du citeret for at sige. Men du siger også, at du udmærket har forstået " det der med, at den offentlige sektor skal slankes, og at man tager dem, der laver papirarbejdet først". Du kan sagtens forstå - siger du - " at hvis der er færre til at sende papirer ud til os, så har vi bedre tid til at lave vores kerneopgaver"! Men når vi husker, hvad du tidligere har sagt om, at de 40.000 offentligt ansatte, dit parti vil spare væk, skal findes på kontorerne, så vælger vi at tro, at du er citeret korrekt. Med al respekt, så mener vi, at du er offer for en vildfarelse. Du skal forstå, at de folk, der laver det, du kalder " papirarbejdet" er en forudsætning for, at de andre funktioner - også i plejesektoren - fungerer. Den offentlige sektor hænger jo ikke sammen på den måde, at hvis der er færre på kontorerne, så bliver der mere tid i plejesektoren. "Papirarbejde" er jo praktisk hjælp for at sikre borgernes retskrav til sygedagpenge, pensioner, anvisning af arbejde, hjælpemidler, miljø, byggetilladelser, undervisning, folkeoplysning og mange andre samfundsopgaver til borgerne. Vi vil gerne indbyde dig til sammen med os at besøge nogle af de offentlige HK -arbejdspladser i Nordjylland, der tilsyneladende er blandt de 40.000, du mener kan undværes. Vi tror, at du ved selvsyn her kan få et indblik i offentlig administration, du kan få stor glæde af som kommende politiker med ansvar for helheden.
Nordjyske Stiftstidende
09-03-11
Kommunale ledere: Det skal være slut med kaffe og rygepauser i arbejdstiden
Færre medarbejdere om flere opgaver er baggrunden for, at den kommunale ledergruppe Centerrådet har stillet et nyt forslag til medarbejderne om at forbyde de daglige kaffepauser for de omkring 600 ansatte i administrationen. Istedet skal der gives tilladelse til en ugentlig organiseret kaffepause på 15 minutter torsdag eftermiddag. - Vi har haft en drøftelse i forhold til antallet af medarbejdere, som der er færre af, selv om der stadig er mange opgaver, og hvordan vi kan effektivisere arbejdsgangen, oplyser kommunaldirektør Bjarne Pedersen. Af forslaget fremgår det, at også fejring af fødselsdage, feriebrød og lignende henlægges til torsdagspausen, mens fejring af særlige mærkedage godt kan foregå på andre dage. - Forslaget gælder kun for de administrative medarbejdere. Forslaget om at forbyde rygning i arbejdstiden medfører hvis forslaget bliver vedtaget, at rygere skal flekse ud og ind i forbindelse med rygepauser i arbejdstiden. I dag mødes tillidsrepræsentanterne, hvor forslaget vil blive drøftet, oplyser Gitte Kondrup, fællestillidsrepræsentant for HK 'erne. - Vi skal drøfte de udfordringer der er, og hvordan forslaget er blevet modtaget af medarbejderne. Det man overordnet kan sige er, at det ikke er i strid med overenskomsterne, siger Gitte Kondrup som påpeger, at der kan være forskellige holdninger til at sløjfe kaffepausen, som i nogle afdelinger er en implementeret del af hverdagen mens andre ikke benytter sig af muligheden for et kvarters kaffepause om formiddagen, som er tilladt i dag. - Det er også forskelligt, hvordan kaffepausen bliver brugt. Nogle bruger den til at puste ud, mens andre bruger den til faglig sparring. Der er sikkert medarbejdere, der vil opfatte det som fagligt trist, at pausen forsvinder, siger Gitte Kondrup.
Helsingør Dagblad
08-03-11
Her er kravene fra Børstings bagland
Tillidsfolkene i fagbevægelsens lokalafdelinger kræver kontante politiske gaver i milliardstørrelsen for det samarbejde, de har indledt med S-SF om økonomien og om kampen for en ny regering. Det bliver klargjort i en rundspørge, Berlingske Research har foretaget blandt lokalafdelingerne i de fire største fagforbund, 3F, Dansk Metal, FOA og HK, hvor der er blevet spurgt ind til, hvilke krav tillidsfolkene mener, fagbevægelsen bør stille til en S-ledet regering. De 15 højest prioriterede krav gengives her på siden og viser, at et flertal blandt andet vil: -Øge dagpengenes dækningsgrad, så ledige i a-kasserne får udbetalt flere penge. Dagpengeperiodens længde skal igen forlænges fra to til fire år. -Afsætte flere penge til erhvervsuddannelserne. -Gennemføre en vækstplan. -Fjerne det økonomiske grundlag under privathospitalerne. -Fjerne begrænsningerne i fradragsretten for det faglige kontingent. Altsammen krav, som samlet koster milliarder af kroner at gennemføre, men et flertal af de fagligt aktive har også krav til S-SF om finansiering af forslagene: Hæv selskabsskatten og genindfør formueskatten, lyder det. Tillidsfolkene vil også sende gaver den anden vej ved igen at knytte tættere bånd til de røde partier, og fagforbundene skal igen give direkte økonomisk støtte til bl. a. Socialdemokraterne, lyder ønskerne. De adspurgte var FOAs afdelingsformænd, HK/ Stat og HK/ Kommunals sektorformænd, lokale formænd i 3F samt afdelingsformændene i Dansk Metal. 31 af 50 medvirkede for Dansk Metal, 29 af 40 fra FOA, 41 af 50 for 3F, mens tallene for HK Kommunal var 4 af 7 og 2 af 7 for HK Stat.
Århus Stiftstidende
06-03-11
HK-formænd beholdt taburetterne: Nye kampe venter forude
Der var varslet kampvalg om formandsposterne, da flere end 400 HK -medlemmer i aftes var samlet i Kulturcenter Limfjord ( KCL) i Skive til generalforsamlinger i HK MidtVest. Men de nuværende formand kom sejrrigt ud af afstemningerne. Der var tale om fire generalforsamlinger indenfor sektorerne handel, privat, kommunal og stat. Og det var overvejende hos de offentligt ansatte, det på forhånd stod klart, at der ville blive tale om en spændende afstemning. Især hos HK/ Kommunal blev det et tæt opløb, som endte til Marianne Køpkes fordel. Hun fik kamp til stregen af fællestillidsrepræsentant ved Skive Kommune og tidligere formand for det daværende Hk Skive-Nykøbing, Bill Pharsen , Skive. HK afdelingen har i samarbejde med HK/ Kommunal afholdt fyraftensmøder for at yde støtte til de medlemmer, der har oplevet at stå med en fyreseddel i hånden, eller kommer til det, fastslog Marianne Køpke.
Skive Folkeblad, Thisted dagblad, Herning Folkeblad
01-03-11
Fagbevægelsen bliver straffet
Debatindlæg af Pia Tørving, formand for HK/Kommunal Midt. Den liberale tænketank CEPOS er kommet på listen over skattebegunstigede foreninger og dermed er bidrag til tænketanken gjort skattefrie med op til 14.500 kroner om året. Fradraget på fagforeningskontingent er tilsvarende sat ned til maksimalt 3.000 kr. årligt, og det har jeg med et debatindlæg tilladt mig at gøre opmærksom på det uheldige i. CEPOS er efter min mening ikke er en almennyttig forskningsenhed, men arbejder derimod for at fremme en bestemt samfundsmodel. CEPOS arbejder blandt andet aktivt for en afvikling af efterlønnen og for generelle skattelettelser med henblik på en svækkelse af den offentlige sektor. Direktøren for CEPOS, Martin Ågerup, har svaret på mit indlæg her i spalterne. Han henviser til, at der ikke er noget samhørighedsforhold mellem CEPOS og regeringen. Det er korrekt, at CEPOS under tiden har været kritisk over for regeringen, nemlig i situationer, hvor regeringen efter CEPOS opfattelse ikke har optrådt tilstrækkeligt. Eksempelvis kritiserede CEPOS for nylig Venstres afvisning af at lægge et generelt loft over det offentlige forbrug på 26,5 procent af den samlede økonomi. Ellers er der langt mellem uoverensstemmelserne, og det ville da også være underligt andet, eftersom det liberale tankegods er fælles for regeringspartierne og tænketanken. Jeg er helt på det rene med, at man i en privat tænketank har ret til at tænke, mene og sige, hvad man vil, men jeg har svært ved at forstå argumentationen for, at netop CEPOS skal begunstiges, mens fagbevægelsen skal straffes.
Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad
01-03-11
Ikke til at skræmme
Debatindlæg af Christian Jensen, folketingskandidat Liberal Alliance. Svar på Ivan Ziegler og Brian Andersens navlebeskuende angreb på Thyra Frank (24.2.): Selvom man har valgt overskriften "Hold dig væk", skal I ikke regne med, at det skræmmer nogen fra Liberal Alliance væk, heller ikke Thyra Frank. Man kan jo sagtens kalde Liberal Alliances ide om, at der skal fyres 40.000 ansatte i den offentlige sektor for efterplapren, dersom man ikke har fattet, hvad der sker i den virkelige verden omkring en, og man ikke har haft næsen ude i den permafrost, der har ramt alle i det danske erhvervsliv. Det har vi, der i det daglige forsøger at skaffe brændstoffet til det danske velfærdssamfund. Jeg kan sige det er koldt, meget koldt. Og jo længere der går, før denne virkelighed går op for de ansatte HK 'ere og især deres ledere i den offentlige sektor, eller rettere sagt for deres fagforeningsbosser jo voldsommere bliver opvågningen en dag. Og tro mig, det gør absolut ingen forskel, hvad farve regeringen så end har. Der er fremover ingen helle, man kan stå på i den forbindelse. Alles også mit og jeres overforbrug rammer os alle nu. Nu skal regningen betales. Og jo længere det varer, jo flere renter løber der jo på, sådan er det jo. Virkeligheden har allerede ramt de HK -ansatte i den private sektor. Her skal der nemlig også spares, kan jeg da lige hilse og sige, dersom det skulle være en nyhed for jer. Og gør vi ikke det, så kommer der nemlig slet ingen skattepenge ind til at finansiere, et gennem mange år pr automatik tilvænnet luksus betonet ansættelsesforhold og forbrug i den offentlige sektor.
Nordjyske.dk
01-03-11
Oprettet: 06.04.11, kl. 13.57
Redigeret: 12.08.11, kl. 10.25 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <06.04.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.